Mark 4— WIE

¹Han begyndte da atter at undervise nede ved søen, og en stor folkeskare var samlet om Ham, så Han måtte gå ombord i en båd og sidde i den ude på søen, mens hele skaren stod inde på land ved søen.

²Og Han lærte dem mange ting i lignelser og sagde i Sin undervisning til dem:

³"Hør [[nu efter]]! Se: en sædemand gik ud for at så;

⁴og det skete, mens han såede, at noget faldt på vejen, men himlens fugle kom og åd det op.

⁵Andet faldt på stengrunden, hvor der ikke var megen jord, og det skød strax op, fordi jorden ingen dybde havde;

⁶men da solen stod op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde rod, visnede det.

⁷Andet igen faldt blandt tidslerne, men tidslerne voxede op og kvalte det, så det ingen frugt bar.

⁸Atter andet faldt i den gode jord - og dét voxede op, blev stort og bar frugt; og noget bar tredive, noget tres, ja, noget endog hundrede fold!"

⁹Og Han sagde til dem: "Den, som har ører at høre med, han høre!"

¹⁰Men da Han blev alene med de tolv og de andre ledsagere, spurgte de Ham, [[hvad]] lignelsen [[skulle betyde]].

¹¹Og Han sagde til dem: "Jer er det givet at kende Guds Riges Mysterium - men de andre, som er udenfor, gives alt i lignelser,

¹²for at de, "når de ser, intet skal se og intet skelne, og når de hører, intet skal høre og intet forstå, så de ikke omvender sig, og deres synder ikke skal blive forladt dem"!"

¹³Og Han siger til dem: "Fatter I ikke denne lignelse? Hvordan skal I da kunne forstå alle de andre lignelser?

¹⁴Sædemanden sår Ordet;

¹⁵men disse er dem, hvor Ordet såes på vejen: det er dem, til hvem Satan kommer, så snart de har hørt Ordet, og borttager Det, der er sået i deres hjerter!

¹⁶Og disse er så dem, hos hvem der er sået på stengrund: det er dem, som, når de hører Ordet, strax tager imod Det med glæde,

¹⁷og dog har de ikke rod i sig, men holder blot ud en tid. Når der så kommer trængsler eller forfølgelser for Ordets skyld, tager de strax anstød [[og falder fra]]!

¹⁸Og disse er dem, hos hvem der blev sået blandt tidsler: det er dem, som hører Ordet,

¹⁹men når denne verdens bekymringer og rigdommens forførelser og alskens andre lyster kommer, så kvæler de Ordet, så Det forbliver ufrugtbart.

²⁰Og disse er da dem, hos hvem der såes i den gode jord: det er dem, som hører Ordet og tager imod Det og bærer frugt, nogle tredive og nogle tres, ja, nogle endog hundrede fold!"

²¹Og Han sagde til dem: "Lyset er ikke kommet, for at Det skal sættes under et kar eller under sengen! Nej, er det ikke, for at Det skal sættes i lysestagen?

²²Thi intet er skjult, uden at det skal åbenbares, ej heller er noget sket i det skjulte, uden at det skal komme åbenbart for dagen!

²³Om nogen har ører at høre med, han høre!"

²⁴Og Han sagde til dem: "Agt på, hvorledes I hører: det mål, hvormed I måler, med dét skal der måles jer tilbage - og der skal gives i tillæg til jer, som hører!

²⁵Thi den, som har, til ham skal der gives, men den, som ikke har, skal endog fratages dét, han måtte have!"

²⁶Og Han sagde: "Således er [[det med]] Guds Rige: som når et menneske kaster sædekornet i jorden,

²⁷og han sover og står op, nat og dag, og sædekornet spirer og voxer - hvordan veed han ikke!

²⁸Thi af sig selv bærer jorden grøde, først strå, så ax, så fuldmodent korn i axet!

²⁹Men når frugten er moden, svinger han strax seglen, thi høsten er kommet!"

³⁰Og Han sagde: "Med hvad skal Jeg sammenligne Guds Rige - eller med hvilken lignelse skal vi ligne Det?

³¹[[Det er]] som med et sennepskorn, der, når det lægges i jorden, er mindre end alle andre frø på jorden,

³²men når det er sået, voxer det op og bliver større end alle havens andre væxter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge!"

³³Og med mange sådanne lignelser talte Han Ordet til dem, efter hvad de kunne fatte,

³⁴men uden lignelser talte Han ikke til dem; kun afsides med Sine disciple tydede Han alt!

³⁵Og samme dag, da det blev aften, siger Han til dem: "Lad os drage over til den anden side af søen!"

³⁶Og de forlod folkeskaren og tog med Ham i den båd, Han var i; også andre småbåde fulgte med Ham.

³⁷Da blev der en voldsom storm, og bølgerne slog ind over båden, så den var ved at fyldes.

³⁸Men Han Selv lå i bagstavnen og sov på en pude! De vækker Ham da og siger til Ham: "Mester! Er Du ligeglad med, om vi går under?"

³⁹Da rejser Han Sig op og truer ad stormen og siger til søen: "Ti! Vær stille!" - og vinden lagde sig, så det blev blikstille!

⁴⁰Og Han sagde til dem: "Hvorfor er I så bange? Har I da endnu ingen tro?"

⁴¹Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hverandre: "Hvem er dog Han, siden endog vinden og søen adlyder Ham?"