Matthew 22— WIE

¹Jesus tog da til Orde og talte atter til dem i lignelser og sagde:

²"Med Himlenes Rige er det som med en konge, som skulle holde bryllup for sin søn.

³Han sendte sine tjenere ud for at bede de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.

⁴Så sendte han andre tjenere, idet han sagde: "Sig til de indbudte: "Se, mit festmåltid er rede, mine oxer og fedekvæget er slagtet og alt er gjort klart - kom nu til brylluppet!"

⁵Men nogle misagtede det og gik bort, een til sin mark og een til sin forretning;

⁶de øvrige greb hans tjenere, mishandlede og dræbte dem!

⁷Da kongen nu hørte det, harmedes han, og han sendte sin hær ud og dræbte disse mordere og brændte deres by af!

⁸Derefter siger han til sine tjenere: "Bryllupsfesten er jo rede, men de indbudte var ikke værdige.

⁹Gå derfor ud på vejene og indbyd alle dem, I møder, til brylluppet."

¹⁰Og tjenerne gik ud på vejene og samlede alle dem, de mødte, både onde og gode - og bryllupssalen fyldtes af gæster.

¹¹Men da kongen kom ind for at hilse på gæsterne, fik han øje på een, som ikke var klædt i bryllupsklæder.

¹²Han siger da til ham: "Min ven! Hvordan er du dog kommet herind uden [[at have]] bryllupsklæder på?" Men han tav.

¹³Da sagde kongen til tjenerne: "Bind ham på hænder og fødder og kast ham ud i mørket udenfor - dér skal der være gråd og tænders gnidsel!"

¹⁴Thi mange er kaldede, men få er udvalgte!"

¹⁵Da gik farisæerne hen og holdt rådslagning om, hvordan de kunne fange Ham i ord.

¹⁶De sender så deres disciple til Ham sammen med herodianernes og siger: "Mester! Vi veed, at Du er sanddru, og at Du i sandhed lærer Guds Vej uden at bryde Dig om, hvad andre mener, thi Du ser ikke efter menneskets ydre;

¹⁷sig os da, hvad mener Du: Er det tilladt at betale kejseren skat, eller [[er det]] ikke?"

¹⁸Da Jesus dog kendte deres ondskab, sagde Han: "Hvorfor frister I Mig, I hyklere!

¹⁹Vis Mig skattens mønt!" Og de rakte Ham en denar.

²⁰Han siger da til dem: "Hvis billede og navnetræk er dette?"

²¹De siger til Ham: "Kejserens!" Da siger Han til dem: "Så giv da dét, som er kejserens, til kejseren, og dét, som er Guds, til Gud!"

²². Da de hørte det, undrede de sig og forlod Ham og gik bort.

²³Samme dag kom nogle saddukæere til Ham, de, som hævder, at der ikke er nogen opstandelse, og de spurgte Ham

²⁴og sagde: "Mester! Moses har sagt, at hvis nogen dør uden at have børn, så skal hans broder gifte sig med hans hustru og oprejse sin broder en slægt.

²⁵Nu var der hos os syv brødre. Den ældste giftede sig og døde; og da han ikke havde nogen børn, efterlod han sin hustru til sin broder.

²⁶Ligeså også den anden og den tredje, ja, alle syv!

²⁷Sidst af alle døde så også kvinden.

²⁸Hvad nu i opstandelsen - hvem af de syv skal nu have hende til hustru? Thi alle har de jo [[været gift med]] hende?"

²⁹Men Jesus svarede og sagde til dem: "I farer vild, fordi I hverken kender Skriften eller Guds kraft!

³⁰Thi i opstandelsen hverken tager man til ægte eller bortgiftes - nej, man er som Guds himmelske engle!

³¹Men angående de dødes opstandelse: har I da ikke læst, hvad Gud har talt til jer, idet Han siger:

³²"JEG ER Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud!"? Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes!"

³³Da skaren hørte dette, blev de forundrede over Hans Lære.

³⁴Men da farisæerne hørte, at Han havde lukket munden på saddukæerne, samlede de sig om Ham,

³⁵og een af dem, en lovlærd, ville friste Ham og spurgte Ham og sagde:

³⁶"Mester! Hvilket bud i Loven er det største?"

³⁷Jesus svarede ham: "Du skal elske HErren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din forstand!

³⁸Dette er det første og største bud!

³⁹Men et andet er det ligt: "Du skal elske din næste som dig selv!"

⁴⁰På disse to bud hviler hele Loven og Profeterne!"

⁴¹Mens farisæerne nu var samlede, spurgte Jesus dem

⁴²og sagde: "Hvad mener I om Kristus - Hvis Søn er Han?" De siger til Ham: "Davids."

⁴³Han siger til dem: "Hvordan kan David da i Ånden kalde Ham "HErre", idet han siger:

⁴⁴"HErren sagde til min HErre: sæt Dig ved Min højre, indtil Jeg lægger Dine fjender som skammel for Dine fødder"?

⁴⁵Når nu David kalder Ham "HErre", hvordan kan Han så være hans Søn?"

⁴⁶Men ingen kunne svare Ham eet ord, og fra den dag var der ikke længere nogen, som vovede at spørge Ham om noget!