1Lova har berre ein skugge av dei gode ting som skulle koma, ikkje tinga sjølve som dei verkeleg er. År etter år vert det bore fram offer som støtt er dei same, men med dei kan ikkje lova gjera dei som ofrar, fullkomne.
2Elles hadde dei vel halde opp med å ofra? For hadde dei som er med i gudstenesta, vorte reinsa éin gong for alle, hadde dei ikkje lenger vore medvitne om synd.
3Men offera er kvart år ei påminning om synd.
4For blod av oksar og bukkar kan umogeleg ta bort synder.
5Difor seier Kristus når han stig inn i verda: Slaktoffer og gåve ¬ville du ikkje ha, men ein lekam laga du til meg;
6brennoffer og syndoffer ¬hadde du ikkje hug på.
7Då sa eg: Sjå, her kjem eg og vil gjera din vilje, Gud. I bokrullen er det skrive ¬om meg.
8Fyrst seier han: «Slaktoffer og gåver, brennoffer og syndoffer ville du ikkje ha og hadde du ikkje hug på,» endå det er slike offer som vert framborne etter lova.
9Deretter seier han: «Sjå, her kjem eg og vil gjera din vilje.» Han tek bort det fyrste, så han kan setja inn det andre.
10På grunn av denne viljen er vi helga ved at Jesu Kristi lekam vart ofra éin gong for alle.
11Alle andre prestar står dagleg og gjer teneste og ber gong på gong fram dei same offer, som likevel aldri kan ta bort synder.
12Men Jesus har bore fram eit einaste offer for synder og har så sett seg ved Guds høgre hand for alltid.
13No ventar han berre på at fiendane hans skal leggjast til skammel for føtene hans.
14For med eit einaste offer har han for alltid gjort dei som vert helga, fullkomne.
15Den Heilage Ande vitnar òg for oss om dette. For fyrst seier Herren:
16Såleis er den pakta eg vil gjera med dei i dagar som kjem. Og så seier han: Eg vil leggja mine bod ¬i hjarto deira og skriva dei i hugen deira.
17Og syndene ¬og misgjerningane deira vil eg aldri meir koma i hug.
18Men der syndene er tilgjevne, trengst det ikkje lenger noko offer for synd.
19Så har vi då, brør, i Jesu blod frimod til å gå inn i heilagdomen.
20Dit inn har han opna ein ny og levande veg for oss gjennom forhenget, det vil seia hans jordiske lekam.
21Og når vi har så stor ein prest over Guds hus,
22så lat oss stiga fram med ærleg hjarta, med full visse i trua, med hjarta reinsa for vondt samvit og lekamen lauga i reint vatn.
23Lat oss halda urikkeleg fast på vedkjenninga av vår von; for han er trufast, han som gav lovnaden.
24Og lat oss ha omtanke for kvarandre, så vi oppgløder kvarandre til kjærleik og gode gjerningar.
25Lat oss ikkje halda oss borte når kyrkjelyden vår samlast, som somme plar gjera; men lat oss setja mot i kvarandre, og det så mykje meir som de ser at dagen nærmar seg.
26Syndar vi med vitende og vilje etter at vi har lært sanninga å kjenna, då finst det ikkje lenger noko offer for synder.
27Fælsleg er det vi då har i vente: domen og Guds brennhug som skal øyda dei som står han imot.
28Den som vrakar Moselova, får ikkje miskunn, men må døy etter to eller tre manns vitnemål.
29Kor mykje strengare straff tykkjer de ikkje den fortener som har trøtt Guds Son under fot, vanhelga paktblodet som han sjølv vart helga med, og spotta nådens Ande?
30For vi kjenner han som har sagt: «Straffa høyrer meg til, eg skal gje attergjeld.» Og vidare: «Herren skal døma folket sitt.»
31Det er fælt å falla i hendene på den levande Gud!
32Men tenk no attende på den fyrste tida, då de fekk ljoset og sidan heldt ut i dei lidingane de hadde å strida med.
33Snart vart de hånte og plaga for augo på folk; snart gjorde de sams sak med andre som måtte gå gjennom det same.
34De leid med dei som sat i fengsel, og fann dykk med glede i at det de åtte, vart røva frå dykk. De visste at de eig noko som er betre og som varer.
35Kast ikkje bort frimodet dykkar! Det gjev stor løn.
36De treng tolmod, så de kan gjera Guds vilje og vinna det som er lova.
37For enno er det berre ¬ei lita stund, så kjem han som koma skal, og han skal ikkje drya.
38Min rettferdige ¬skal leva ved tru; men dreg han seg unna, har eg ikkje hugnad i han.
39Men vi er ikkje av dei som dreg seg unna og går fortapt, men av dei som trur og bergar si sjel.