Luke 21
1 Og da Han så op, fik Han øje på de rige, som lagde deres gaver i tempelkisten;
2 Han så også en fattig enke, som lagde to småskillinger i den.
3 Og Han sagde: "Sandelig, Jeg siger jer: denne fattige enke lagde mere end alle [[de andre]]!
4 Thi alle disse lagde gaver til Gud af deres overflod - men hun lagde af sin fattigdom al den ejendom, hun havde!"
5 Og til nogle, som talte om templet, at det var smukt med smukke sten og tempelgaver, sagde Han:
6 "Dette, som I nu ser - der skal komme dage, da der ikke her skal lades sten på sten; alt skal nedbrydes!"
7 De spurgte Ham da og sagde: "Mester! Hvornår skal dette ske? Og hvad er tegnet på, at det vil ske?"
8 Men Han sagde: "Se til, at I ikke bliver ført vild! Thi mange skal komme i Mit navn og sige: "JEG ER!", og "Tiden er nær!" - følg ikke efter dem!
9 Men når I hører om krige og oprør, så bliv ikke bange! Thi disse ting må ske først - enden kommer dog ikke strax!"
10 Da sagde Han til dem: "Folk skal rejse sig mod folk og kongedømme mod kongedømme;
11 store jordskælv skal ske på flere steder, og både her og der skal der være hungersnød og pest; og da skal der også ske store, frygtelige tegn på Himmelen!
12 Men før alle disse ting skal man lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og fængsler og føre jer frem for konger og statholdere for Mit navns skyld!
13 Men for jer skal det være en lejlighed til at aflægge vidnesbyrd!
14 Læg jer derfor på hjerte ikke på forhånd at udtænke, hvordan I skal forsvare jer!
15 Thi Jeg skal give jer visdoms mæle, som ingen af jeres modstandere skal kunne modsige eller modstå!
16 Men I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de dræbe;
17 og I skal blive hadet af alle for Mit navns skyld!
18 Dog: end ikke et hår på jeres hovede skal tilintetgøres!
19 Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle!
20 Men når I ser Jerusalem omringet af hære, så viid, at Hendes ødelæggelse er nær!
21 Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene, og de, der er i Hendes midte, skal drage ud! Og de, der er på marken, skal ikke drage ind i Hende!
22 For dette er Dommens Dage, da alt dét, som er skrevet, skal opfyldes:
23 "Vé de svangre og de, som giver die i de dage! Thi der skal komme stor nød på jorden og vrede over dette folk!"
24 Og de skal falde for sværdets od, og de skal føres i fangenskab til alle folkene; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er fuldendte!
25 Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folk ængstes i rådvildhed over havets brænding og brus.
26 Mennesker skal dåne af frygt og gru for det, som skal komme over den beboede jord - thi Himmelens kræfter skal rystes.
27 Og da skal de se "Menneskets Søn, kommende i skyen", med stor herligheds kraft.
28 Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoveder - thi jeres forløsning nærmer sig!"
29 Og Han sagde dem en lignelse: "Se på figentræet og alle træerne:
30 allerede når I ser, at de knoppes, veed I af jer selv, at sommeren er nær.
31 Således veed I også, når I ser disse ting ske, at Guds Rige er nær.
32 Sandelig, Jeg siger jer: denne slægt ingenlunde skal forgå, førend det er sket altsammen!
33 Himmelen og jorden skal forgå, men Mine Ord skal ingenlunde forgå!
34 Men tag vare på jer selv, for at jeres hjerter ikke skal sløves af rus og svir og timelige bekymringer, så Denne Dag kommer pludseligt over jer!
35 Thi Den skal komme som en snare over alle dem, som bor på hele jordens flade;
36 våg derfor til enhver tid under bøn, for at I skal blive agtet værdige til at undfly alle disse ting, som kommer til at ske, og til at bestå for Menneskets Søn!"
37 Og om dagen var Han i templet og underviste, men om natten gik Han ud og overnattede på det bjerg, som kaldes "Olietræernes".
38 Og hele folket kom til Ham meget tidligt i templet for at høre Ham.