Luke 11— WIE

¹Og det skete, da Han var et sted for at bede, at een af Hans disciple, da Han var holdt op, sagde til Ham: "HErre! lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det."

²Da sagde Han til dem: "Når I beder, så sig: "Fader vor; Du, Som er i Himlene! Helliget vorde Dit navn; komme Dit Rige; ske Din vilje, som i Himmelen, [[således]] også på jorden;

³giv os hver dag vort daglige brød;

⁴og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere; og før os ikke i fristelse, men udfri os fra det onde!"

⁵Og Han sagde til dem: "Hvis nu een af jer har en ven og kommer til ham ved midnat og siger til ham: "Kære ven! lån mig tre brød,

⁶for een af mine venner er kommet til mig fra en rejse, og jeg har ikke noget at sætte frem for ham",

⁷skulle han så indefra svare og sige: "Vold mig ikke besvær! Døren er allerede lukket, og både mine børn og jeg er gået i seng; jeg kan ikke stå op og give dig det!"

⁸Jeg siger jer: selvom han ikke vil stå op og give ham det, fordi han er hans ven, så vil han dog stå op og give ham det, han behøver, på grund af hans påtrængenhed!

⁹Og Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer! Søg, så skal I finde! Bank på, så skal der lukkes op for jer!

¹⁰Thi enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og for den, der banker på, skal der lukkes op!

¹¹Hvem af jer, som er fader, ville dog, hvis hans søn beder om brød, give ham en sten? eller hvis han beder om en fisk, så i stedet for en fisk give ham en slange?

¹²eller hvis han beder om et æg, så give ham en skorpion?

¹³Hvis da I, som er onde, veed at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere vil da ikke jeres Fader fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder Ham?"

¹⁴Engang drev Han en dæmon ud, og den var stum. Og det skete, da dæmonen var faret ud, at den stumme talte - og folkeskaren undrede sig.

¹⁵Men nogle af dem sagde: "Han uddriver dæmonerne ved Beelzebul, dæmonernes fyrste!"

¹⁶Men andre fristede Ham ved at kræve et tegn fra Himmelen af Ham.

¹⁷Da Han imidlertid kendte deres tanker, sagde Han til dem: "Ethvert rige i strid med sig selv vil blive ødelagt, og hus falder på hus;

¹⁸men hvis Satan er blevet splittet og strider mod sig selv, hvordan skal hans rige da kunne bestå? For I siger, at Jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul;

¹⁹men hvis Jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres sønner dem da? Derfor skal de være jeres dommere!

²⁰Men hvis Jeg uddriver dæmonerne ved Guds finger, så er Guds Rige jo kommet til jer!

²¹Når Den Stærke væbnet vogter sin gård, er hans ejendom i fred;

²²men når Den, som er stærkere end han, kommer over ham og besejrer ham, tager Han hans rustning, på hvilken han stolede, og deler hans bytte ud!

²³Den, som ikke er med Mig, er imod Mig, og den, som ikke samler med Mig, spreder!

²⁴Når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den gennem vandløse steder og søger hvile; og når den ikke finder den, siger den: "Jeg vil vende tilbage til dét hus, hvorfra jeg fór ud!"

²⁵Og når den kommer, finder den det fejet og pyntet;

²⁶da går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og når de er faret ind, tager de bolig dér - og da bliver dette sidste værre for dette menneske end det første!"

²⁷Men det skete, mens Han sagde dette, at en kvinde fra skaren opløftede sin røst og sagde til Ham: "Saligt det moderliv, som bar Dig, og de bryster, Du diede!"

²⁸Men Han sagde: "Nej! Snarere er de salige, som hører Guds Ord og bevarer Det!"

²⁹Da skarerne nu trængte sig sammen, tog Han til Orde og sagde: "Denne slægt er en ond slægt! Den spørger efter tegn - men der skal ikke gives den andet tegn end profeten Jonas' tegn:

³⁰thi ligesom Jonas var et tegn for ninevitterne, således skal Menneskets Søn også være det for denne slægt!

³¹Dronningen fra Syden skal ved Dommen stå op sammen med denne slægts mænd og fordømme dem! Thi hun kom fra jordens ende for at høre Salomons visdom - og se: her er mere end Salomon!

³²Mænd fra Nineve skal ved Dommen stå op sammen med denne slægt, og de skal fordømme den! Thi de omvendte sig ved Jonas' forkyndelse - og se: her er mere end Jonas!

³³Ingen tænder et lys og sætter det i kælderen eller under et kar; nej, [[man sætter det]] i lysestagen, for at de, der kommer, kan se lyset skinne.

³⁴Øjet er dit legemes lys; når da dit øje er sundt, er også hele dit legeme i lys. Men er det sygt, er også dit legeme i mørke.

³⁵Se altså til, at lyset i dig ikke er mørke!

³⁶Hvis altså hele dit legeme er i lys og ingen del deraf i mørke, vil det være helt lyst, som når lyset fra et lyn lyser på dig!"

³⁷Da Han havde sagt dette, spurgte en farisæer Ham, om Han ville spise frokost hos ham; og Han kom og lagde Sig til bords.

³⁸Men da farisæeren så det, undrede han sig over, at Han ikke vaskede Sig før måltidet.

³⁹HErren sagde da til ham: "I farisæere renser det udvendige af bægeret og fadet - men jeres indre er fuldt af ran og ondskab!

⁴⁰I dårer! Mon ikke Han, Som skabte det udvendige, også skabte det indvendige?

⁴¹Giv det, som er indeni, som almisse - og se, [[så vil]] alle ting være rene for jer!

⁴²Men vé jer, I farisæere! Thi I giver tiende af mynte og rude og alle grøntsager, men I forsømmer retfærdigheden og Guds kærlighed. Det eene burde I gøre og ikke undlade det andet!

⁴³Vé jer, I farisæere! Thi I elsker de forreste sæder i synagogerne og hilsenerne på torvet [[og de øverste pladser ved måltiderne]].

⁴⁴Vé jer, I skriftlærde og farisæere, I hyklere! Thi I er som usynlige grave, som folk går hen over uden at vide det."

⁴⁵Een af de lovlærde svarer da og siger til Ham: "Mester! Når Du siger dette, krænker Du også os!"

⁴⁶Men Han sagde: "Vé også over jer, I lovlærde! Thi I belæsser menneskene med tunge byrder - men selv rører I ikke byrderne med en finger!

⁴⁷Vé jer! Thi I bygger profeterne mindesmærker - [[men det var]] jeres fædre, der dræbte dem!

⁴⁸Altså vidner I om og samtykker i jeres fædres gerninger; for de dræbte dem ganske vist, men I bygger mindesmærker over dem.

⁴⁹Derfor sagde også Guds Visdom: "Jeg vil sende profeter og apostle til dem, og nogle af dem vil de dræbe og fordrive,

⁵⁰for at alle profeternes blod, som er blevet udgydt fra verdens grundlæggelse af, skal kræves af deres slægt,

⁵¹lige fra Abels blod til Zakarias' blod, han, som blev dræbt mellem alteret og templet!" Ja, Jeg siger jer: Det skal kræves af denne slægt!

⁵²Vé jer, I lovlærde! Thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og den, som vil ind, hindrer I deri!"

⁵³Da Han havde sagt dette til dem og var gået derfra, begyndte de skriftlærde og farisæerne heftigt at trænge sig ind på Ham og at udspørge Ham om mange ting,

⁵⁴idet de lurede på Ham og søgte at opfange noget fra Hans mund, for hvilket de kunne anklage Ham.