1Men Paulus fnyste stadig af trusler og mordlyst mod HErrens disciple. Han gik så til ypperstepræsten
2og udbad sig et brev fra ham til synagogerne i Damaskus, for at han, hvis han fandt nogen, der hørte til "Vejen", enten det var mænd eller kvinder, kunne føre dem i lænker til Jerusalem.
3Mens han nu rejste, skete det, da han nærmede sig Damaskus, at et lys fra Himmelen pludselig omstrålede ham!
4Han faldt da til jorden, og han hørte en røst, som sagde til ham: "Saul! Saul! Hvorfor forfølger du Mig?"
5Men han sagde: "Hvem er Du, HErre?" HErren svarede: "JEG ER Jesus, Som du forfølger! [[Det bliver]] hårdt for dig at stampe mod brodden!"
6Skælvende og undrende sagde han: "HErre! Hvad vil Du, at jeg skal gøre?" HErren sagde: "Rejs dig og gå ind i byen, så skal det blive sagt dig, hvad du skal gøre!"
7De mænd, som vandrede sammen med ham, stod målløse, fordi de nok hørte røsten, men ikke så nogen!
8Saulus rejste sig da - men da han åbnede sine øjne, kunne han intet se! De ledte ham da ved hånden og førte ham ind i Damaskus.
9Og i tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak.
10Nu var der i Damaskus en discipel ved navn Ananias. Til ham sagde HErren i et syn: "Ananias!" Og han svarede: "Se, her er jeg, HErre!"
11HErren sagde til ham: "Rejs dig og gå til den gade, der kaldes "Den Lige", og opsøg i Judas' hus en mand ved navn Saulus fra Tarsus - thi se: han beder!
12Og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne på ham, for at han skal få sit syn igen."
13Men Ananias svarede: "HErre! Jeg har hørt af mange om denne mand, hvor meget ondt han har gjort mod Dine hellige i Jerusalem!
14Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at lægge alle, som påkalder Dit navn, i lænker."
15Men HErren sagde til ham: "Gå! thi han er et redskab, som Jeg har udvalgt til at bære Mit navn frem for hedningerne, ja, endog for konger og Israels sønner!
16Thi Jeg Selv skal vise ham, hvor meget han skal lide for Mit navn!"
17Ananias gik da afsted og kom ind i huset; og han lagde hænderne på ham og sagde: "Saul, broder! HErren Jesus, Som viste Sig for dig på vejen, ad hvilken du kom, har sendt mig for at du skal få synet igen og blive fyldt med Helligånd!"
18I det samme faldt der ligesom skæl fra hans øjne, og han kunne se! Og strax rejste han sig og blev døbt.
19Han tog så føde til sig og kom til kræfter. Og Saulus blev hos disciplene i Damaskus nogle dage.
20Og med det samme begyndte han at forkynde i synagogerne, at Jesus Kristus er Guds Søn!
21Men alle de, som hørte det, undrede sig og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem har prøvet at udrydde alle, som påkalder dette navn? Og kom han ikke hertil for at føre dem i lænker til ypperstepræsterne?"
22Men Saulus voxede i kraft og bragte de jøder, som boede i Damaskus, ud af fatning ved at bevise, at Jesus er Kristus.
23Et stykke tid derefter rådslog jøderne om at dræbe ham.
24Men Saulus fik kendskab til deres plan: at de endog bevogtede portene dag og nat, for at de kunne slå ham ihjel.
25Hans disciple tog ham da om natten og fik ham ud gennem muren ved at fire ham ned i en kurv.
26Da Saulus så kom til Jerusalem, forsøgte han at slutte sig til disciplene; men alle frygtede ham, fordi de ikke troede på, at han var en discipel.
27Men Barnabas tog sig af ham, førte ham til apostlene og fortalte dem, hvordan han på vejen havde set HErren, og at Han havde talt til ham, og hvor frimodigt han i Damaskus havde vidnet i Jesu navn.
28Derefter gik han ind og ud hos dem i Jerusalem, og han forkyndte frimodigt i HErren Jesu navn.
29Han talte og diskuterede med [[de græsktalende jøder]] - men de forsøgte at dræbe ham!
30Da brødrene erfarede dette, førte de ham ned til Kæsarea og udsendte ham til Tarsus.
31Imidlertid havde Kirken i hele Judæa og Galilæa og Samaria nu fred, og Den opbyggedes stadig mere i HErrens frygt, og ved Helligåndens formaning og trøst øgedes Den i tal.
32Og det skete, mens Peter rejste gennem alle [[byerne]], at han også kom til de hellige, der boede i Lydda.
33Dér mødte han en mand ved navn Æneas, der i otte år havde ligget til sengs, fordi han var lam.
34Peter sagde da til ham: "Æneas! Jesus Kristus helbreder dig! Rejs dig og red selv din seng!" - og strax stod han op!
35Og alle de, som boede i Lydda og Saron, så ham og vendte om til HErren.
36I Joppe var der en discipelinde ved navn Tabitha - det hedder [[på græsk]] "Dorkas"; hendes færd var fuld af gode gerninger, og hun gav mange almisser.
37Men det skete i de dage, at hun blev syg og døde; de vaskede hende da og lagde hende i en sal ovenpå.
38Da Lydda nu lå nær ved Joppe, og disciplene havde hørt, at Peter var dér, sendte de to mænd til ham for at bede ham om at komme til dem uden tøven.
39Da gjorde Peter sig rede og drog med dem. Da han kom frem, førte de ham ind i salen ovenpå, hvor alle enkerne stod omkring hende og græd. Og de viste ham de kjortler og kapper, som Dorkas havde lavet, mens hun var iblandt dem.
40Peter sendte dem da alle udenfor, og han bøjede knæene og tilbad; så vendte han sig mod liget og sagde: "Tabitha! Stå op!" Og hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.
41Han gav hende hånden og rejste hende op. Så kaldte han på de hellige og enkerne og stillede hende levende frem for dem.
42Dette blev nu kendt i hele Joppe, og mange kom til tro på HErren.
43Og det skete, at han blev i mange dage i Joppe hos en vis Simon, der var garver.