1Da Jesus var på vej ud af templet, kom Hans disciple til Ham for at vise Ham templets bygninger.
2Men Jesus sagde til dem: "Se engang på alt dette! Sandelig, Jeg siger jer: her skal ikke lades sten på sten tilbage - alt skal brydes ned!"
3Men da Jesus sad på Olietræernes Bjerg, kom Hans disciple til Ham, mens Han var afsides, og sagde: "Sig os: hvornår skal dette ske? Og hvad er tegnet på Dit komme og verdens ende?"
4Jesus svarede og sagde til dem: "Se til, at ikke nogen fører jer vild!
5Thi mange vil komme i Mit navn og sige: "JEG ER Kristus!" - og de skal vildlede mange!
6I vil komme til at høre om krige og rygter om krige. Se til, at I ikke lader jer skræmme! Thi alt dette må ske - og dog er det endnu ikke enden!
7Thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal komme hungersnød og jordskælv mange steder.
8Men alt dette er blot veernes begyndelse!
9Da skal man udlevere jer til mishandling og dræbe jer, og I skal blive hadet af alle folk på grund af Mit navn.
10Da skal mange tage anstød; og man skal forråde hverandre, og man skal hade hverandre.
11Og mange falske profeter skal fremstå og forføre mange.
12Og fordi lovløsheden bliver total, skal kærligheden blive kold hos de fleste -
13men den, som holder ud til enden, skal blive frelst!
14Og Evangeliet om Riget skal forkyndes i hele verden til vidnesbyrd for alle folkeslagene - og så skal enden komme!
15Når I da ser "Ødelæggelsens Vederstyggelighed", som profeten Daniel har omtalt, stå på det hellige sted - den, som læser dette, han forstå det! -
16da skal alle i Judæa flygte op i bjergene!
17[[Da skal]] den, der er på taget, ikke stige ned for at tage noget fra sit hus med sig,
18og den, der er på marken, skal ikke vende tilbage for at hente sine klæder!
19Men vé dem, som venter barn, og dem, som giver die i disse dage!
20Og bed om, at jeres flugt ikke må ske om vinteren eller på en sabbat!
21Thi da skal der komme "en stor trængsel, hvis lige aldrig har været fra verdens begyndelse og indtil nu", og ej heller siden skal komme!
22Og hvis disse dage ikke blev afkortede, ville intet kød blive frelst! Men for de udvalgtes skyld vil disse dage blive afkortet!
23Hvis nogen da siger til jer: "Se: hér er Kristus!", eller: "Dér!", så tro det ikke!
24Thi der skal fremstå falske Messiasser og løgneprofeter, og de skal gøre store tegn og undere, for - om muligt - at føre endog de udvalgte vild!
25Se: Jeg har sagt jer det forud!
26Hvis man altså siger til jer: "Se, Han er i ørkenen" - så gå ikke derud! eller "se: [[Han er]] i lønkamrene" - så tro det ikke!
27Thi ligesom lynet udgår fra østen og lyser til vesten, således skal også Menneskets Søns genkomst være!
28Hvor ådselet er, der vil også gribbene samles!
29Men umiddelbart efter disse dages trængsel skal solen formørkes, og månen skal ikke skinne, og stjernerne skal falde fra himmelen, og Himlenes kræfter skal rystes!
30Og da skal Menneskets Søns tegn vise sig på himmelen, og da skal alle jordens stammer jamre - og da skal de se "Menneskets Søn komme på Himmelens skyer" med stor herligheds kraft!
31Og Han skal udsende Sine engle med kraftig basunklang, og de skal samle Hans udvalgte fra de fire [[verdenshjørner]], fra himmelens eene ende til den anden.
32Lær dog lignelsen af figentræet: når grenen først fyldes af saft, og bladene skyder, så veed I, at sommeren er nær.
33Således veed I også, når I ser alt dette [[ske]], at Han er nær for døren!
34Sandelig, Jeg siger jer: denne slægt skal ingenlunde forgå, førend alt dette er sket!
35Himmelen og jorden skal forgå, men Mine Ord skal aldrig forgå!
36Men dagen og timen kender ingen, ikke engang Himmelens engle eller Sønnen, uden Min Fader!
37Som det var i Noas dage, således skal det også være ved Menneskets Søns komme;
38thi ligesom man levede i disse dage før vandfloden: man åd og drak, tog til ægte og bortgiftede, indtil den dag, Noa gik ind i arken
39- og de skønnede intet, før vandfloden kom og rev alle bort - således skal det også være ved Menneskets Søns komme!
40Da skal to være på marken - den eene skal blive taget [[med]], men den anden lades tilbage!
41To skal male på kværnen - een skal tages med, men den anden lades tilbage!
42Våg derfor, thi I veed ikke, i hvilken time jeres HErre kommer!
43Men dette skal I vide: hvis husbonden vidste, i hvilken nattevagt, tyven kom, skulle han nok våge, og han ville ikke tillade, at der blev brudt ind i hans hus!
44Derfor vær også I beredte! Thi Menneskets Søn kommer i den time, I ikke regner med!
45Hvem er da den trofaste og kloge tjener, som HErren har sat over Sit [[tyende]] for at give dem føden i rette tid?
46Salig den tjener, som hans HErre, når Han kommer, finder i færd med at gøre sådan!
47Sandelig, Jeg siger jer: Han vil sætte ham over alle Sine ejendomme!
48Men hvis den onde tjener siger i sit hjerte: "Min HErre tøver med at komme"
49og så begynder at slå medtjenerne og at æde og drikke med drukkenboltene,
50da skal denne tjeners HErre komme på en dag, på hvilken han ikke venter [[Ham]], og i en time, han ikke kender,
51og Han skal sønderhugge ham og give ham lod og del med hyklerne - dér skal være gråd og tænders gnidsel!