1HERRENS ord som kom til profeten Jeremia om folkeslaga.
2Om Egypt. Om hæren til farao Neko, kongen i Egypt, som stod ved Karkemisj ved elva Eufrat, og som vart slegen av Babel-kongen Nebukadnesar i det fjerde året Jojakim, son til Josjia, var konge i Juda:
3Gjer rundskjold og langskjold i stand og rykk ut til strid!
4Sel på, stig til hest, de ryttarar, still opp med hjelmane på, gjer spyda blanke, ta brynjene på!
5Men kva må eg sjå? Dei blir gripne av skrekk og trekkjer seg tilbake. Krigarane deira blir slegne, dei flyktar utan å sjå seg tilbake. Redsle rår på alle kantar, seier HERREN.
6Den raske kan ikkje flykta, krigaren kan ikkje berga seg. Der nord, ved bredda av Eufrat, der snublar dei og fell.
7Kven er det som stig lik Nilen, lik elvar der vatnet fløymer?
8Det er Egypt som stig lik Nilen, lik elvar der vatnet fløymer. Det sa: «Eg vil stiga og løyna jorda, gjera ende på byar og dei som bur der.
9Fram, hestar! Av stad, vogner! Krigarar skal rykkja ut, Kusj og Put som ber skjold, og dei frå Lud som spenner bogen!»
10Den dagen er ein hemnens dag for Herren, allhærs GUD, han tek hemn over motstandarane. Sverdet får eta seg mett og drikka seg utørst på blod. Det er offerslakting for Herren, allhærs GUD, i landet der nord ved Eufrat.
11Dra opp til Gilead, du jomfru, hent balsam, du dotter Egypt! Kvart lækjemiddel er til fånyttes, såret ditt vil ikkje gro.
12Folkeslag høyrer om di skam, klageropet ditt fyller jorda. Den eine krigaren snublar over den andre, saman fell dei begge.
13Ordet som HERREN tala til profeten Jeremia då kong Nebukadnesar av Babel kom for å slå Egypt:
14Kunngjer det i Egypt, lat det høyrast i Migdol, lat det høyrast i Nof og Tahpanhes! Sei: Still opp og gjer deg klar! For sverdet øyder rundt ikring deg.
15Kvifor flykta Apis, din sterke okse? Han kunne ikkje stå imot, for HERREN har drive han bort.
16Han fekk mange til å snubla, ja, dei fall over kvarandre. Då sa dei: «Kom, lat oss venda attende til folket vårt, til landet der vi er fødde, bort frå det herjande sverdet!»
17Der skal dei gje farao, kongen i Egypt, namnet «Krigslarm som kom for seint».
18Så sant eg lever, seier Kongen — HERREN over hærskarane er hans namn: Som Tabor mellom fjella kjem han, som Karmel ute ved havet.
19Pakk tinga dine for eksil, du som bur hos dotter Egypt. For Nof skal bli til ei øydemark, lagd i øyde så ingen kan bu der.
20Egypt er ei prektig kvige, men ein klegg frå nord slår seg ned på henne.
21Leigesoldatane hennar er som gjødde kalvar, dei snur om og flyktar saman, dei held ikkje ut. For over dei er ulukkedagen komen, rekneskapens tid.
22Ho kveser lik ein slange som glir bort, for dei rykkjer fram med ein hær. Dei kjem mot henne med øksar som tømmerhoggarar.
23Dei høgg skogen hennar ned, seier HERREN, han har vorte for tett. Dei er fleire enn grashopper, dei er utan tal.
24Dotter Egypt blir til skamme, ho blir overgjeven til folket i nord.
25HERREN over hærskarane, Israels Gud, seier: No vil eg straffa Amon frå No, farao og Egypt, gudane og kongane i landet, både farao og dei som lit på han.
26Eg gjev dei i hendene på dei som står dei etter livet, i hendene på kong Nebukadnesar av Babel og tenarane hans. Men sidan skal ho bu i landet som i gamle dagar, seier HERREN.
27Ver ikkje redd, du min tenar Jakob, seier HERREN, mist ikkje motet, Israel! For sjå, eg bergar deg frå fjerne stader og ætta di frå landet der ho er fanga. Jakob skal venda attende og leva roleg og trygt, og ingen skal skremma han.
28Ver ikkje redd, du min tenar Jakob, seier HERREN, for eg er med deg. Eg gjer ende på alle folkeslaga som eg har drive deg bort til, men deg gjer eg ikkje ende på. Eg tuktar deg med rette og lèt deg ikkje sleppa straff.