Luke 20— WIE

¹Og det skete een af disse dage, mens Han underviste folket i templet og forkyndte Evangeliet, at ypperstepræsterne og de skriftlærde trådte frem sammen med præsterne,

²og de sagde til Ham: "Sig os: med hvilken myndighed gør Du disse ting, eller Hvem har givet Dig denne myndighed?"

³Men Han svarede og sagde til dem: "Jeg vil også spørge jer om en ting, sig Mig:

⁴Johannes' dåb - var den fra Himmelen eller fra mennesker?"

⁵De rådslog da indbyrdes og sagde: "Hvis vi siger: "Fra Himmelen", vil Han spørge os: "Hvorfor troede I ham da ikke?",

⁶men siger vi: "Fra mennesker", vil hele folket stene os, thi de er overbeviste om, at Johannes var en profet!"

⁷Så svarede de, at de ikke vidste hvorfra [[den var]].

⁸Da sagde Jesus til dem: "Så siger Jeg heller ikke jer, med hvilken myndighed, Jeg gør disse ting!"

⁹Han begyndte da at fortælle folket en lignelse: "En mand plantede en vingård, lejede den ud til vingårdsmænd og drog udenlands i lange tider;

¹⁰og til den aftalte tid sendte han vingårdsmændene en tjener, for at de skulle give ham [[hans del af]] vingårdens frugt. Men vingårdsmændene piskede ham og sendte ham tomhændet bort.

¹¹Han fortsatte og sendte en anden tjener, men også ham sendte de tomhændet bort, efter at have pisket ham og hånet ham.

¹²Og han fortsatte og sendte en tredje; men også ham kastede de ud, efter at have slået ham til blods.

¹³Da sagde vingårdens herre: "Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min søn, den elskede! Måske vil de, når de har set ham, skåne ham."

¹⁴Men da vingårdsmændene så ham, sagde de til hinanden: "Det er arvingen! Kom, lad os dræbe ham, så arven bliver vor!"

¹⁵Og de kastede ham ud, udenfor vingården, og dræbte ham! Hvad skal vingårdens herre nu gøre med dem?

¹⁶Han vil komme og dræbe disse vingårdsmænd og give vingården til andre!" Da de havde hørt dette, sagde de: "Nej, det må ikke ske!"

¹⁷Men Han så på dem og sagde: "Hvad betyder da dét, som er skrevet: "Den Sten, Som bygmestrene vragede, er blevet Hovedhjørnesten"?

¹⁸Enhver, som falder over Denne Sten, vil blive knust, og på hvem Den end falder, ham vil Den knuse!"

¹⁹I samme stund søgte ypperstepræsterne og de skriftlærde at lægge hånd på Ham - men de frygtede for folket; de vidste nemlig, at det var om dem, Han havde fortalt denne lignelse!

²⁰Og de vogtede på Ham og udsendte spioner, som hyklende lod, som om de var retfærdige, for at fange Ham i Ord, så de kunne overgive Ham til øvrigheden og statholderens magt!

²¹De spurgte Ham og sagde: "Mester! vi veed, at Du taler og lærer ret og ikke gør forskel på folk, men i sandhed lærer Guds Vej!

²²Har vi nu lov at give kejseren skat eller ej?"

²³Men da Han mærkede Sig deres list, sagde Han til dem: "Hvorfor frister I Mig?

²⁴Kom, vis Mig en denar!" De viste Ham da een; og Han sagde: "Hvis billede og påskrift bærer den?" De svarede og sagde: "Kejserens."

²⁵Da sagde Han til dem: "Så giv da kejseren dét, som kejserens er, og Gud dét, som Guds er!"

²⁶Og de magtede ikke at fange Ham i Ord foran folket! Og da de undrede sig over Hans svar, tav de.

²⁷Da kom nogle af saddukæerne - dem, som nægter, at der er nogen opstandelse - til Ham, spurgte Ham

²⁸og sagde: "Mester! Moses foreskrev os [[dette]]: hvis en broder havde en hustru, og han så dør barnløs, så skal hans broder tage enken til ægte og oprejse en efterslægt for sin broder.

²⁹Nu var der syv brødre; den første tog sig en hustru og døde barnløs;

³⁰og den anden tog hende til hustru - også han døde barnløs;

³¹så tog den tredje hende, og ligeså alle de syv, men alle døde uden at efterlade sig børn;

³²sidst af alle døde også kvinden.

³³Hvem af dem skal nu have hende til hustru i opstandelsen? Thi de syv har jo alle været gift med hende!"

³⁴Og Jesus svarede og sagde til dem: "Denne verdens børn tager til ægte og gives til ægte,

³⁵men de, som er blevet fundet værdige til at få del i den kommende verden og opstandelsen fra de døde, hverken tager til ægte eller gives til ægte,

³⁶thi de de kan ikke mere dø; de er jo lig engle og er Guds børn, idet de er opstandelsens sønner.

³⁷Men at de døde opstår, har også Moses kundgjort på tornebuske-stedet, hvor han kalder Gud for "Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud";

³⁸Thi Gud er ikke dødes, men levendes [[Gud]], thi for Ham er nemlig alle levende!"

³⁹Da svarede nogle af de skriftlærde og sagde: "Mester! Du har talt vel!",

⁴⁰thi de vovede ikke mere at udspørge Ham om noget!

⁴¹Men Han sagde til dem: "Hvordan kan man sige, at Kristus er Davids Søn?

⁴²Han selv, David, siger jo i Salmernes Bog: "HErren sagde til Min HErre: "Sæt Dig ved Min højre,

⁴³indtil Jeg lægger Dine fjender som skammel for Dine fødder!"

⁴⁴David kalder Ham altså "HErre"; hvordan kan Han da være Hans Søn?"

⁴⁵Og mens hele folket hørte det, sagde Han til Sine disciple:

⁴⁶"Tag jer i agt for de skriftlærde, de, som gerne går omkring i lange kapper og elsker at blive hilst på torvene og at have de forreste sæder i synagogerne og at sidde på de forreste pladser ved gæstebudene,

⁴⁷de, som fortærer enkers bolig og for et syns skyld beder lange bønner! De skal få des strengere dom!"