Bible

1 Og det skete, da Han var et sted for at bede, at een af Hans disciple, da Han var holdt op, sagde til Ham: "HErre! lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det." 2 Da sagde Han til dem: "Når I beder, så sig: "Fader vor; Du, Som er i Himlene! Helliget vorde Dit navn; komme Dit Rige; ske Din vilje, som i Himmelen, [[således]] også på jorden; 3 giv os hver dag vort daglige brød; 4 og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere; og før os ikke i fristelse, men udfri os fra det onde!" 5 Og Han sagde til dem: "Hvis nu een af jer har en ven og kommer til ham ved midnat og siger til ham: "Kære ven! lån mig tre brød, 6 for een af mine venner er kommet til mig fra en rejse, og jeg har ikke noget at sætte frem for ham", 7 skulle han så indefra svare og sige: "Vold mig ikke besvær! Døren er allerede lukket, og både mine børn og jeg er gået i seng; jeg kan ikke stå op og give dig det!" 8 Jeg siger jer: selvom han ikke vil stå op og give ham det, fordi han er hans ven, så vil han dog stå op og give ham det, han behøver, på grund af hans påtrængenhed! 9 Og Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer! Søg, så skal I finde! Bank på, så skal der lukkes op for jer! 10 Thi enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og for den, der banker på, skal der lukkes op! 11 Hvem af jer, som er fader, ville dog, hvis hans søn beder om brød, give ham en sten? eller hvis han beder om en fisk, så i stedet for en fisk give ham en slange? 12 eller hvis han beder om et æg, så give ham en skorpion? 13 Hvis da I, som er onde, veed at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere vil da ikke jeres Fader fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder Ham?" 14 Engang drev Han en dæmon ud, og den var stum. Og det skete, da dæmonen var faret ud, at den stumme talte - og folkeskaren undrede sig. 15 Men nogle af dem sagde: "Han uddriver dæmonerne ved Beelzebul, dæmonernes fyrste!" 16 Men andre fristede Ham ved at kræve et tegn fra Himmelen af Ham. 17 Da Han imidlertid kendte deres tanker, sagde Han til dem: "Ethvert rige i strid med sig selv vil blive ødelagt, og hus falder på hus; 18 men hvis Satan er blevet splittet og strider mod sig selv, hvordan skal hans rige da kunne bestå? For I siger, at Jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul; 19 men hvis Jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres sønner dem da? Derfor skal de være jeres dommere! 20 Men hvis Jeg uddriver dæmonerne ved Guds finger, så er Guds Rige jo kommet til jer! 21 Når Den Stærke væbnet vogter sin gård, er hans ejendom i fred; 22 men når Den, som er stærkere end han, kommer over ham og besejrer ham, tager Han hans rustning, på hvilken han stolede, og deler hans bytte ud! 23 Den, som ikke er med Mig, er imod Mig, og den, som ikke samler med Mig, spreder! 24 Når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den gennem vandløse steder og søger hvile; og når den ikke finder den, siger den: "Jeg vil vende tilbage til dét hus, hvorfra jeg fór ud!" 25 Og når den kommer, finder den det fejet og pyntet; 26 da går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og når de er faret ind, tager de bolig dér - og da bliver dette sidste værre for dette menneske end det første!" 27 Men det skete, mens Han sagde dette, at en kvinde fra skaren opløftede sin røst og sagde til Ham: "Saligt det moderliv, som bar Dig, og de bryster, Du diede!" 28 Men Han sagde: "Nej! Snarere er de salige, som hører Guds Ord og bevarer Det!" 29 Da skarerne nu trængte sig sammen, tog Han til Orde og sagde: "Denne slægt er en ond slægt! Den spørger efter tegn - men der skal ikke gives den andet tegn end profeten Jonas' tegn: 30 thi ligesom Jonas var et tegn for ninevitterne, således skal Menneskets Søn også være det for denne slægt! 31 Dronningen fra Syden skal ved Dommen stå op sammen med denne slægts mænd og fordømme dem! Thi hun kom fra jordens ende for at høre Salomons visdom - og se: her er mere end Salomon! 32 Mænd fra Nineve skal ved Dommen stå op sammen med denne slægt, og de skal fordømme den! Thi de omvendte sig ved Jonas' forkyndelse - og se: her er mere end Jonas! 33 Ingen tænder et lys og sætter det i kælderen eller under et kar; nej, [[man sætter det]] i lysestagen, for at de, der kommer, kan se lyset skinne. 34 Øjet er dit legemes lys; når da dit øje er sundt, er også hele dit legeme i lys. Men er det sygt, er også dit legeme i mørke. 35 Se altså til, at lyset i dig ikke er mørke! 36 Hvis altså hele dit legeme er i lys og ingen del deraf i mørke, vil det være helt lyst, som når lyset fra et lyn lyser på dig!" 37 Da Han havde sagt dette, spurgte en farisæer Ham, om Han ville spise frokost hos ham; og Han kom og lagde Sig til bords. 38 Men da farisæeren så det, undrede han sig over, at Han ikke vaskede Sig før måltidet. 39 HErren sagde da til ham: "I farisæere renser det udvendige af bægeret og fadet - men jeres indre er fuldt af ran og ondskab! 40 I dårer! Mon ikke Han, Som skabte det udvendige, også skabte det indvendige? 41 Giv det, som er indeni, som almisse - og se, [[så vil]] alle ting være rene for jer! 42 Men vé jer, I farisæere! Thi I giver tiende af mynte og rude og alle grøntsager, men I forsømmer retfærdigheden og Guds kærlighed. Det eene burde I gøre og ikke undlade det andet! 43 Vé jer, I farisæere! Thi I elsker de forreste sæder i synagogerne og hilsenerne på torvet [[og de øverste pladser ved måltiderne]]. 44 Vé jer, I skriftlærde og farisæere, I hyklere! Thi I er som usynlige grave, som folk går hen over uden at vide det." 45 Een af de lovlærde svarer da og siger til Ham: "Mester! Når Du siger dette, krænker Du også os!" 46 Men Han sagde: "Vé også over jer, I lovlærde! Thi I belæsser menneskene med tunge byrder - men selv rører I ikke byrderne med en finger! 47 Vé jer! Thi I bygger profeterne mindesmærker - [[men det var]] jeres fædre, der dræbte dem! 48 Altså vidner I om og samtykker i jeres fædres gerninger; for de dræbte dem ganske vist, men I bygger mindesmærker over dem. 49 Derfor sagde også Guds Visdom: "Jeg vil sende profeter og apostle til dem, og nogle af dem vil de dræbe og fordrive, 50 for at alle profeternes blod, som er blevet udgydt fra verdens grundlæggelse af, skal kræves af deres slægt, 51 lige fra Abels blod til Zakarias' blod, han, som blev dræbt mellem alteret og templet!" Ja, Jeg siger jer: Det skal kræves af denne slægt! 52 Vé jer, I lovlærde! Thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og den, som vil ind, hindrer I deri!" 53 Da Han havde sagt dette til dem og var gået derfra, begyndte de skriftlærde og farisæerne heftigt at trænge sig ind på Ham og at udspørge Ham om mange ting, 54 idet de lurede på Ham og søgte at opfange noget fra Hans mund, for hvilket de kunne anklage Ham.