Bible

1 Men ypperstepræsten spurgte: "Er det virkelig således?" 2 Stefanus svarede da: "I mænd, brødre og fædre, hør på mig: Herlighedens Gud viste Sig for vor fader, Abraham, da han var i Mesopotamien, før han havde bosat sig i Karan, 3 og Han sagde til ham: "Drag ud fra dit land og din slægt og drag til dét land, som Jeg vil vise dig!" 4 Han drog så ud fra kaldæernes land og bosatte sig i Karan, og efter at hans fader var død, flyttede [[Gud]] ham derfra til dette land, hvor I nu bor. 5 Men Han gav ham ikke ejendom i det, ikke så meget som en fodsbred; Han lovede dog at give ham det i eje, ham og hans slægt efter ham - skønt han var barnløs. 6 Og Gud sagde til ham: "Din æt skal bo som udlændinge i et fremmed land, og [[folket dér]] skal gøre dem til trælle og mishandle dem i fire hundrede år. 7 Men folket, under hvilket de skal trælle, vil Jeg dømme", sagde Gud, "og derefter skal de drage ud, og de skal tjene Mig på dette sted." 8 Og Han oprettede Omskærelsens Pagt med ham. Så avlede han Isak og omskar ham på den ottende dag. Og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv patriarker. 9 Men da patriarkerne blev misundelige på Josef, solgte de ham til Ægypten - dog Gud var med ham 10 og udfriede ham af alle hans trængsler og gav ham gunst og visdom, da han stod overfor Farao, Ægyptens konge, som satte ham til herre over Ægypten og hele sit hus. 11 Men så kom der hungersnød over hele Ægyptens land og Kanaan, og nøden var stor; og vore fædre havde intet til livets ophold. 12 Da Jakob så hørte, at der var korn i Ægypten, sendte han vore fædre derned første gang. 13 Og anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao fik kendskab til Josefs herkomst. 14 Josef sendte da bud og kaldte sin fader Jakob til sig tillige med hele hans slægt: femoghalvfjerds sjæle. 15 Og Jakob drog ned til Ægypten; og han døde dér, både han selv og vore fædre. 16 Og de blev flyttet til Sikem og blev lagt i dén grav, som Abraham havde købt for sølv af Hamors sønner i Sikem. 17 Efterhånden som tiden nu nærmede sig, da Gud ville opfylde dét løfte, Han havde svoret Abraham, voxede folket og blev talrigt i Ægypten, 18 indtil der fremstod en anden konge over Ægypten, een, som ikke huskede Josef. 19 Og han overlistede vort folk og mishandlede vore fædre ved at tvinge dem til at sætte deres nyfødte ud, for at de ikke skulle voxe op. 20 På denne tid fødtes Moses, som havde Guds velbehag. Han blev fostret tre måneder i sin faders hjem, 21 men blev så sat ud, og Faraos datter tog ham op og opfostrede ham som sin egen søn. 22 Og Moses blev oplært i al ægyptens visdom og var mægtig i ord og gerninger. 23 Men da han var fyldt fyrre år, kom den tanke op i hans hjerte, at han skulle besøge sine brødre, Israels sønner. 24 Og da han så een lide uret, hjalp han ham og hævnede ham, som var blevet mishandlet, ved at slå en ægypter ihjel. 25 Og han troede, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville udfri dem - men de forstod det ikke! 26 Den følgende dag så han to, som sloges med hinanden, og han forsøgte at mægle mellem dem, idet han sagde: "I mænd! I er brødre! Hvorfor gør I hinanden uret?" 27 Men han, som gjorde uret mod sin næste, stødte ham fra sig og sagde: "Hvem har sat dig til hersker og dommer over os? 28 Du vil vel ikke dræbe mig, ligesom du igår dræbte ægypteren?" 29 Dette svar fik Moses til at flygte. Og han slog sig ned som udlænding i landet Midjan, hvor han avlede to sønner. 30 Og da fyrre år var gået, viste en HErrens engel sig for ham i ørkenen ved Sinajs Bjerg i en brændende tornebusk. 31 Da Moses så det, undrede han sig over synet. Men da han gik hen for at se nøjere på det, kom HErrens røst til ham og sagde: 32 "Jeg er dine fædres Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud" - da skælvede Moses af rædsel og vovede ikke at se derhen. 33 Men HErren sagde til ham: "Tag dine sandaler af, thi det sted, du står på, er hellig jord! 34 Jeg har set, hvordan Mit folk bliver mishandlet i Ægypten, og Jeg har hørt deres suk - men nu er Jeg steget ned for at udfri dem. Kom nu: Jeg vil sende dig til Ægypten!" 35 Denne Moses, som de fornægtede, da de sagde: "Hvem har sat dig til hersker og dommer", ham sendte Gud som både hersker og udfrier ved den engel, som viste sig for ham i tornebusken. 36 Og han førte dem ud, efter at have gjort undere og tegn både i Ægyptens land og ved Det røde Hav og i ørkenen i fyrre år. 37 Han er den Moses, som har sagt til Israels sønner: "Gud HErren skal oprejse En Profet som mig blandt jeres brødre - hør Ham!" 38 Det var også ham, som, dengang Kirken var i ørkenen, færdedes både sammen med en engel, som talte til ham på bjerget Sinai, og sammen med vore fædre, og han modtog levende Ord at give til os! 39 Men vore fædre ville ikke adlyde ham, nej, de afviste ham og vendte i deres hjerter tilbage til Ægypten! 40 Og de sagde til Aron: "Gør os guder, som kan drage foran os; thi vi veed ikke, hvad der er hændt med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens land." 41 I de dage lavede de så en kalv og frembar ofre til denne afgud og frydede sig over deres hænders værk. 42 Da vendte Gud Sig fra dem og prisgav dem til at dyrke himmelens hær, som det er skrevet i Profetens Bog: "Mon I frembar Mig slagtofre og offergaver i de fyrre år i ørkenen, Israels hus? 43 Nej, I tog Moloks bolig med jer, og jeres guds, Remfans, stjerne, de billeder, som I gjorde for at tilbede dem! Derfor vil Jeg føre jer bort til Babylon!" 44 Blandt vore fædre i ørkenen var Vidnesbyrdets Telt, indrettet således som Han, Der havde talt med Moses, havde påbudt ham at lave Det, efter det forbillede, han havde set. 45 Dette førte vore fædre også, da de havde overtaget Det, under Josva ind i dét land, som de erobrede fra hedningerne, som Gud fordrev fra vore fædres ansigt. [[Og således var det]] indtil Davids dage, 46 han, som fandt nåde for Gud, og som bad om lov til at bygge Jakobs Gud en bolig. 47 Men det blev Salomon, som byggede Ham et hus. 48 Den Højeste bor dog ikke i templer, gjorte med hænder, som profeten siger: 49 "Himmelen er Min trone og jorden Mine fødders skammel. Hvad slags hus vil I bygge Mig?" siger HErren, "eller hvor er det sted, hvor Jeg kan hvile? 50 Er det ikke Min hånd, som har gjort alt dette?" 51 I stivnakkede og uomskårne på hjerter og ører! I står altid Helligånden imod - som jeres fædre, så også I! 52 Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? Og de dræbte dem, som forud forkyndte Den Retfærdiges komme, Ham, Som I nu har forrådt og slået ihjel, 53 I, som har modtaget Loven ved engles pålæg - men som ikke har overholdt Den!" 54 Da de hørte dette, skar det dem i hjertet, og de skar tænder mod ham. 55 Men fuld af Helligånd så [[Stefanus]] op mod Himmelen, og dér så han Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre. 56 Og han sagde: "Se, jeg ser Himmelen åben og Menneskets Søn stående ved Guds højre!" 57 Da skreg de med høj røst, holdt sig for ørerne og styrtede alle som een over ham. 58 Og de slæbte ham udenfor byen og stenede ham. Og vidnerne lagde deres klæder ved fødderne af en ung mand, som hed Saulus. 59 Og mens de stenede Stefanus, bad han og sagde: "HErre Jesus! Tag imod min ånd!" 60 Så sank han i knæ og råbte med høj røst: "HErre! Tilregn dem ikke denne synd!" Og da han havde sagt dette, sov han ind.