Acts 22
1 "I mænd, brødre og fædre! Hør nu på det, jeg vil sige jer til mit forsvar!"
2 Da de hørte, at han talte til dem på det hebraiske sprog, blev der endnu mere stille. Og han siger:
3 "Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne by ved Gamaliels fødder, oplært nøje efter Den fædrene Lovs strenghed, og jeg har [[altid]] været nidkær for Gud, ligesom I alle er i dag.
4 Jeg har forfulgt denne "Vej" til døden, idet jeg bandt og overgav både mænd og kvinder til fængsel;
5 det kan både ypperstepræsten og hele præsterådet bevidne, for af dem fik jeg endog et brev med til brødrene i Damaskus, hvortil jeg drog for at føre også dem, som var der, i lænker til Jerusalem, for at de skulle blive straffet.
6 Men det skete, mens jeg var på rejse og nærmede mig Damaskus, at et stærkt lys fra Himmelen ved middagstid pludselig omstrålede mig!
7 Og jeg faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til mig: "Saul, Saul! Hvorfor forfølger du Mig?"
8 Men jeg svarede: "Hvem er Du, HErre?" Og Han sagde til mig: "JEG ER Jesus fra Nazaret, Som du forfølger!"
9 Mine ledsagere så godt nok lyset og blev bange - men de hørte ikke røsten af Ham, Som talte til mig.
10 Men jeg sagde: "Hvad skal jeg gøre, HErre?" Og HErren svarede mig: "Rejs dig og gå til Damaskus; dér skal det siges dig, hvad du er bestemt til at gøre!"
11 Da jeg havde mistet synet på grund af glansen fra dette lys, blev jeg ledt ved hånden af dem, som var med mig, og kom ind i Damaskus.
12 Og en vis Ananias, en gudfrygtig mand efter Loven, med godt vidnesbyrd af alle de jøder, som boede der,
13 kom til mig, stillede sig foran mig og sagde: "Saul, broder! Bliv seende!" Og i det samme [[fik jeg synet igen]].
14 Han sagde så: "Vore fædres Gud har udvalgt dig til at kende Hans vilje og se Den Retfærdige og høre Hans munds røst,
15 for at du for alle mennesker skal være Hans vidne om dét, du har set og hørt.
16 Og nu, hvad nøler du efter? Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder HErrens navn!"
17 Men det skete for mig, da jeg var vendt tilbage til Jerusalem og bad i templet, at jeg kom i henrykkelse.
18 Og jeg så Ham, og Han sagde til mig: "Skynd dig og drag i hast ud af Jerusalem, thi de vil ikke modtage dit vidnesbyrd om Mig!"
19 Og jeg svarede: "HErre! De veed jo selv, at jeg rundt om i synagogerne fængslede og hudstrøg dem, som troede på Dig!
20 Og da Stefanus', Dit vidnes blod blev udgydt, stod også jeg dér og samtykkede i hans drab og vogtede deres klæder, som dræbte ham."
21 Men Han sagde til mig: "Gå! Thi Jeg vil udsende dig til hedningefolk langt borte"!"
22 Lige til han havde sagt dette, hørte de på ham, men så råbte de højt og sagde: "Bort fra jorden med ham! Sådan en mand bør ikke leve!"
23 Da de nu skreg og viftede med kapperne og kastede støv op i luften,
24 bød tusindmandsføreren, at han skulle føres ind i borgen. Han sagde, at de skulle forhøre ham under piskning, for at han kunne få at vide, af hvilken grund de skreg sådan imod ham.
25 Men da de havde strakt ham forover med remmene [[for at piske ham]], sagde Paulus til hundredmandsføreren, som stod der: "Har I lov til at piske en romersk mand, og dét uden dom?"
26 Da hundredmandsføreren hørte det, gik han til tusindmandsføreren og meldte det og sagde: "Se: hvad er det, du gør? Den mand er jo en romersk borger!"
27 Tusindmandsføreren gik da til [[Paulus]] og spurgte ham: "Sig mig: er du en romersk borger?" Og han svarede: "Ja!"
28 Tusindmandsføreren sagde: "Jeg har købt denne borgerret for en stor sum!" Paulus svarede: "Ja, jeg er endog født til den!"
29 Derfor trådte de, som skulle have forhørt ham, bort fra ham. Og tusindmandsføreren, der nu vidste, at han var en romersk borger, blev bange, fordi han havde fængslet ham.
30 Men næste dag, da han ville skaffe sig sikker kundskab om, hvad han var anklaget for af jøderne, løste han ham af lænkerne og bød, at ypperstepræsterne og hele Synedriet skulle komme. Så førte han Paulus frem og stillede ham foran dem.