Bible

1 Alle toldere og syndere holdt sig nær til Ham for at høre Ham. 2 Og både farisæerne og de skriftlærde skumlede over det og sagde: "Han tager imod syndere og spiser sammen med dem." 3 Men Han fortalte dem denne lignelse og sagde: 4 "Hvem iblandt jer, som har hundrede får og har mistet eet af dem, ville ikke forlade de nioghalvfems i ørkenen og gå ud [[og søge]] efter det, han har mistet, indtil han finder det? 5 Og når han har fundet det, lægger han det på sin skulder og glæder sig; 6 og når han kommer hjem, kalder han alle sine venner og naboer sammen og siger til dem: "Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet." 7 Jeg siger jer: således vil der blive mere glæde i Himmelen over een synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse! 8 Eller hvilken kvinde, som har ti drakmer, ville ikke, hvis hun tabte een drakme, tænde lys og feje huset og lede omhyggeligt, indtil hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboer til sig og siger: "Glæd jer sammen med mig; for jeg har fundet den drakme, som jeg havde tabt!" 10 Således, siger Jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over een synder, som omvender sig!" 11 Han sagde også: "En mand havde to sønner. 12 Den yngste af dem sagde til faderen: "Fader! giv mig den del af ejendommen, som tilkommer mig!" Så skiftede han formuen imellem dem. 13 Ikke mange dage efter samlede den yngste søn alt sit og udvandrede til et fjernt land. Dér ødte han sin formue bort, idet han levede et udsvævende liv. 14 Men da han havde ødet alt bort, kom der en hungersnød over dette land, og han begyndte at lide nød. 15 Da gik han hen og fik lov til at holde til hos een af landets borgere; han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. 16 Og han ønskede blot at fylde sin mave med dét, svinene åd, for ingen gav ham noget. 17 Da gik han i sig selv og sagde: "Hvor mange af min faders daglejere har ikke overflod af mad, mens jeg forgår af sult hér? 18 Jeg vil rejse mig og drage til min fader, og jeg vil sige til ham: "Fader! jeg har syndet indtil Himlen, og dét overfor dig! 19 Jeg er ikke længere værdig at kaldes din søn! Lad mig gå som een af dine daglejere." 20 Og han rejste sig og drog til sin fader; men endnu mens han var langt borte, så hans fader ham og fik medynk med ham. Han gik ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham. 21 Men sønnen sagde til ham: "Fader! Jeg har syndet indtil Himmelen, og dét overfor dig! Jeg er ikke længere værdig at kaldes din søn!" 22 Men faderen sagde til sine tjenere: "Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på, sæt ham en ring på fingeren og giv ham sko på fødderne! 23 Og hent fedekalven og slagt den, og lad os så spise og glæde os! 24 For denne min søn var død, men er blevet levende igen, ja, han var bortkommet, men er blevet fundet igen!" Og de begyndte at glæde sig. 25 Men hans ældste søn var ude på marken. Da han nu kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. 26 Så kaldte han een af karlene til sig og spurgte ham, hvad det mon kunne være. 27 Han svarede ham: "Din broder er kommet, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold." 28 Da harmedes [[broderen]] og ville ikke gå ind. Derfor gik hans fader ud og bad ham indtrængende [[om at komme ind]]. 29 Men han svarede og sagde til sin fader: "Se, jeg har tjent dig i så mange år, og jeg har aldrig overtrådt [[eet eeneste af]] dine bud - men mig har du aldrig givet et kid, så jeg kunne glæde mig sammen med mine venner! 30 Men nu da denne din søn, som har ødet din formue bort sammen med skøger, kom, slagtede du fedekalven for ham." 31 Da sagde [[faderen]] til ham: "Mit barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit! 32 Men nu bør vi frydes og være glade, fordi denne din broder var død, men er blevet levende igen, ja, han var bortkommet, men er blevet fundet igen"!"