1Til korleiaren. Ein Davids-salme. Herre, du ransakar meg ¬og kjenner meg.
2Anten eg sit eller står, ¬så veit du det, langt bortanfrå ¬merkar du mine tankar.
3Anten eg går eller ligg, ¬så ser du det, du kjenner alle mine vegar.
4Ja, før eg har eit ord på tunga, veit du det, Herre, fullt ¬og heilt.
5Du kringset meg på alle ¬sider, du har lagt di hand på meg.
6Det er for underfullt ¬til å skjøna, det er så høgt ¬at eg ikkje kan fatta det.
7Kvar skal eg fara frå din Ande, kvar skal eg røma frå ditt åsyn?
8Fer eg opp til himmelen, ¬så er du der, og reier eg lege i dødsriket, ¬så er du der òg.
9Tek eg morgonrodens ¬venger på og slår meg ned ¬der havet endar,
10så fører du meg jamvel der, di høgre hand, ¬ho held meg fast.
11Og seier eg: ¬«Lat mørkret løyna meg og ljoset ikring meg ¬verta natt»,
12så er ikkje mørkret ¬for mørkt for deg, og natta er ljos som dagen, ja, mørkret er som ljoset.
13For du har skapt mitt indre, du har vove meg i mors liv.
14Eg takkar deg fordi eg er skapt på skræmeleg underfull vis. Underfulle er dine verk, det veit eg så vel.
15Mine bein var ikkje dulde ¬for deg då eg vart skapt i løyndom og forma djupt i jorda.
16Du såg meg då eg var eit foster, i di bok vart alt skrive opp; mine dagar fekk si form før ein einaste av dei ¬var komen.
17Kor høge dine tankar er, Gud, kor veldig summen av dei!
18Vil eg telja dei, ¬er dei tallause som sand; kjem eg til endes med det, ¬er eg enno hjå deg.
19Gjev du ville drepa den vonde, ¬Gud, og la drapsmennene vika ¬frå meg,
20dei som talar svikefullt om deg og reiser seg mot deg ¬i vondskap.
21Eg hatar dine fiendar, Herre, har uvilje mot dei ¬som står deg imot.
22Eg hatar dei ¬med eit grenselaust hat og held dei for mine fiendar.
23Ransak meg, Gud, ¬og kjenn mitt hjarta, prøv meg og kjenn ¬mine tankar!
24Sjå om eg er ¬på den vonde vegen, og lei meg på ævevegen!