Acts 20— WIE

¹Da oprøret havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene; han formanede dem så, tog afsked med dem og drog afsted for at rejse til Makedonien.

²Efter at have rejst gennem disse egne og trøstet og formanet brødrene med mange ord drog han til Hellas.

³Da han havde været der i tre måneder, opstod der en jødisk sammensværgelse imod ham; han var da i færd med at drage videre til Syrien, men besluttede så i stedet at vende tilbage gennem Makedonien.

⁴Og Sopater fra Berøa, søn af Pyrrus, og af tessalonikerne Aristarkus og Secundus, og Gaius fra Derbe og Timoteus, og fra Asien Tykikus og Trofimus drog sammen med ham til Asien;

⁵de drog i forvejen og ventede på os i Troas.

⁶Vi sejlede så ud fra Filippi efter de usyrede brøds dage og kom til dem i Troas fem dage senere; dér tilbragte vi syv dage.

⁷Men på den første dag i ugen, da vi var samlede for at bryde brødet, talte Paulus med dem, da han agtede at rejse videre dagen efter - og han talte lige til midnat!

⁸Der var rigtig mange lamper i ovensalen, hvor vi var samlede,

⁹og en ung mand ved navn Eutykus sad i vinduet. Han var faldet i dyb søvn, fordi Paulus talte så længe, og overvældet af søvnen faldt han ned fra tredje etage - og da de tog ham op, var han død!

¹⁰Paulus gik da ned og kastede sig over ham, slog armene om ham og sagde: "Vær ikke urolige, thi hans sjæl er i ham!"

¹¹Så gik han op igen, brød brødet og spiste, og efter at han i længere tid havde talt med dem - lige til daggry - rejste han videre.

¹²Men de førte drengen levende hjem og blev ikke lidet trøstede!

¹³Vi var gået i forvejen om bord på skibet og sejlede til Assos. Der skulle vi tage Paulus ombord, thi således havde han bestemt det; selv ville han nemlig gå til fods.

¹⁴Da han mødte os i Assos, tog vi ham ombord, og vi kom til Mitylene,

¹⁵og efter at være sejlet derfra, kom vi den følgende dag på højde med Kios. Dagen derpå sejlede vi forbi Samos, og da vi havde været i Trogilium, kom vi den følgende dag til Milet.

¹⁶Thi Paulus havde besluttet sig til at sejle forbi Efesus, for at det ikke skulle ske, at han skulle miste tid i Asien. Han skyndte sig nemlig for om muligt at nå frem til Jerusalem til pinsedag.

¹⁷Han sendte da bud fra Milet til Efesus og tilkaldte Kirkens præster.

¹⁸Da de kom til ham, sagde han til dem: "I veed, hvordan jeg lige fra den første dag, jeg kom til Asien, har optrådt hos jer:

¹⁹hvordan jeg tjente HErren med al ydmyghed og under mange tårer over den prøvelse, som mødte mig ved jødernes onde anslag.

²⁰Da holdt jeg intet skjult af det, som kunne være til gavn for jer, nej, jeg forkyndte jer det og lærte jer det offentligt og i hjemmene.

²¹Jeg vidnede indtrængende både for jøder og for grækere om omvendelsen til Gud og troen på vor HErre Jesus Kristus.

²²Og se, bundet af Ånden drager jeg nu til Jerusalem, og jeg veed ikke, hvad der skal møde mig i hende;

²³kun, at Helligånden i by efter by vidner for mig og siger, at lænker og trængsler venter mig!

²⁴Men nej! det regner jeg for intet, og mit liv har intet værd for mig, når blot jeg kan fuldende mit løb og den tjeneste, jeg har fået af HErren Jesus: at aflægge vidnesbyrd om Evangeliet om Guds nåde.

²⁵Og se, nu veed jeg, at I aldrig mere skal se mit ansigt, alle I, blandt hvem jeg har gået omkring og forkyndt Guds Rige!

²⁶Derfor vidner jeg for jer på denne dag, at jeg ikke er skyldig i nogens blod.

²⁷Thi jeg har på ingen måde undladt at forkynde hele Guds rådslutning for jer.

²⁸Tag derfor vare på jer selv og på hele den hjord, over hvilken Helligånden har sat jer som biskopper, for at vogte Guds Kirke, Som Han har købt ved Sit Eget blod!

²⁹Jeg veed dette: at efter min bortgang skal der blandt jer komme glubske ulve, som ikke skåner hjorden.

³⁰Ja, af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører vranglære for at lokke disciplene med sig.

³¹Våg derfor og husk, at jeg i tre år, nat og dag, ikke er holdt op med at formane hver eeneste af jer med tårer!

³²Nu overgiver jeg jer da, brødre, til Gud og Ordet om Hans nåde, Som har magt til at opbygge jer og give jer del i arven blandt alle de helligede.

³³Jeg har ikke eftertragtet nogens sølv eller guld eller klæder!

³⁴I veed, at det, som jeg og mine ledsagere trængte til, har disse hænder selv tjent!

³⁵På alle måder har jeg vist jer, at vi må arbejde på denne måde, så vi kan tage os af de svage, idet vi også ihukommer HErren Jesu Ord, at Han Selv sagde: "Saligere er det at give end at modtage!"

³⁶Da han havde sagt dette, bøjede han knæene og bad sammen med dem alle.

³⁷Og de græd alle meget og faldt Paulus om halsen og kyssede ham.

³⁸Især sørgede de over dét ord, han havde sagt: at de aldrig mere skulle få hans ansigt at se. Så fulgte de ham til skibet.