Luke 20
1 Og det skete een af disse dage, mens Han underviste folket i templet og forkyndte Evangeliet, at ypperstepræsterne og de skriftlærde trådte frem sammen med præsterne,
2 og de sagde til Ham: "Sig os: med hvilken myndighed gør Du disse ting, eller Hvem har givet Dig denne myndighed?"
3 Men Han svarede og sagde til dem: "Jeg vil også spørge jer om en ting, sig Mig:
4 Johannes' dåb - var den fra Himmelen eller fra mennesker?"
5 De rådslog da indbyrdes og sagde: "Hvis vi siger: "Fra Himmelen", vil Han spørge os: "Hvorfor troede I ham da ikke?",
6 men siger vi: "Fra mennesker", vil hele folket stene os, thi de er overbeviste om, at Johannes var en profet!"
7 Så svarede de, at de ikke vidste hvorfra [[den var]].
8 Da sagde Jesus til dem: "Så siger Jeg heller ikke jer, med hvilken myndighed, Jeg gør disse ting!"
9 Han begyndte da at fortælle folket en lignelse: "En mand plantede en vingård, lejede den ud til vingårdsmænd og drog udenlands i lange tider;
10 og til den aftalte tid sendte han vingårdsmændene en tjener, for at de skulle give ham [[hans del af]] vingårdens frugt. Men vingårdsmændene piskede ham og sendte ham tomhændet bort.
11 Han fortsatte og sendte en anden tjener, men også ham sendte de tomhændet bort, efter at have pisket ham og hånet ham.
12 Og han fortsatte og sendte en tredje; men også ham kastede de ud, efter at have slået ham til blods.
13 Da sagde vingårdens herre: "Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min søn, den elskede! Måske vil de, når de har set ham, skåne ham."
14 Men da vingårdsmændene så ham, sagde de til hinanden: "Det er arvingen! Kom, lad os dræbe ham, så arven bliver vor!"
15 Og de kastede ham ud, udenfor vingården, og dræbte ham! Hvad skal vingårdens herre nu gøre med dem?
16 Han vil komme og dræbe disse vingårdsmænd og give vingården til andre!" Da de havde hørt dette, sagde de: "Nej, det må ikke ske!"
17 Men Han så på dem og sagde: "Hvad betyder da dét, som er skrevet: "Den Sten, Som bygmestrene vragede, er blevet Hovedhjørnesten"?
18 Enhver, som falder over Denne Sten, vil blive knust, og på hvem Den end falder, ham vil Den knuse!"
19 I samme stund søgte ypperstepræsterne og de skriftlærde at lægge hånd på Ham - men de frygtede for folket; de vidste nemlig, at det var om dem, Han havde fortalt denne lignelse!
20 Og de vogtede på Ham og udsendte spioner, som hyklende lod, som om de var retfærdige, for at fange Ham i Ord, så de kunne overgive Ham til øvrigheden og statholderens magt!
21 De spurgte Ham og sagde: "Mester! vi veed, at Du taler og lærer ret og ikke gør forskel på folk, men i sandhed lærer Guds Vej!
22 Har vi nu lov at give kejseren skat eller ej?"
23 Men da Han mærkede Sig deres list, sagde Han til dem: "Hvorfor frister I Mig?
24 Kom, vis Mig en denar!" De viste Ham da een; og Han sagde: "Hvis billede og påskrift bærer den?" De svarede og sagde: "Kejserens."
25 Da sagde Han til dem: "Så giv da kejseren dét, som kejserens er, og Gud dét, som Guds er!"
26 Og de magtede ikke at fange Ham i Ord foran folket! Og da de undrede sig over Hans svar, tav de.
27 Da kom nogle af saddukæerne - dem, som nægter, at der er nogen opstandelse - til Ham, spurgte Ham
28 og sagde: "Mester! Moses foreskrev os [[dette]]: hvis en broder havde en hustru, og han så dør barnløs, så skal hans broder tage enken til ægte og oprejse en efterslægt for sin broder.
29 Nu var der syv brødre; den første tog sig en hustru og døde barnløs;
30 og den anden tog hende til hustru - også han døde barnløs;
31 så tog den tredje hende, og ligeså alle de syv, men alle døde uden at efterlade sig børn;
32 sidst af alle døde også kvinden.
33 Hvem af dem skal nu have hende til hustru i opstandelsen? Thi de syv har jo alle været gift med hende!"
34 Og Jesus svarede og sagde til dem: "Denne verdens børn tager til ægte og gives til ægte,
35 men de, som er blevet fundet værdige til at få del i den kommende verden og opstandelsen fra de døde, hverken tager til ægte eller gives til ægte,
36 thi de de kan ikke mere dø; de er jo lig engle og er Guds børn, idet de er opstandelsens sønner.
37 Men at de døde opstår, har også Moses kundgjort på tornebuske-stedet, hvor han kalder Gud for "Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud";
38 Thi Gud er ikke dødes, men levendes [[Gud]], thi for Ham er nemlig alle levende!"
39 Da svarede nogle af de skriftlærde og sagde: "Mester! Du har talt vel!",
40 thi de vovede ikke mere at udspørge Ham om noget!
41 Men Han sagde til dem: "Hvordan kan man sige, at Kristus er Davids Søn?
42 Han selv, David, siger jo i Salmernes Bog: "HErren sagde til Min HErre: "Sæt Dig ved Min højre,
43 indtil Jeg lægger Dine fjender som skammel for Dine fødder!"
44 David kalder Ham altså "HErre"; hvordan kan Han da være Hans Søn?"
45 Og mens hele folket hørte det, sagde Han til Sine disciple:
46 "Tag jer i agt for de skriftlærde, de, som gerne går omkring i lange kapper og elsker at blive hilst på torvene og at have de forreste sæder i synagogerne og at sidde på de forreste pladser ved gæstebudene,
47 de, som fortærer enkers bolig og for et syns skyld beder lange bønner! De skal få des strengere dom!"