Acts 7— WIE

¹Men ypperstepræsten spurgte: "Er det virkelig således?"

²Stefanus svarede da: "I mænd, brødre og fædre, hør på mig: Herlighedens Gud viste Sig for vor fader, Abraham, da han var i Mesopotamien, før han havde bosat sig i Karan,

³og Han sagde til ham: "Drag ud fra dit land og din slægt og drag til dét land, som Jeg vil vise dig!"

⁴Han drog så ud fra kaldæernes land og bosatte sig i Karan, og efter at hans fader var død, flyttede [[Gud]] ham derfra til dette land, hvor I nu bor.

⁵Men Han gav ham ikke ejendom i det, ikke så meget som en fodsbred; Han lovede dog at give ham det i eje, ham og hans slægt efter ham - skønt han var barnløs.

⁶Og Gud sagde til ham: "Din æt skal bo som udlændinge i et fremmed land, og [[folket dér]] skal gøre dem til trælle og mishandle dem i fire hundrede år.

⁷Men folket, under hvilket de skal trælle, vil Jeg dømme", sagde Gud, "og derefter skal de drage ud, og de skal tjene Mig på dette sted."

⁸Og Han oprettede Omskærelsens Pagt med ham. Så avlede han Isak og omskar ham på den ottende dag. Og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv patriarker.

⁹Men da patriarkerne blev misundelige på Josef, solgte de ham til Ægypten - dog Gud var med ham

¹⁰og udfriede ham af alle hans trængsler og gav ham gunst og visdom, da han stod overfor Farao, Ægyptens konge, som satte ham til herre over Ægypten og hele sit hus.

¹¹Men så kom der hungersnød over hele Ægyptens land og Kanaan, og nøden var stor; og vore fædre havde intet til livets ophold.

¹²Da Jakob så hørte, at der var korn i Ægypten, sendte han vore fædre derned første gang.

¹³Og anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao fik kendskab til Josefs herkomst.

¹⁴Josef sendte da bud og kaldte sin fader Jakob til sig tillige med hele hans slægt: femoghalvfjerds sjæle.

¹⁵Og Jakob drog ned til Ægypten; og han døde dér, både han selv og vore fædre.

¹⁶Og de blev flyttet til Sikem og blev lagt i dén grav, som Abraham havde købt for sølv af Hamors sønner i Sikem.

¹⁷Efterhånden som tiden nu nærmede sig, da Gud ville opfylde dét løfte, Han havde svoret Abraham, voxede folket og blev talrigt i Ægypten,

¹⁸indtil der fremstod en anden konge over Ægypten, een, som ikke huskede Josef.

¹⁹Og han overlistede vort folk og mishandlede vore fædre ved at tvinge dem til at sætte deres nyfødte ud, for at de ikke skulle voxe op.

²⁰På denne tid fødtes Moses, som havde Guds velbehag. Han blev fostret tre måneder i sin faders hjem,

²¹men blev så sat ud, og Faraos datter tog ham op og opfostrede ham som sin egen søn.

²²Og Moses blev oplært i al ægyptens visdom og var mægtig i ord og gerninger.

²³Men da han var fyldt fyrre år, kom den tanke op i hans hjerte, at han skulle besøge sine brødre, Israels sønner.

²⁴Og da han så een lide uret, hjalp han ham og hævnede ham, som var blevet mishandlet, ved at slå en ægypter ihjel.

²⁵Og han troede, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville udfri dem - men de forstod det ikke!

²⁶Den følgende dag så han to, som sloges med hinanden, og han forsøgte at mægle mellem dem, idet han sagde: "I mænd! I er brødre! Hvorfor gør I hinanden uret?"

²⁷Men han, som gjorde uret mod sin næste, stødte ham fra sig og sagde: "Hvem har sat dig til hersker og dommer over os?

²⁸Du vil vel ikke dræbe mig, ligesom du igår dræbte ægypteren?"

²⁹Dette svar fik Moses til at flygte. Og han slog sig ned som udlænding i landet Midjan, hvor han avlede to sønner.

³⁰Og da fyrre år var gået, viste en HErrens engel sig for ham i ørkenen ved Sinajs Bjerg i en brændende tornebusk.

³¹Da Moses så det, undrede han sig over synet. Men da han gik hen for at se nøjere på det, kom HErrens røst til ham og sagde:

³²"Jeg er dine fædres Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud" - da skælvede Moses af rædsel og vovede ikke at se derhen.

³³Men HErren sagde til ham: "Tag dine sandaler af, thi det sted, du står på, er hellig jord!

³⁴Jeg har set, hvordan Mit folk bliver mishandlet i Ægypten, og Jeg har hørt deres suk - men nu er Jeg steget ned for at udfri dem. Kom nu: Jeg vil sende dig til Ægypten!"

³⁵Denne Moses, som de fornægtede, da de sagde: "Hvem har sat dig til hersker og dommer", ham sendte Gud som både hersker og udfrier ved den engel, som viste sig for ham i tornebusken.

³⁶Og han førte dem ud, efter at have gjort undere og tegn både i Ægyptens land og ved Det røde Hav og i ørkenen i fyrre år.

³⁷Han er den Moses, som har sagt til Israels sønner: "Gud HErren skal oprejse En Profet som mig blandt jeres brødre - hør Ham!"

³⁸Det var også ham, som, dengang Kirken var i ørkenen, færdedes både sammen med en engel, som talte til ham på bjerget Sinai, og sammen med vore fædre, og han modtog levende Ord at give til os!

³⁹Men vore fædre ville ikke adlyde ham, nej, de afviste ham og vendte i deres hjerter tilbage til Ægypten!

⁴⁰Og de sagde til Aron: "Gør os guder, som kan drage foran os; thi vi veed ikke, hvad der er hændt med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens land."

⁴¹I de dage lavede de så en kalv og frembar ofre til denne afgud og frydede sig over deres hænders værk.

⁴²Da vendte Gud Sig fra dem og prisgav dem til at dyrke himmelens hær, som det er skrevet i Profetens Bog: "Mon I frembar Mig slagtofre og offergaver i de fyrre år i ørkenen, Israels hus?

⁴³Nej, I tog Moloks bolig med jer, og jeres guds, Remfans, stjerne, de billeder, som I gjorde for at tilbede dem! Derfor vil Jeg føre jer bort til Babylon!"

⁴⁴Blandt vore fædre i ørkenen var Vidnesbyrdets Telt, indrettet således som Han, Der havde talt med Moses, havde påbudt ham at lave Det, efter det forbillede, han havde set.

⁴⁵Dette førte vore fædre også, da de havde overtaget Det, under Josva ind i dét land, som de erobrede fra hedningerne, som Gud fordrev fra vore fædres ansigt. [[Og således var det]] indtil Davids dage,

⁴⁶han, som fandt nåde for Gud, og som bad om lov til at bygge Jakobs Gud en bolig.

⁴⁷Men det blev Salomon, som byggede Ham et hus.

⁴⁸Den Højeste bor dog ikke i templer, gjorte med hænder, som profeten siger:

⁴⁹"Himmelen er Min trone og jorden Mine fødders skammel. Hvad slags hus vil I bygge Mig?" siger HErren, "eller hvor er det sted, hvor Jeg kan hvile?

⁵⁰Er det ikke Min hånd, som har gjort alt dette?"

⁵¹I stivnakkede og uomskårne på hjerter og ører! I står altid Helligånden imod - som jeres fædre, så også I!

⁵²Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? Og de dræbte dem, som forud forkyndte Den Retfærdiges komme, Ham, Som I nu har forrådt og slået ihjel,

⁵³I, som har modtaget Loven ved engles pålæg - men som ikke har overholdt Den!"

⁵⁴Da de hørte dette, skar det dem i hjertet, og de skar tænder mod ham.

⁵⁵Men fuld af Helligånd så [[Stefanus]] op mod Himmelen, og dér så han Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre.

⁵⁶Og han sagde: "Se, jeg ser Himmelen åben og Menneskets Søn stående ved Guds højre!"

⁵⁷Da skreg de med høj røst, holdt sig for ørerne og styrtede alle som een over ham.

⁵⁸Og de slæbte ham udenfor byen og stenede ham. Og vidnerne lagde deres klæder ved fødderne af en ung mand, som hed Saulus.

⁵⁹Og mens de stenede Stefanus, bad han og sagde: "HErre Jesus! Tag imod min ånd!"

⁶⁰Så sank han i knæ og råbte med høj røst: "HErre! Tilregn dem ikke denne synd!" Og da han havde sagt dette, sov han ind.