1Derfor, da vi nu har lagt den første begyndelse i Kristi Ord bag os, så lad os ledes frem mod fuldmodenheden og ikke endnu en gang lægge grundvold ved [[at tale om]] omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud,
2lære om dåb, håndspålæggelse, opstandelse fra de døde og evig dom.
3Dét vil vi gøre, så sandt Gud tillader os det.
4Det er nemlig umuligt, at de, som een gang er blevet oplyste og har smagt den himmelske gave og er blevet delagtige i Helligånden
5og har smagt Guds gode Ord og den kommende verdens kræfter
6og så falder fra, atter kan fornyes til omvendelse, thi de korsfæster for sig selv atter Guds Søn og spotter Ham.
7Thi sålænge en ager drikker den regn, som så ofte falder på den, og frembringer nyttig afgrøde for dem, for hvis skyld den dyrkes, er den under Guds velsignelse;
8men bærer den torne og tidsler, er den unyttig og forbandelse nær, og til sidst bliver den brændt af!
9Men vi er overbeviste om, at det står bedre til med jer, I elskede, og at I hører frelsen til, selvom vi taler, som vi gør.
10Thi Gud er ikke uretfærdig; Han glemmer ikke jeres gerninger og det kærlighedens slid, som I har udvist mod Hans navn ved at hjælpe dem, som tjener de hellige.
11Men vi ønsker, at I alle må udvise samme iver efter den fulde vished i håbet indtil enden,
12for at I ikke skal blive sløve, men efterfølgere af dem, som ved tro og langmodighed arver løfterne.
13Thi Gud lovede Abraham - og da Han ikke havde nogen større at sværge ved, svor Han ved Sig Selv -
14og sagde: "Sandelig: Jeg vil velsigne dig med den rigeste velsignelse og mangfoldiggøre dig tusindfold!"
15Og idet [[Abraham]] udviste stor tålmodighed, fik han løftet opfyldt.
16Mennesker sværger jo ved een, der er større [[end de selv]], og eden tjener til stadfæstelse for dem og gør ende på al modsigelse.
17Da Gud derfor desto tydeligere ville vise løfternes arvinger, hvor urokkelig Hans viljes beslutning var, borgede Han for den ved ed,
18for at vi ved to ting, [[både løfte og ed]], som udelukker, at Gud kan lyve, skulle have en mægtig trøst, vi, som har søgt redning ved at gribe det håb, som ligger foran os,
19det håb, som er os et både trygt og fast sjælens anker, og som rækker ind bag forhænget,
20bag hvilket Jesus gik ind for os Som Forgænger, da Han var blevet Ypperstepræst "på Melkizedeks vis til evigheden!"