Acts 5— WIE

¹Men en mand ved navn Ananias solgte sammen med sin kone Safira en ejendom,

²men stak noget af prisen til side - hans kone var medvidende om det - og han kom og lagde en del [[af pengene]] for apostlenes fødder.

³Da sagde Peter: "Ananias! Hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du lyver for Helligånden og stikker noget af det, du fik for din mark, til side?

⁴[[Kunne du ikke have beholdt den, mens den var din]]? Og da den var solgt, kunne du da ikke selv bestemme [[over pengene]]? Hvorfor har du da i dit hjerte sat dig for at gøre dette? Det er jo ikke mennesker, du har løjet for, men Gud!

⁵Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og døde, og der kom stor frygt over alle, som hørte det.

⁶Da rejste de unge sig, indsvøbte ham, bar ham ud og begravede ham.

⁷Men det skete omtrent tre timer senere, at også hans kone - som ikke vidste, hvad der var hændt - kom ind.

⁸Peter sagde da til hende: "Sig mig: er dette hele den sum, I solgte marken for?" Hun svarede: "Ja, så meget [[fik vi for den]]!"

⁹Men Peter sagde til hende: "Hvorfor er I dog blevet enige om at friste HErrens Ånd? Se: fodtrinene af dem, som har begravet din mand, lyder allerede uden for døren - de skal også bære dig ud!"

¹⁰I det samme faldt hun om for hans fødder og udåndede! Da de unge kom, fandt de hende død; de bar hende så ud og begravede hende ved siden af hendes mand.

¹¹Da kom der stor frygt over hele Kirken og over alle, som hørte om dette.

¹²Men ved apostlenes hænder skete der mange tegn og undere blandt folket, og med enigt sind samledes de ofte i Salomons Søjlegang.

¹³Men ingen af de andre vovede at slutte sig til dem - og dog priste folket dem.

¹⁴[[Alligevel]] blev flere lagt til, hele skarer af mænd og kvinder, som troede på HErren,

¹⁵ja, folk bar endog de syge ud på gaderne og lagde dem på senge og bårer, når Peter kom, for at blot hans skygge kunne falde på nogle af dem.

¹⁶Endog fra de byer, som lå rundt omkring, strømmede folk i skarer til Jerusalem; de bar de syge og dem, som var plaget af urene ånder, med sig, og alle blev helbredt!

¹⁷Da stod ypperstepræsten frem sammen med alle, der holdt med ham; det var saddukæernes parti - og de var fulde af nidkærhed!

¹⁸De lagde hånd på apostlene og satte dem i fængsel.

¹⁹Men om natten åbnede en HErrens engel fængselets døre. Så førte han dem ud og sagde:

²⁰"Gå ud, træd frem og forkynd i templet alle Disse Livets Ord for folket!"

²¹Da de havde hørt dette, gik de ved daggry ind i templet og underviste! Men da ypperstepræsten og hans følge kom til stede, sammenkaldte de Synedriet, hele præsterådet af Israels sønner. Så sendte de bud til fængselet, at [[fangerne]] skulle føres frem.

²²Men da tjenerne kom til fængselet, fandt de ikke [[fangerne]] dér; de vendte da tilbage, meldte det

²³og sagde: "Vi fandt ganske vist fængselet forsvarligt låst, og vagterne stående foran døren - men da vi åbnede, fandt vi ingen indenfor!"

²⁴Da templets vagtchef og ypperstepræsterne hørte dette, blev de forvirrede og undrede sig over, hvad dette mon skulle betyde.

²⁵Da kom der een og sagde til dem: "Se: de mænd, som I satte i fængsel, står i templet og lærer folket!"

²⁶Vagtchefen gik så afsted sammen med tjenerne og hentede dem, dog ikke med magt, for de frygtede, at folket skulle stene dem!

²⁷Da de så havde hentet dem, stillede de dem frem for Synedriet, og ypperstepræsten spurgte dem

²⁸og sagde: "[[Forbød vi jer ikke udtrykkeligt]] at lære i dette navn? Og se: nu har I fyldt hele Jerusalem med jeres Lære, og I vil føre Denne Mands blod over os!"

²⁹Men Peter og apostlene svarede og sagde: "Man bør adlyde Gud mere end mennesker!

³⁰Vore fædres Gud har opvakt Jesus, Som I slog ihjel ved at hænge Ham op på et træ.

³¹Ham har Gud ophøjet til Hersker og Frelser ved Sin højre, for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse!

³²Og vi er Hans vidner om disse ting, ligesom Helligånden, Som Gud har givet til dem, der adlyder Ham."

³³Da de hørte dette, blev de rasende og ville dræbe dem!

³⁴Men da rejste der sig een i Synedriet, en farisæer ved navn Gamaliel, en lovlærer, der var agtet af hele folket; han bød, at apostlene skulle føres udenfor et øjeblik

³⁵og sagde så til [[rådet]]: "Israelitiske mænd! Tænk nøje over, hvad I gør med disse mænd!

³⁶Thi for en tid siden stod Teudas frem og hævdede, at han var noget særligt; og en flok mænd, omtrent fire hundrede, sluttede sig til ham. Så blev han dræbt, og alle hans tilhængere spredtes og forsvandt!

³⁷Efter ham stod Judas, galilæeren, frem i indskrivningens dage og forledte mange folk til at følge sig - men også han mistede livet, og alle hans tilhængere blev spredt for alle vinde.

³⁸Og nu siger jeg jer: hold jer fra disse mænd og lad dem være! For dersom dette forehavende eller dette værk er af mennesker, vil det gå i opløsning af sig selv!

³⁹Men er det af Gud, vil I ikke kunne standse det - vogt jer, ellers kan det vise sig, at I kæmper mod Gud!"

⁴⁰Og de overbevistes af ham! De kaldte så apostlene ind igen, piskede dem, forbød dem at tale i Jesu navn, og lod dem så gå.

⁴¹[[Disciplene]] glædede sig imidlertid, da de gik bort fra Synedriet, fordi de var fundet værdige til at blive vanæret for Hans navns skyld!

⁴²Og de undlod ikke een eeneste dag at lære og forkynde Evangeliet om, at Jesus er Kristus, både i templet og i hjemmene.