1Men det skete, da vi var sejlet ud efter at have løsrevet os fra dem, at vi sejlede direkte til Kos og den følgende dag til Rhodos og derfra til Patara.
2Der fandt vi et skib, som skulle til Fønikien. Vi gik da ombord og sejlede ud.
3Men da vi havde fået Kypern i sigte og lagt den bag os på venstre side, sejlede vi til Syrien og kom til Tyrus, for dér skulle skibet losse lasten.
4Vi opsøgte så disciplene og blev dér hos dem i syv dage. Og tilskyndede af Ånden sagde de til Paulus, at han ikke skulle drage op til Jerusalem.
5Men det skete, da disse dage var til ende, at vi drog derfra og sejlede videre, og alle fulgte med os udenfor byen, også kvinder og børn; og på stranden bøjede vi knæ og bad.
6Da vi havde taget afsked med hinanden, gik vi ombord i skibet, men de vendte tilbage til deres.
7Fra Tyrus nåede vi frem til Ptolemais, hvor sørejsen var til ende. Og da vi havde hilst på brødrene, blev vi een dag hos dem.
8Næste dag drog vi videre og kom til Kæsarea, hvor vi tog ind i evangelisten Filips hjem, han, som var een af de syv, og hos ham forblev vi.
9Han havde fire døtre, jomfruer, som havde profetiens [[nådegave]].
10Da vi nu forblev der i flere dage, kom en profet ved navn Agabus ned fra Judæa.
11Han opsøgte os, tog Paulus' bælte, bandt sig selv på hænder og fødder og sagde: "Så siger Helligånden: den mand, som ejer dette bælte, vil jøderne binde således i Jerusalem, og de vil overgive ham i hedningers hænder!"
12Da vi hørte dette, bad både vi og de, som var på stedet, ham om ikke at drage op til Jerusalem.
13Paulus svarede da: "Hvorfor græder I og knuser mit hjerte? Jeg er rede til ikke blot at blive bundet, nej, også at dø i Jerusalem for HErren Jesu navns skyld!"
14Da han ikke lod sig overtale, slog vi os til ro og sagde: "HErrens vilje ske!"
15Da disse dage var gået, pakkede vi derfor og drog op til Jerusalem.
16Nogle af disciplene fra Kæsarea rejste også med os; de bragte os til een, hos hvem vi skulle bo: Mnason, en mand fra Kypern, som længe havde været discipel.
17Da vi nu kom til Jerusalem, modtog brødrene os med glæde.
18Dagen efter gik Paulus med os til Jakob, hvor alle præsterne var samlede.
19Og da han havde hilst på dem, fortalte han udførligt om det, Gud havde gjort blandt hedningerne ved hans tjeneste.
20Da de hørte det, priste de HErren og sagde til [[Paulus]]: "Du ser, broder, hvor mange titusinder af jøder, der er kommet til troen, og de er alle nidkære for Loven.
21Men nu har de hørt om dig, at du lærer alle jøderne ude blandt hedningerne frafald fra Moses ved at sige, at de ikke skal omskære deres børn eller leve efter de gamle skikke.
22Hvad så nu? Der vil sikkert komme en hel mængde mennesker sammen, og det vil med sikkerhed blive kendt, at du er kommet!
23Gør derfor, som vi siger til dig: der er hos os fire mænd, som har et løfte på sig.
24Tag dem med dig og lad dig rense sammen med dem og betal for dem, så at de kan få klippet håret; så vil alle forstå, at dét, der er blevet fortalt om dig, er usandt, og at du selv vandrer i overholdelse af Loven.
25Men om de troende hedninger har vi sendt et brev og bestemt, at de ikke skal overholde sådant, uden blot dét, at de skal afholde sig fra afgudsofre og blod og [[kød af]] kvalte dyr og fra utugt."
26Paulus tog så mændene med sig, og næste dag lod han sig rense sammen med dem og gik ind i templet for at opgive, hvornår renselsesdagene var til ende og offeret kunne frembæres for hver enkelt af dem.
27Men da de syv dage næsten var til ende, så jøderne fra Asien ham i templet, og de ophidsede hele folkeskaren og greb fat i ham
28og råbte: "Israelitiske mænd - hjælp! Dette er den mand, som overalt lærer mod folket og Loven og dette sted! Han har endog ført grækere ind i templet og vanhelliget dette hellige sted!"
29De havde nemlig før set Trofimus fra Efesus i byen sammen med dem; og nu troede de, at Paulus havde ført dem ind i templet.
30Og der blev uro i hele byen og folket stimlede sammen. De greb Paulus og trak ham ud af templet; og strax blev døren lukket.
31Men da de søgte at slå ham ihjel, gik der en melding op til vagtmandskabets tusindmandsfører om, at hele Jerusalem var i oprør.
32Han udtog da strax soldater og hundredmandsførere og løb ud med dem, og da folkene så tusindmandsføreren og soldaterne, holdt de op med at slå Paulus.
33Da kom tusindmandsføreren hen til ham og greb fat i ham; og han bød, at han skulle bindes med to lænker. Og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort.
34Nogle i hoben råbte da eet, andre noget andet; da han således ikke kunne få noget sikkert at vide på grund af postyret, bød han, at han skulle føres ind i borgen.
35Men da han kom til trappen, skete det, at han måtte bæres af soldaterne på grund af mængdens pres,
36thi hele folkeskaren fulgte efter og råbte: "Dræb ham!"
37Da Paulus var ved at blive ført ind i borgen, spurgte han tusindmandsføreren: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Han spurgte da: "Taler du græsk?
38Du er altså ikke dén ægypter, som for nogle dage siden skabte et oprør og førte de fire tusinde knivstikkere ud i ørkenen?"
39Paulus svarede: "Jeg er jøde, fra Tarsus, borger i en ikke ukendt by i Kilikien. Og jeg beder dig: tillad mig at tale til folket!"
40Da han tillod ham det, stillede Paulus sig på trappen og gav med hånden tegn til stilhed. Og da der blev helt stille, talte han til dem på det hebraiske sprog og sagde: