1I det sjuande året, den tiande dagen i den femte månaden, kom nokre av dei eldste i Israel og ville spørja Herren til råds; dei sette seg framfor meg.
2Då kom Herrens ord til meg, og det lydde så:
3Menneske, tal til Israels eldste og sei til dei: Så seier Herren Gud: Kjem de hit og vil spørja meg til råds? Så sant eg lever, eg lèt ikkje dykk spørja meg, lyder ordet frå Herren Gud.
4Vil du døma dei, menneske? Ja, vil du døma, så lat dei få vita om all den styggedomen fedrane deira har gjort.
5Du skal seia til dei: Så seier Herren Gud: Den gongen eg valde ut Israel, gav eg ein heilag lovnad til dei som var av Jakobs ætt. Eg gav meg til kjenne for dei i Egypt; eg lyfte mi hand og sa til dei: «Eg er Herren dykkar Gud.»
6Den dagen lyfte eg handa og lova at eg ville føra dei ut or Egypt, til eit land som eg hadde sett ut åt dei, eit land som fløymer med mjølk og honning, det herlegaste av alle land.
7Eg sa til dei: «De må kasta bort all den styggedomen som augo dykkar heng ved. Gjer dykk ikkje ureine med avgudane i Egypt! Eg er Herren dykkar Gud.»
8Men dei var trassige mot meg og ville ikkje høyra på meg. Dei kasta ikkje bort all den styggedomen som augo deira hang ved, og vende seg ikkje bort frå avgudane i Egypt. Då sa eg at eg ville la min harme gå ut over dei og stilla min vreide på dei der i Egypt.
9Eg gjorde det for mitt namn skuld, så det ikkje skulle verta vanæra for augo på dei folka som dei levde imellom. Dei hadde då vore vitne til at eg gav meg til kjenne for dei då eg lova å føra dei ut or Egypt.
10Så lét eg dei fara frå Egypt og førte dei ut i øydemarka.
11Eg gav dei mine føreskrifter og kunngjorde mine lover for dei. Det mennesket som held dei, skal leva.
12Kviledagane mine gav eg dei òg; dei skulle vera teikn på pakta mellom meg og folket. Såleis skulle dei vita at eg er Herren, som helgar dei.
13Men Israels-ætta var trassig mot meg i øydemarka. Dei fylgde ikkje mine føreskrifter og vanvørde mine lover – endå det mennesket som held dei, får leva; og atter og atter vanhelga dei kviledagane mine. Då sa eg at eg ville la min harme gå ut over dei i øydemarka og gjera ende på dei.
14Eg greip inn for mitt namn skuld, så det ikkje skulle verta vanæra for augo på dei folka som var vitne til at eg førte israelittane ut.
15Då lyfte eg handa der ute i øydemarka og svor at eg ikkje ville føra dei inn i det landet eg hadde gjeve dei, landet som fløymer med mjølk og honning, det herlegaste av alle land.
16For dei vanvørde lovene mine og fylgde ikkje føreskriftene mine. Kviledagane mine vanhelga dei; for i sitt hjarta heldt dei seg til avgudane sine.
17Likevel hadde eg medkjensle med dei og rudde dei ikkje ut. Eg gjorde ikkje ende på dei i øydemarka.
18Sidan sa eg til sønene deira i øydemarka: «Fylg ikkje føreskriftene åt fedrane dykkar, hald ikkje lovene deira, og gjer dykk ikkje ureine med avgudane deira!
19Eg er Herren dykkar Gud. Fylg mine føreskrifter, ta vare på mine lover og lev etter dei!
20Hald kviledagane mine heilage! Dei skal vera eit teikn på pakta mellom meg og dykk, så de kan vita at eg er Herren dykkar Gud.»
21Men sønene var trassige mot meg. Dei fylgde ikkje mine føreskrifter og heldt ikkje mine lover, endå det mennesket som held dei, får leva; og kviledagane mine vanhelga dei. Då sa eg at eg ville la min harme gå ut over dei og stilla min vreide på dei i øydemarka.
22Men eg heldt att mi straffande hand. Eg greip inn for mitt namn skuld, så det ikkje skulle verta vanæra mellom folka som hadde vore vitne til at eg førte israelittane ut.
23Så lyfte eg handa der i øydemarka og lova at eg ville spreia dei mellom folkeslaga og strøya dei ut i landa.
24For dei levde ikkje etter lovene mine, men vanvørde føreskriftene mine og vanhelga kviledagane mine, og augo deira hang ved avgudane åt fedrane.
25Difor gav eg dei føreskrifter som ikkje var gode, og lover som dei ikkje kunne leva ved.
26Eg lét dei verta ureine ved offergåvene sine, når dei lét alle dei fyrstefødde gå gjennom elden. Det gjorde eg for å setja støkk i dei, så dei skulle skjøna at eg er Herren.
27Difor, menneske, skal du tala til Israels-ætta og seia til dei: Så seier Herren Gud: Fedrane dykkar spotta meg, trulause som dei var mot meg.
28Eg førte dei likevel inn i det landet som eg med lyft hand hadde lova å gje dei. Men så snart dei såg ein høg haug eller eit lauvrikt tre, ofra dei sine slaktoffer der og bar fram sine gåver, som vekte min harme. Dit kom dei med offer som anga godt, og der rende dei ut sine drikkoffer.
29Då spurde eg dei: «Kva er det med den offerhaugen som de går til?» – Det heiter offerhaug den dag i dag.
30Difor skal du seia til Israels-ætta: Så seier Herren Gud: Vil de gjera dykk ureine på same måten som fedrane dykkar og i utruskap springa etter dei avskyelege gudane deira?
31Når de kjem med gåver og lèt borna dykkar gå gjennom elden, vert de enno i dag ureine ved alle avgudane dykkar. Og så skulle de få spørja meg til råds, de israelittar! Så sant eg lever, seier Herren Gud, eg lèt dykk ikkje spørja meg til råds.
32Det skal aldri henda, det som leikar i hugen dykkar, når de seier: «Vi vil vera som andre folk, som ættene rundt ikring i landa, og dyrka stokk og stein.»
33Så sant eg lever, seier Herren Gud: Eg vil rå over dykk med sterk hand og strak arm og såleis at min harme får fritt løp.
34Eg vil føra dykk bort frå folka og samla dykk frå landa der de er spreidde. Det vil eg gjera med sterk hand og strak arm og såleis at min harme får fritt løp.
35Så fører eg dykk til folkeøydemarka, og der vil eg halda dom over dykk, andlet til andlet.
36Liksom eg heldt dom over fedrane dykkar i øydemarka ved Egypt, såleis vil eg halda dom over dykk, lyder ordet frå Herren Gud.
37Eg lèt dykk gå framom under hyrdingstaven og fører dykk inn i ei bindande pakt.
38Eg skil ut frå dykk dei som er ulydige og reiser seg mot meg. Eg fører dei bort frå det framande landet der dei held til; men til Israels-landet skal dei ikkje få koma. Då skal de sanna at eg er Herren.
39Men de, israelittar, så seier Herren Gud: Kvar av dykk kan berre gå og dyrka avgudane sine! Men sidan skal de sanneleg høyra på meg og aldri meir vanæra mitt heilage namn med offergåvene og avgudane dykkar.
40For på mitt heilage fjell, på Israels høge fjell, seier Herren Gud, skal heile Israels-ætta tena meg, alle som er i landet. Der skal eg visa dei godvilje. Eg vil spørja etter offergåvene dykkar og etter fyrstegrøda som de ber fram, alt det de vier til Herren.
41For den gode offerangen skuld vil eg syna dykk godvilje når eg fører dykk bort frå folka og samlar dykk frå landa der de no er spreidde, og midt imellom dykk, for augo på dei andre folka, viser kor heilag eg er.
42De skal sanna at eg er Herren, når eg fører dykk til Israels land, det landet som eg med lyft hand lova å gje fedrane dykkar.
43Der skal de minnast åtferda dykkar, alt de gjorde dykk ureine med. Og de skal kjenna avsky for dykk sjølve fordi de gjorde så mykje vondt.
44De skal sanna at eg er Herren, når eg for mitt namn skuld handlar så med dykk og ikkje som de hadde fortent, Israels ætt, etter dykkar vonde ferd og skamlause gjerningar, lyder ordet frå Herren Gud.
45Herrens ord kom til meg, og det lydde så:
46Menneske, vend deg sørover, rett di forkynning mot sør og tal profetord mot skogen der i landet!
47Sei til skogen i sør: Høyr Herrens ord! Så seier Herren Gud: Eg set eld på deg, og han skal svi av kvart tre i deg, både dei friske og dei turre. Den logande elden skal ikkje slokna, men skambrenna kvart andlet frå sør til nord.
48Alle menneske skal sjå at det er eg, Herren, som har kveikt elden, og han skal ikkje slokna.
49Då sa eg: Å, Herre Gud! Dei seier om meg: «Han talar då alltid i likningar!»