1Så drog Han derfra og kom til Sin hjemby, og Hans disciple følger med Ham.
2Og da det blev sabbat, begyndte Han at undervise i synagogen. De mange, som hørte det, blev da forundrede og sagde: "Hvorfra har Han dette? Hvad er det for en visdom, der er givet Ham, at der endog sker sådanne kraftgerninger ved Hans hænder?
3Er Han ikke Tømrer, Marias søn, Jakobs og Josefs Broder - og Judas' og Simons? Og bor ikke Hans søstre iblandt os?" - og de tog anstød af Ham!
4Men Jesus sagde til dem: "Ingen profet er anerkendt i sin hjemby eller blandt slægtninge eller i sit hjem!"
5Og Han kunne ikke gøre nogen kraftgerninger dér, undtagen på nogle få syge, som Han helbredte ved at lægge hænderne på dem -
6og Han undrede Sig over deres vantro. Og Han gik omkring i landsbyerne på egnen og lærte.
7Han kaldte så de tolv til Sig og begyndte at sende dem ud to og to og gav dem myndighed over de urene ånder.
8Og Han bød dem, at de intet skulle tage med sig på vejen, undtagen blot en stav: ikke taske, ikke brød, ikke penge i bæltet,
9nej, de skulle blot have sandaler på fødderne og ikke tage to kjortler med.
10Og Han sagde til dem: "Hvor end I kommer ind i et hus, bliv dér, indtil I drager videre derfra.
11Og er der et sted, hvor man ikke tager imod jer og ikke hører jer, da skal I, når I går ud derfra, afryste støvet under jeres fødder som vidnesbyrd imod dem! Sandelig, Jeg siger jer: det skal blive lettere for Sodoma og Gomorra på Dommens Dag, end for denne by!"
12Og de drog ud og forkyndte, at man skulle omvende sig.
13Og de uddrev mange dæmoner og salvede mange syge med olie og helbredte dem.
14Kong Herodes hørte nu [[om Ham]], thi Hans navn blev åbenbart, og man sagde: "Johannes Døberen er stået op fra de døde, og derfor virker disse kraftgerninger ved Ham!"
15Men andre sagde: "Det er Elias". Atter andre sagde: "Han er En Profet, ligesom een af de gamle profeter".
16Men da Herodes hørte det, sagde han: "Han, som jeg har halshugget, Johannes - ham er det! Han er opstået fra døde!"
17Thi han selv, Herodes, havde sendt folk ud og pågrebet Johannes og kastet ham i fængsel, på grund sin broder, Filips hustru, Herodias - for hende havde han taget til ægte.
18Johannes havde nemlig sagt til Herodes: "Du har ikke lov til at have din broders hustru!"
19Men Herodias kom til at hade ham og ønskede at dræbe ham - men hun kunne ikke,
20thi Herodes frygtede Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, og han holdt hånden over ham. Og når han hørte ham, gjorde han mange ting [[efter hans ord]], og skønt han blev forvirret, hørte han gerne på ham.
21Så kom der en belejlig dag, da Herodes på sin fødselsdag gjorde et gæstebud for sine stormænd og tusindmandsførerne og de ledende i Galilæa.
22Da kom Herodias' datter og dansede for dem, og derved behagede hun Herodes og dem, som lå til bords sammen med ham. Derfor sagde kongen til den unge pige: "Bed mig om, hvad du vil, og jeg vil give dig det!"
23Og han tilsvor hende med en ed: "Hvad du end beder mig om, vil jeg give dig, lige til halvdelen af mit rige!"
24Men hun gik ud og sagde til sin moder: "Hvad skal jeg bede om?" Hun sagde: "Johannes Døbers hovede!"
25Så skyndte hun sig ind til kongen, bad ham og sagde: "Jeg vil, at du strax giver mig Johannes Døbers hovede på et fad!"
26Da blev kongen dybt bedrøvet; men på grund af ederne og gæsterne ville han ikke afslå hende.
27Kongen sendte da strax een af livvagten afsted med en ordre om, at [[Johannes']] hovede skulle bringes på et fad!
28Og han gik ned og halshuggede ham i fængselet og bragte hans hovede på et fad og gav det til den unge pige, og den unge pige gav det til sin moder.
29Da hans disciple fik det at høre, kom de og hentede hans lig og gravlagde ham.
30Og apostlene samledes om Jesus og fortalte Ham alt, både det, de havde gjort, og det, de havde lært folket.
31Og Han sagde til dem: "Kom I nu med afsides til et øde sted og hvil lidt ud." Thi de, som kom og gik, var så mange, at de ikke engang havde ro til at spise!
32Og de drog med båden til et øde sted, hvor de kunne være eene.
33Men skaren så dem drage afsted, og mange genkendte Ham; fra alle byerne løb de så til fods derud og nåede frem før dem.
34Da Han så kom, så Jesus en stor skare! Og Han ynkedes inderligt over dem, for de var "som får, der ingen hyrde har"; og Han begyndte at lære dem mange ting.
35Da det blev aften, kom Hans disciple til Ham og siger til Ham: "Stedet her er øde, og det er allerede sent på dagen;
36send dem nu bort, så at de kan gå til bygderne og landsbyerne rundt omkring og købe sig mad, thi de har ikke noget at spise."
37Men Han svarede og sagde til dem: "Giv I dem [[noget]] at spise!" De siger da til Ham: "Skal vi gå hen og købe for to hundrede denarer brød og give dem det at spise?"
38Han spørger dem: "Hvor mange brød har I?.... gå og se efter!" Og da de havde fundet ud af det, siger de til Ham: "Fem - og to små fisk!"
39Han bød dem da at lade alle sætte sig ned gruppevis på det grønne græs.
40Og de satte sig, flok ved flok, nogle på hundrede og nogle på halvtreds.
41Han tog da de fem brød og de to fisk, så op mod Himmelen, velsignede brødene, brød dem og gav dem til Sine disciple, for at de skulle give dem til folket; også de to fisk delte Han ud til alle.
42Og alle spiste og blev mætte.
43Og man opsamlede tolv kurve med smuler fra brødene og fiskene.
44De, som havde spist brødene, var omtrent fem tusinde mænd!
45Derefter nødte Han Sine disciple til at gå ombord i båden og sejle i forvejen over til den anden side, til Betsajda, medens Han Selv sendte folkeskaren bort.
46Og da Han havde taget afsked med dem, gik Han op i bjergene for at bede.
47Da det blev aften, var båden midt på søen, mens Han Selv var alene inde på land.
48Han så da, at de var i havsnød under sejladsen - thi de havde modvind! Omkring den fjerde nattevagt kommer Han så til dem, vandrende på søen - og Han var ved at gå forbi dem.
49Men da de så Ham, vandrende på søen, troede de, at Det var et spøgelse - og de skreg,
50thi alle så de Ham, og de blev bange! Men i det samme taler Han til dem og siger: "Vær frimodige - JEG ER; frygt ikke!"
51Han steg så op til dem i båden - og vinden løjede af! Og de var fuldstændig ude af sig selv af forundring,
52thi de var ikke blevet klogere af dét med brødene, thi deres hjerter var forhærdede.
53Da de nåede over, lagde de til land ved Genesaret og fortøjede dér.
54Og da de steg ud af båden, genkendte folk på stedet Ham strax,
55og de løb rundt i hele denne landsby og begyndte at bringe de syge på bårer derhen, hvor de havde hørt, at Han var.
56Og hvor Han end drog ind, i landsbyer eller i byer eller i bygder, satte man de syge på torvet og bad Ham om, at de måtte røre om så blot ved dusken på Hans kappe - og alle, som rørte ved Ham, blev frelst!