Acts 28— WIE

¹Da vi nu var reddet, fik vi at vide, at øen, [[vi var strandet på,]] hed Malta.

²De indfødte udviste en usædvanlig venlighed imod os. De tændte et bål og tog sig af os alle på grund af regnen, som var begyndt at falde, og på grund af kulden.

³Men da Paulus havde samlet et knippe af kviste og lagt det på bålet, krøb en slange på grund af varmen ud og bed sig fast i hans hånd.

⁴Da de indfødte så dyret hænge ned fra hans hånd, sagde de til hinanden: "Denne mand er sikkert en morder, som retfærdigheden[[-s gudinde]] ikke tillod at leve, skønt han var blevet reddet fra havet."

⁵Han rystede imidlertid blot dyret af sig ned i ilden og havde intet mén af det!

⁶De ventede da, at han skulle hovne op eller strax falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete noget usædvanligt med ham, slog de helt om og sagde, at han var en gud!

⁷I nærheden af dette sted var der et gods, som tilhørte den førende mand på øen, en mand ved navn Publius; han tog imod os og viste os venlighed og husede os i tre dage.

⁸Men det skete, at Publius' fader lå til sengs, plaget af feber og dysenteri. Paulus gik da ind til ham, bad og lagde hænderne på ham og helbredte ham.

⁹Da dette var sket, kom også de andre på øen, som havde sygdomme, og blev helbredt.

¹⁰Og de viste os stor ære, og da vi sejlede derfra, forsynede de os med alt, hvad vi trængte til.

¹¹Tre måneder senere sejlede vi videre i et skib, som havde overvintret på øen, et alexandrinsk skib med "Tvillingerne" som skibsmærke.

¹²Vi kom da til Syrakus og blev der i tre dage,

¹³og da vi derfra havde rundet kysten, kom vi til Reggio. Dagen efter blev det søndenvind, så vi nåede Puteoli på to dage.

¹⁴Her stødte vi på brødre, som bad os om at blive hos dem i syv dage. Derefter kom vi til Rom.

¹⁵Da brødrene dér hørte om os, kom de os i møde helt ud til Forum Appii og Tres Tabernæ. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede nyt mod.

¹⁶Da vi nu var nået til Rom, overgav hundredmandsføreren fangerne til lejrkommandanten; Paulus fik dog lov til at bo for sig selv sammen med den soldat, som skulle bevogte ham.

¹⁷Men det skete efter tre dage, at Paulus sammenkaldte de førende mænd blandt jøderne dér i byen. Da de kom, sagde han til dem: "I mænd, brødre! Skønt jeg ikke har gjort noget, der kunne skade vort folk eller de fædrene skikke, kommer jeg dog som fange fra Jerusalem, hvor jeg blev overgivet i romernes hænder.

¹⁸Da de havde forhørt mig, ville de løslade mig, fordi der ikke var nogen årsag til dødsstraf i dét, jeg havde gjort.

¹⁹Da jøderne imidlertid satte sig imod det, blev jeg tvunget til at indanke min sag for kejseren - dog ikke for at rette nogen anklage mod mit folk!

²⁰Af denne årsag har jeg bedt jer hid for at møde jer og tale med jer; thi det er for Israels håbs skyld, jeg er bundet med denne lænke."

²¹De sagde da til ham: "Vi har ikke fået noget brev om dig fra Judæa, heller ikke er nogen af brødrene kommet og har meldt eller sagt noget ondt om dig.

²²Men vi vil gerne af dig høre, hvad du mener; thi det er os bekendt, at denne sekt møder modstand overalt."

²³De aftalte da en dag med ham, og da kom der endnu flere til ham i hans herberg; for dem aflagde han et stærkt vidnesbyrd om Guds Rige og prøvede også at overbevise dem om Jesus ud fra både Mose Lov og Profeterne, fra tidlig morgen indtil sent på aftenen.

²⁴Nogle blev da også overbeviste ved det, han sagde, men andre var vantro.

²⁵Uenige med hinanden gik de så bort, efter at Paulus havde sagt Dette eene Ord: "Helligånden talte ret, da Han ved profeten Esajas talte til jeres fædre

²⁶og sagde: "Gå til dette folk og sig: I skal høre og høre og slet intet forstå, og I skal se og se, men aldeles intet skelne!

²⁷Thi dette folks hjerter er sløve, og med ørerne hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og skønne med hjertet og vende om, så Jeg kan frelse dem!"

²⁸Derfor skal det kundgøres for jer, at denne Guds frelse er blevet sendt til hedningerne - og de vil høre!"

²⁹Da han havde sagt dette, gik jøderne bort, og der var stor diskussion iblandt dem.

³⁰Paulus forblev så to hele år i dét herberg, han selv havde lejet, og modtog alle, som kom til ham.

³¹Og han forkyndte Guds Rige og lærte uhindret om HErren Jesus Kristus med al frimodighed, uden at nogen hindrede ham deri. ----- [Apostlenes gerninger.]