Acts 24
1 Fem dage efter kom ypperstepræsten Ananias dertil sammen med nogle af præsterne og en advokat, en vis Tertullus. De fremlagde [[sagen]] mod Paulus for guvernøren.
2 Da han blev kaldt frem, begyndte Tertullus sin anklagetale og sagde:
3 "Højtærede Felix! At der hersker så stor en fred på grund af dig, og at der sker så mange reformer for folket ved din fremsynethed, det anerkender vi på alle måder og overalt med stor taknemmelighed!
4 Men for at jeg ikke skal lægge beslag på dig for længe, beder jeg dig om, at du i din mildhed vil lytte til, hvad vi i korthed vil sige.
5 Vi har nemlig fundet ud af, at denne mand er en pest, som ophidser alle jøderne i verden til oprør, og at han er leder for nazaræernes sekt.
6 Han har endog forsøgt at vanhellige templet! Derfor pågreb vi ham, og vi ville dømme ham efter vor Lov.
7 Men Lysias, tusindmandsføreren, kom med en stor styrke og førte ham bort fra vore hænder med magt.
8 Og han befalede, at hans anklagere skulle komme til dig. Nu kan du jo så af ham selv, når du undersøger sagen, få kendskab til dét, vi anklager ham for."
9 Og jøderne samtykkede og sagde, at det forholdt sig således.
10 Men da guvernøren med et nik havde givet ham lov til at tale, svarede Paulus: "Da jeg har erfaret, at du i mange år har været dommer for dette folk, vil jeg med frimodighed forsvare mig i min sag.
11 Du vil let kunne forvisse dig om, at det ikke er mere end tolv dage siden, jeg drog op til Jerusalem for at tilbede.
12 Og hverken i templet eller i synagogen eller rundt om i byen har man fundet mig i diskussion med nogen eller i færd med at stifte oprør blandt folket.
13 De kan da heller ikke overfor dig bevise dét, de nu anklager mig for.
14 Jeg vedgår dog dette: at jeg tjener vore fædres Gud efter den "Vej", som de kalder en sekt, og at jeg tror på alt, som er i overensstemmelse med, hvad der er skrevet i Loven og Profeterne!
15 Og jeg har det håb til Gud, som også de selv har: at de døde, både de retfærdige og uretfærdige, skal opstå,
16 og i dette håb bestræber jeg mig på altid at have en ren samvittighed for Gud og mennesker.
17 Efter flere års forløb kom jeg for at bringe almisser til mit folk og desuden offergaver.
18 Da jeg, efter at jeg havde renset mig, var i færd med dette, fandt de mig i templet, ikke med noget opløb eller med oprør! Men der var nogle jøder fra Asien -
19 de burde nu stå frem og anklage mig, hvis de mener at have noget at sige mig på!
20 Eller lad dem selv sige frem, hvilken skyld de fandt hos mig, da jeg stod for Synedriet,
21 eller om det kun drejer sig om dette eene, som jeg råbte, da jeg stod midt iblandt dem: at det er for håbet om de dødes opstandelse, jeg står anklaget her idag!"
22 Men da Felix hørte dette, udsatte han [[forhandlingen]], fordi han ville have nøjere kundskab om dét med "Vejen", og han sagde: "Når tusindmandsføreren Lysias kommer herned, vil jeg afgøre sagen mellem jer!"
23 Han pålagde da hundredmandsføreren, at Paulus skulle bevogtes, at han skulle behandles mildt, og at ingen måtte hindre hans egne i at tjene ham eller besøge ham.
24 Efter nogle dage kom Felix dog med sin hustru, Drusilla, som var jødinde, og sendte bud efter Paulus og hørte ham vidne om troen på Kristus Jesus.
25 Men da han talte om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom, blev Felix bange og sagde: "Gå bort for denne gang! Når jeg får tid, vil jeg sende bud efter dig igen!"
26 Samtidig håbede han også, at Paulus ville give ham penge, for at han skulle løslade ham. Derfor sendte han oftere bud efter ham og talte med ham.
27 Men da to år var gået, fik Felix en efterfølger, Porkius Festus; og da Felix ønskede at vinde jødernes gunst, lod han Paulus blive siddende i lænker.