Acts 10— WIE

¹Der var i Kæsarea en mand ved navn Kornelius, en hundredmandsfører af dén afdeling, som kaldes "Den Italiske";

²[[han var]] en from mand, som sammen med hele sit hus frygtede Gud, og som ofte gav store almisser til folket og altid bad til Gud.

³Han så [[en dag]] omtrent ved dagens niende time i et tydeligt syn en Guds engel, som kom til ham og sagde: "Kornelius!"

⁴Men han stirrede forfærdet på ham og sagde: "Hvad er der, HErre?" Engelen svarede ham: "Dine bønner og dine almisser er steget op for Guds åsyn til din ihukommelse!

⁵Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente Simon, som kaldes Peter.

⁶Han er gæst hos en vis Simon Garver, der har et hus ved havet. Han vil sige dig, hvad du skal gøre."

⁷Da engelen, som havde talt til Kornelius, var gået, kaldte han to af sine tjenere til sig tillige med en gudfrygtig soldat af dem, der var i hans tjeneste.

⁸Og da han havde fortalt dem alt, sendte han dem til Joppe.

⁹Dagen efter, mens de på deres vandring nærmede sig byen, gik Peter ved den sjette time op på taget for at bede.

¹⁰Men han blev sulten og ville spise; mens de rettede an, faldt han dog i henrykkelse:

¹¹han ser Himlene åbne og noget, som kom dalende ned: et fad, der lignede en stor linneddug, kom ned til ham, idet den blev sænket ned til jorden, fæstet i de fire hjørner.

¹²På den lå alle slags firføddede vilddyr og krybdyr på jorden og alle slags fugle under himmelen.

¹³Og en røst kom til ham: "Rejs dig, Peter, slagt og spis!"

¹⁴Men Peter sagde: "På ingen måde, HErre! Jeg har jo aldrig spist noget vanhelligt eller urent!"

¹⁵Og igen, for anden gang, lød røsten til ham: "Dét, Gud erklærer rent, skal du ikke kalde vanhelligt!"

¹⁶Dette skete tre gange, og strax efter blev dugen atter taget op til Himmelen.

¹⁷Mens Peter nu var i vildrede med sig selv og ikke vidste, hvad det syn, han havde set, skulle betyde, se: da stod de mænd, som var udsendt af Kornelius, og som havde opsporet huset, ved porten.

¹⁸Og de kaldte og spurgte: "Er Simon, som kaldes Peter, gæst her?"

¹⁹Og mens Peter grundede over synet, sagde Ånden til ham: "Se: tre mænd søger dig!

²⁰Rejs dig nu og gå ned og følg med dem uden betænkelighed, thi det er Mig, Der har sendt dem!"

²¹Peter gik da ned til mændene, som var sendt fra Kornelius til ham, og sagde: "Se: jeg er den, I søger! Af hvilken grund er I kommet hertil?"

²²De sagde: "Hundredmandsføreren Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig mand, som har godt vidnesbyrd blandt alle jøderne, fik det budskab af en hellig engel, at han skulle lade dig hente til sit hjem og høre dine ord."

²³Han bød dem derfor ind og tog imod dem som gæster. Dagen efter gjorde Peter sig så rede og drog afsted sammen med dem, og nogle af brødrene fra Joppe drog med ham.

²⁴Næste dag kom de til Kæsarea, hvor Kornelius ventede dem; han havde kaldt sine slægtninge og de nærmeste venner sammen.

²⁵Men det skete, da Peter var på vej ind, at Kornelius, som var gået ham imøde, faldt ned for hans fødder og tilbad ham.

²⁶Men Peter rejste ham op og sagde: "Rejs dig op! Jeg er også blot et menneske!"

²⁷Og mens han talte med ham gik han ind og fandt de mange, der var kommet sammen.

²⁸Og han siger til dem: "I veed, hvor lovstridigt det er for en jødisk mand at omgås med eller besøge een af et andet folk; men Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent!

²⁹Derfor kom jeg også uden tøven, da jeg blev budsendt. Jeg spørger derfor: af hvilken grund har I sendt bud efter mig?"

³⁰Kornelius svarede: "For fire dage siden ved den niende time fastede og bad jeg i mit hjem; og se: en mand stod for mig i lysende klædning

³¹og siger: "Kornelius! Din bøn er hørt og dine almisser ihukommet for Guds åsyn.

³²Send derfor bud til Joppe og tilkald Simon, som også kaldes Peter. Han er gæst i Simon garverens hus ved havet. Når han kommer, skal han tale til dig."

³³Derfor sendte jeg strax bud efter dig; og du gjorde ret i at komme hertil. Nu er vi altså alle samlede for Guds åsyn for at høre, hvad HErren har pålagt dig at sige."

³⁴Peter tog da til orde og sagde: "I sandhed skønner jeg nu, at der hos Gud ikke er personsanseelse.

³⁵Nej, i ethvert folk er den, som frygter Ham og øver retfærdighed, velbehagelig for Ham.

³⁶Dét Ord, Som Han sendte til Israels sønner, da Han forkyndte Evangeliet om fred ved Jesus Kristus - Han er alles HErre -

³⁷kender I: Dét Ord, Som er udgået over hele Judæa, begyndende i Galilæa efter den dåb, Johannes forkyndte,

³⁸Dét, om at Jesus fra Nazaret er blev salvet af Gud med kraftens Helligånd, Han, Som vandrede omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, som havde været underkuede af Djævelen; thi Gud var med Ham!

³⁹Og vi er vidner om alt det, Han har gjort, både i jødernes land og i Jerusalem, Ham, som de dræbte ved at hænge Ham op på et træ!

⁴⁰Men Gud oprejste Ham på den tredje dag, og lod Ham blive åbenbaret -

⁴¹dog ikke for alt folket, men kun for de vidner, som forud var udvalgte dertil af Gud, nemlig for os, som spiste og drak sammen med Ham, efter at Han var stået op fra døde.

⁴²Og Han påbød os at forkynde for folket og vidne om, at Han er Den, Som Gud har udvalgt Som Dommer over levende og døde.

⁴³Om Ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på Ham, skal få syndernes forladelse ved Hans navn."

⁴⁴Endnu mens Peter talte Disse Ord, faldt Helligånden på alle dem, som hørte Ordet.

⁴⁵Og alle de troende, som var omskårne og som var kommet sammen med Peter, blev forundrede over, at Helligåndens Gave nu også blev udgydt over hedningerne,

⁴⁶thi de hørte dem tale i tunger og prise Gud! Da sagde Peter:

⁴⁷"Kan nogen mon forbyde, at de bliver døbt i vand, disse, som nu har fået Helligånden, ligesom vi?"

⁴⁸Han bød derfor, at de skulle døbes i HErrens navn. Derefter bad de ham om at blive hos dem nogle dage.