1Enhver ypperstepræst, udtaget blandt mennesker, indsættes til gavn for mennesker i tjenesten for Gud, for at han skal frembære både gaver og ofre for synder,
2og han skal kunne være medlidende med de uvidende og vildfarne, eftersom også han er underlagt skrøbelighed.
3Derfor er han også skyldig at frembære ofre for [[sine egne]] synder ligesom for folkets.
4Og der er ikke nogen, der tiltager sig selv den ære, nej, han bliver kaldet dertil af Gud, ligesom Aron.
5Således gav heller ikke Kristus Sig Selv den ære at blive Ypperstepræst, men Han, Som sagde til Ham: "Du er Min Søn, Jeg har født Dig i dag!",
6ligesom Han et andet sted siger: "Du er Præst til evigheden på Melkizedeks vis!"
7Og Han har i Sit køds dage med både høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til Ham, Som kunne frelse Ham fra døden, og Han blev også bønhørt for Sin gudsfrygts skyld;
8skønt Han er Søn, lærte Han lydighed af dét, Han led.
9Og da Han nåede fuldendelsen, blev Han Ophavet til evig frelse for dem, som adlyder Ham,
10fordi Han af Gud var kaldet til Ypperstepræst på Melkizedeks vis.
11Om dette har vort Ord meget at sige, men det er vanskeligt at forklare, fordi I er blevet sløve til at høre!
12I burde endda kunne være lærere efter den lange tid, der er gået, og dog har I brug for, at man belærer jer om de første grundsandheder i Guds Ord; ja, det er kommet så vidt med jer, at I [[kun tåler]] mælk og ikke fast føde!
13Enhver, som kun kan tåle mælk, forstår jo ikke retfærdighedens Ord, umyndig, som han er.
14Men den faste føde er for de modne, de, som ved brug har opøvet sanserne til at kunne skelne mellem godt og ondt.