1De kom da til den anden side af søen, til Gerasenernes land.
2Og strax Han steg ud af båden, kom en mand Ham i møde ud fra gravhulerne, en mand, der var besat af en uren ånd,
3og som holdt til blandt gravene. Ingen var i stand til at binde ham, end ikke med lænker,
4for han var ofte blevet bundet med fodjern og lænker, men han havde hver gang sønderrevet lænkerne og sprængt fodjernene, så ingen kunne tæmme ham.
5Og til stadighed, nat og dag, opholdt han sig i bjergene og blandt gravene og skreg og slog sig selv med sten.
6Da han nu på afstand så Jesus, løb han hen og faldt ned for Ham
7og råbte med høj røst og sagde: "Hvad er der mellem mig og Dig, Jesus, Du, Den Højeste Guds Søn? Jeg besværger Dig ved Gud, at Du ikke plager mig!"
8Thi Jesus sagde til ham: "Far ud af denne mand, du urene ånd!"
9Og Han spurgte ham: "Hvad er dit navn?" Og han svarede og sagde: "Legion er mit navn - thi vi er mange!"
10Og han bad Ham inderligt om ikke at sende dem bort fra egnen.
11Nu gik der ved bjerget en stor svineflok og græssede;
12alle dæmonerne bad Ham da og sagde: "Send os ind i svinene, så vi kan fare i dem!"
13Dette tillod Jesus dem, og de urene ånder fór da ud og fór i svinene - og flokken styrtede ud over brinken, ud i søen; der var omtrent to tusinde - og de druknede i søen!
14De, som vogtede svinene, flygtede og fortalte det i byen og i landsbyerne. Og folk gik ud for at se, hvad der var sket.
15Da de så kom til Jesus og så den dæmonbesatte, han, som havde haft "legionen", sidde påklædt og ved sans og samling, blev de forfærdede!
16De, som havde set det, fortalte dem da, hvordan det var gået for sig med den dæmonbesatte og med svinene.
17Så begyndte de at bede Ham om at drage bort fra deres egn.
18Da Han gik ombord i båden, bad den dæmonbesatte Ham om at måtte komme med Ham.
19Men Jesus tillod ham det ikke, men siger til ham: "Gå hjem til dine egne og fortæl dem, hvor meget HErren har gjort for dig, og at Han har forbarmet Sig over dig!"
20Og han gik bort og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor meget Jesus havde gjort for ham; og alle undrede sig.
21Jesus satte da atter over til den anden side i båden, og en stor mængde samlede sig om Ham dér, hvor Han holdt til ved søen.
22Og se: da kommer en synagogeforstander ved navn Jairus, og da han ser Ham, falder han ned for Hans fødder
23og bad Ham indtrængende og siger: "Min datter ligger på det yderste! [[Jeg beder Dig:]] kom og læg hænderne på hende, så at hun kan blive frelst og leve!"
24Han gik da med ham, og en stor skare fulgte Ham, og de trængte Ham.
25Og en kvinde, som havde haft svære blødninger i tolv år,
26og som havde lidt meget under mange læger[[-s behandling]], og som havde brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde nyttet noget, - tværtimod var det snarere blevet værre med hende -
27og som havde hørt om Jesus, hun kom nu bagfra og rørte ved Hans klædning,
28thi hun tænkte: "Hvis blot jeg kan komme til at røre Hans klæder, vil jeg blive frelst!"
29Og strax udtørredes hendes blødningers kilde, og hun mærkede på sin krop, at hun var blevet helbredt for sin lidelse!
30Og Jesus, Som vidste med Sig Selv, at en kraft var udgået fra Ham, vendte Sig i det samme midt i folkemængden og sagde: "Hvem var det, der rørte ved Mine klæder?"
31Hans disciple sagde da til Ham: "Du ser, hvordan mængden trænger Dig,... og alligevel spørger Du: "Hvem var det, der rørte ved Mig"?"
32Og Han så Sig omkring for at få øje på hende, som havde gjort det.
33Kvinden, som skælvede af skræk, fordi hun vidste, hvad der var sket med hende, kom da og faldt ned for Ham og fortalte Ham hele sandheden.
34Men Jesus sagde til hende: "Datter! Din tro har frelst dig! Gå bort i fred og vær helbredt for din plage!"
35Endnu mens Han talte, kommer nogle fra synagogeforstanderen[[-s hus]] og siger: "Din datter er død! Hvorfor volder du stadig Mesteren besvær?"
36Men Jesus, Som strax opfattede det ord, der blev talt, siger til synagogeforstanderen: "Frygt ikke! - Tro blot!"
37Og Han tillod ikke nogen at følge med Sig, undtagen Peter og Jakob og Johannes, Jakobs broder.
38Da Han så kommer til synagogeforstanderens hus og ser alt postyret og den megen gråd og dødeklage,
39da går Han ind og siger til dem: "Hvorfor larmer I og græder? Barnet er ikke dødt - nej, hun sover!"
40Og de lo Ham ud! Da jog Han alle ud, tager barnets fader og moder og Sine ledsagere med Sig og går ind, hvor barnet ligger.
41Og Han griber barnets hånd og siger til hende: "Talitha kumi!", det betyder oversat: "Lille pige, Jeg siger dig, stå op!"
42Og strax rejste pigen sig og gik omkring, - hun var nemlig tolv år - og de blev slået af stor forundring.
43Og Han bød dem strengt, at ingen skulle få dette at vide, og sagde, at der skulle gives hende noget at spise.