Bible

1 Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle afsted til Italien, overgav de både Paulus og nogle andre fanger til en hundredmandsfører ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling. 2 Vi gik så ombord på et adramyttisk skib, som skulle sejle til byerne langs Asien, og sejlede afsted. Med os var Aristarkus, en makedoner fra Tessalonika. 3 Dagen efter ankom vi til Sidon. Julius, som behandlede Paulus meget venligt, tillod ham at besøge venner og at nyde godt af deres omsorg. 4 Vi lagde så ud derfra og sejlede i læ af Kypern, fordi vinden var imod. 5 Og videre derfra sejlede vi over havet ud for Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien. 6 Dér fandt hundredmandsføreren et skib fra Alexandria, som skulle til Italien, og fik os indskibet på det. 7 I mange dage gik det trægt med sejladsen, og det var kun med nød og næppe, vi nåede op på højde med Knidos. Da vinden ikke tillod os at komme videre, sejlede vi i læ af Kreta ved Salmonnæsset. 8 Vi kom da også derhen, rundede næsset og kom til et sted, kaldet "God Havn", der lå i nærheden af byen Lasea. 9 Men da vi havde brugt længere tid end planlagt, og det allerede var blevet farligt at færdes på søen, og også fordi fasten allerede var forbi, advarede Paulus 10 og sagde til dem: "I mænd! Jeg ser, at denne sejlads vil medføre skade og stort tab, ikke bare på lasten og skibet, men også på vort liv!" 11 Men hundredmandsføreren stolede mere på styrmanden og kaptajnen end på det, Paulus sagde! 12 Da havnen imidlertid var uegnet til overvintring, holdt de fleste på, at vi skulle sejle derfra, i håbet om at nå til Fønix, så vi kunne overvintre dér. Det er en anden havn på Kreta, een, som vender mod sydvest og nordvest. 13 Da der nu blæste en svag søndenvind, mente de, at planen kunne gennemføres, så de lettede anker og sejlede langs Kreta nær land. 14 Men ikke længe efter kastedes mod skibet inde fra øen en hvirvelvind, som kaldes Euraklydon. 15 Da skibet blev revet med af den og ikke kunne holde op mod vinden, opgav vi og lod os drive. 16 Vi kom da i læ under en lille ø, kaldet Klauda, og klarede med nød og næppe at bjærge [[redningsbåden]]. 17 Da de havde fået den om bord, tog de nødudstyret fra den og surrede båden med reb. Men da de frygtede, at de skulle drive lige ned på Syrtenbugten, rebede de sejlene, lod drivankeret gå og lod sig drive på denne måde. 18 Men eftersom vi blev heftigt drevet omkring af stormen, kastede de næste dag noget af lasten overbord. 19 Og den tredje dag kastede vi med egne hænder skibets udstyr ud. 20 Men da hverken sol eller stjerner havde været at se i flere dage, og et voldsomt stormvejr var over os, mistede vi til sidst alt håb om at blive frelst. 21 Og da de havde været fastende længe, rejste Paulus sig blandt dem og sagde: "I burde jo egentlig, I mænd, have adlydt mit råd og ikke være sejlet ud fra Kreta; så havde I sparet os for denne ulykke og dette tab! 22 Men nu beder jeg jer om at være ved godt mod, thi ingen af jer skal miste livet - kun skibet vil gå tabt! 23 Thi i nat stod der for mig en engel fra Den Gud, jeg tilhører, og Som jeg tjener; 24 og han sagde: "Frygt ikke, Paulus, thi du skal stå frem for kejseren! Og se: Gud har givet dig alle dem, som sejler sammen med dig!" 25 Vær derfor ved godt mod, mænd! Thi jeg stoler på Gud: at det skal gå således, som det er sagt mig! 26 Men vi vil strande på een eller anden ø!" 27 Men da vi havde drevet omkring i Adriaterhavet i fjorten dage og nætter, mente søfolkene ved midnatstid, at vi nærmede os land. 28 Og da de loddede, fandt de, at dybden var tyve favne; da vi havde drevet et lille stykke længere og atter loddede, fandt de, at dybden nu var femten favne. 29 Da de nu frygtede, at vi skulle gå på et skær, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og ønskede blot, at det snart måtte blive dag. 30 Søfolkene forsøgte da at rømme skibet; de firede redningsbåden ned på vandet, under påskud af at de ville kaste ankre ud fra boven. 31 Da sagde Paulus til hundredmandsføreren og til soldaterne: "Hvis ikke de bliver på skibet, kan I ikke blive reddet!" 32 Da kappede soldaterne redningsbådens tov og lod den drive bort. 33 Mens de nu ventede på, at det skulle blive dag, opfordrede Paulus alle til at spise, og han sagde: "Dette er nu den fjortende dag, I fastende har holdt ud og ventet, uden at tage noget til jer. 34 Derfor opfordrer jeg jer til at tage føde til jer, thi det er nødvendigt for jeres frelse! Ingen af jer skal miste et hår på sit hovede!" 35 Da han havde sagt dette, tog han et brød, takkede Gud for alles øjne, brød det og begyndte at spise. 36 De fik da alle nyt mod, og også de tog føde til sig. 37 Vi var i alt 276 sjæle på skibet. 38 Da alle var blevet mætte, lettede de skibet ved at kaste [[den resterende del af]] hvedeladningen på søen. 39 Da det blev dag, kunne de ikke kende landet. De fik dog øje på en vig, der havde en sandstrand; hér bestemte de sig for at sætte skibet på land, hvis de kunne. 40 Så kappede de ankrene og lod dem gå i havet; samtidig løste de tovene, hvormed de havde surret rorene. Så satte de forsejlet med vinden og styrede mod stranden. 41 Og de drev ind mod en sandbanke med dybt vand på begge sider, og dér rendte de skibet på grund. Forstavnen borede sig fast og stod urokkeligt, mens bagstavnen efterhånden blev slået i stykker af den kraftige brænding! 42 Soldaternes råd var nu, at de skulle dræbe fangerne, for at ingen af dem skulle svømme bort og flygte. 43 Men hundredmandsføreren, som ville redde Paulus, forhindrede dem i at udføre planen. Han befalede dem, at de, som var i stand til at svømme, skulle hoppe først i og gå i land, 44 derefter de øvrige, nogle på planker, andre på vragrester fra skibet. Og således skete det, at alle blev reddet ind på land!