1Fem dage efter kom ypperstepræsten Ananias dertil sammen med nogle af præsterne og en advokat, en vis Tertullus. De fremlagde [[sagen]] mod Paulus for guvernøren.
2Da han blev kaldt frem, begyndte Tertullus sin anklagetale og sagde:
3"Højtærede Felix! At der hersker så stor en fred på grund af dig, og at der sker så mange reformer for folket ved din fremsynethed, det anerkender vi på alle måder og overalt med stor taknemmelighed!
4Men for at jeg ikke skal lægge beslag på dig for længe, beder jeg dig om, at du i din mildhed vil lytte til, hvad vi i korthed vil sige.
5Vi har nemlig fundet ud af, at denne mand er en pest, som ophidser alle jøderne i verden til oprør, og at han er leder for nazaræernes sekt.
6Han har endog forsøgt at vanhellige templet! Derfor pågreb vi ham, og vi ville dømme ham efter vor Lov.
7Men Lysias, tusindmandsføreren, kom med en stor styrke og førte ham bort fra vore hænder med magt.
8Og han befalede, at hans anklagere skulle komme til dig. Nu kan du jo så af ham selv, når du undersøger sagen, få kendskab til dét, vi anklager ham for."
9Og jøderne samtykkede og sagde, at det forholdt sig således.
10Men da guvernøren med et nik havde givet ham lov til at tale, svarede Paulus: "Da jeg har erfaret, at du i mange år har været dommer for dette folk, vil jeg med frimodighed forsvare mig i min sag.
11Du vil let kunne forvisse dig om, at det ikke er mere end tolv dage siden, jeg drog op til Jerusalem for at tilbede.
12Og hverken i templet eller i synagogen eller rundt om i byen har man fundet mig i diskussion med nogen eller i færd med at stifte oprør blandt folket.
13De kan da heller ikke overfor dig bevise dét, de nu anklager mig for.
14Jeg vedgår dog dette: at jeg tjener vore fædres Gud efter den "Vej", som de kalder en sekt, og at jeg tror på alt, som er i overensstemmelse med, hvad der er skrevet i Loven og Profeterne!
15Og jeg har det håb til Gud, som også de selv har: at de døde, både de retfærdige og uretfærdige, skal opstå,
16og i dette håb bestræber jeg mig på altid at have en ren samvittighed for Gud og mennesker.
17Efter flere års forløb kom jeg for at bringe almisser til mit folk og desuden offergaver.
18Da jeg, efter at jeg havde renset mig, var i færd med dette, fandt de mig i templet, ikke med noget opløb eller med oprør! Men der var nogle jøder fra Asien -
19de burde nu stå frem og anklage mig, hvis de mener at have noget at sige mig på!
20Eller lad dem selv sige frem, hvilken skyld de fandt hos mig, da jeg stod for Synedriet,
21eller om det kun drejer sig om dette eene, som jeg råbte, da jeg stod midt iblandt dem: at det er for håbet om de dødes opstandelse, jeg står anklaget her idag!"
22Men da Felix hørte dette, udsatte han [[forhandlingen]], fordi han ville have nøjere kundskab om dét med "Vejen", og han sagde: "Når tusindmandsføreren Lysias kommer herned, vil jeg afgøre sagen mellem jer!"
23Han pålagde da hundredmandsføreren, at Paulus skulle bevogtes, at han skulle behandles mildt, og at ingen måtte hindre hans egne i at tjene ham eller besøge ham.
24Efter nogle dage kom Felix dog med sin hustru, Drusilla, som var jødinde, og sendte bud efter Paulus og hørte ham vidne om troen på Kristus Jesus.
25Men da han talte om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom, blev Felix bange og sagde: "Gå bort for denne gang! Når jeg får tid, vil jeg sende bud efter dig igen!"
26Samtidig håbede han også, at Paulus ville give ham penge, for at han skulle løslade ham. Derfor sendte han oftere bud efter ham og talte med ham.
27Men da to år var gået, fik Felix en efterfølger, Porkius Festus; og da Felix ønskede at vinde jødernes gunst, lod han Paulus blive siddende i lænker.