Bible

1 Sandhed taler jeg i Kristus, jeg lyver ikke: min samvittighed vidner med mig i Helligånden, 2 at jeg har en stor sorg og en uophørlig smerte i mit hjerte! 3 Thi jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet bort fra Kristus for mine brødres skyld, mine slægtninge efter kødet, 4 israelitterne, hvem barnekåret og herligheden og Pagterne og lovgivningen og gudstjenesten og løfterne tilhører, 5 hvem fædrene tilhører, og fra hvem Kristus efter kødet stammer, Han, Som er Gud over alle ting, højlovet i evigheden! Amen! 6 Dog: det skal ikke forstås, som om Guds Ord har svigtet! Thi ikke alle de, som er af Israel, er virkelige israelitter! 7 De er heller ikke alle Abrahams børn, fordi de er af hans slægt, nej: "... i Isak skal kaldes dig en slægt!" 8 Det vil sige: ikke kødets børn er Guds børn, nej, løftets børn regnes til slægten! 9 Og Dette er løftets Ord: "Til den tid vil Jeg komme, og da skal Sara have en søn!" 10 Men ikke blot hun, nej, også Rebekka blev svanger efter samleje med een mand, vor fader Isak. 11 Og før de var født og derfor endnu ikke havde gjort hverken godt eller ondt, blev det sagt til hende: "Den ældste skal tjene den yngste", for at Guds plan efter udvælgelsen skulle stå fast, 12 ikke ved gerninger, men ved Ham, Som kalder, 13 som skrevet står: "Jakob elskede Jeg, men Esau hadede Jeg!" 14 Hvad skal vi da sige? Er der da uret hos Gud? Nej, på ingen måde! 15 Thi til Moses siger Han: "Jeg forbarmer Mig over, hvem Jeg vil, og viser miskundhed mod, hvem Jeg vil!" 16 Altså beror det ikke på den, som vil, eller på den, som anstrenger sig, men på Den, Der forbarmer Sig: nemlig Gud! 17 Skriften siger jo til Farao: "Netop derfor oprejste Jeg dig: for at Jeg på dig kunne vise Min magt, og for at Mit navn skulle blive forkyndt over hele jorden!" 18 Altså forbarmer Han Sig over, hvem Han vil, og hvem Han vil, forhærder Han! 19 Du vil da måske sige: "Hvorfor dadler Han os så alligevel - thi hvem kan sætte sig op mod Hans vilje?" 20 Menneske! Hvem er dog du, at du tager til genmæle mod Gud! Kan det, som blev formet, sige til den, der formede det: "Hvorfor lavede du mig sådan"? 21 Eller har pottemageren ikke magt over leret, så at han af den samme klump kan lave eet kar til ære og et andet til vanære? 22 Men hvis nu Gud, selvom Han kunne vise Sin vrede og åbenbare Sin magt, i stor langmodighed bærer over med vredens kar, som er skabt til ødelæggelse, 23 og dét, for at åbenbare Sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som Han forud havde skabt til ære? 24 - og til at være sådanne har Han jo kaldet os, ikke kun blandt jøder, men også blandt hedninger, 25 Som Han jo siger hos Hoseas: "De, Som ikke var Mit folk, vil Jeg kalde "Mit folk", og den, som ikke var elsket, [[vil Jeg kalde]] "en elsket"! 26 Og det skal ske, at på dét sted, hvor det blev sagt til dem: "I er ikke Mit folk", dér skal de kaldes "Den levende Guds [[børn]]"!" 27 Men Esajas udråbte om Israel: "Om end tallet på Israels [[børn]] skulle være som havets sand, skal dog kun en rest blive frelst! 28 For Gud fuldbyrder og tilmåler Sit Ord i retfærdighed, thi Et Ord er tilmålt os, og Det vil HErren sætte i værk på jorden!" 29 Og som Esajas forud har sagt: "Hvis ikke HErren Zebaoth havde levnet os afkom, da var vi blevet som Sodoma, ja, vi var blevet lig Gomorra!" 30 Hvad skal vi da sige? Jo: at hedningerne, som ikke stræbte efter retfærdighed, har fundet retfærdighed, nemlig retfærdigheden af tro - 31 Israel derimod, som stræbte efter en Lov, Der kunne føre til retfærdighed, fandt ikke en sådan Lov. 32 Hvorfor? Fordi de ikke søgte ved tro, men ved lovgerninger! De faldt over Stenen, Anstødsstenen! - 33 som det er skrevet: "Se, Jeg lægger i Zion en Anstødssten, ja, en Klippe til fald, og den, som tror på Ham, skal ikke blive til skamme!"