Bible

1 Men det skete, mens Apollos var i Korint, at Paulus efter at have passeret de højereliggende distrikter kom til Efesus; dér fandt han nogle disciple. 2 Han spurgte dem da: "Fik i Helligånden, da I kom til troen?" Men de svarede ham: "Nej! Vi har ikke engang hørt, at Helligånden findes!" 3 Han sagde da til dem: "Hvad slags dåb blev I døbt med?" De svarede: "Med Johannes' dåb!" 4 Men Paulus sagde: "Johannes døbte med omvendelsesdåben og sagde til folket, at de skulle tro på Ham, Som kom efter ham, nemlig Jesus, Messias!" 5 Da de hørte dette, lod de sig døbe til HErren Jesu navn! 6 Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger, ja, talte profetisk! 7 Der var vel tolv mand i alt. 8 Han gik så ind i synagogen og talte frimodigt - og i tre måneder samtalede han med dem og overbeviste dem om alt, hvad der angår Guds Rige. 9 Men da nogle forhærdede sig og var ulydige og talte ondt om Vejen for mængdens åsyn, brød han med dem og skilte disciplene ud fra dem! Og han holdt daglig samtale i en vis Tyrannus' skole. 10 Dette fortsatte i to år, så at alle, som boede i Asien, fik HErrens Ord at høre, både jøder og grækere. 11 Og Gud gjorde også usædvanlige kraftgerninger ved Paulus' hænder, 12 så at folk til og med tog hans svededug og klædningsstykker, han havde haft på, og bar dem til de syge - og så forsvandt sygdommene fra dem, og de onde ånder fór ud af dem! 13 Men også nogle af de jødiske omvandrende åndemanere prøvede at nævne HErren Jesu navn over dem, som var besat af onde ånder, idet de sagde: "Vi besværger jer ved Den Jesus, Som Paulus forkynder!" 14 Blandt dem, som gjorde dette, var syv sønner af Skevas, en jødisk ypperstepræst; 15 men den onde ånd svarede og sagde: "Jesus kender jeg, og Paulus veed jeg om - men I, hvem er I?" 16 Og manden, som ånden var i, sprang løs på dem, overmandede dem alle og mishandlede dem, så de måtte flygte nøgne og sårede fra dette hus! 17 Dette blev kendt af alle jøder og grækere, som boede i Efesus, og der faldt frygt på dem alle, og de lovpriste HErren Jesu navn. 18 Mange af dem, som var kommet til tro, kom da og fortalte og bekendte, hvad de havde gjort. 19 Og ikke så få af dem, som havde øvet trolddomskunster, bragte deres bøger og brændte dem for alles åsyn. Og man regnede værdien af dem sammen og fandt frem til en værdi på halvtreds tusinde sølvpenge! 20 Således gik HErrens Ord frem med vælde og viste Sin magt! 21 Da nu alt dette var fuldført, besluttede Paulus i Ånden at drage gennem Makedonien og Akaia og derefter til Jerusalem, og han sagde: "Når jeg har været dér, må jeg også besøge Rom!" 22 Han sendte da to af dem, der tjente ham, Timoteus og Erastus, til Makedonien, men blev selv en tid i Asien. 23 Men det sket på denne tid, at der opstod alvorlige uroligheder på grund af Vejen. 24 Thi en mand ved navn Demetrius, en sølvsmed, lavede Artemistempler af sølv. Dette bragte ikke liden fortjeneste til kunstnerne. 25 Han kaldte da dem, som arbejdede med disse ting, sammen og sagde: "Mænd! I veed, at vor velstand stammer fra dette arbejde; 26 men nu ser og hører I, at denne Paulus ikke blot i Efesus, nej, i næsten hele Asien har overtalt og forført en ikke liden skare ved at sige, at de guder, som bliver lavet med hænder, ikke er sande guder. 27 Dette bringer ikke blot vort fag i fare for at komme i vanry, nej, også den store gudinde Artemis' tempel risikerer at blive regnet for intet, og så vil der blive gjort ende på hele hendes guddomsherlighed, som hele Asien, ja, hele verden dyrker!" 28 Da de hørte dette, blev de fulde af harme og råbte: "Stor er efesernes Artemis!" 29 Uroen bredte sig over hele byen, og alle som een stormede de afsted til teatret, og de slæbte makedonerne Gajus og Aristarkus, Paulus' rejsefæller, med. 30 Paulus ville gå ind til folket, men disciplene tillod ham det ikke. 31 Også nogle af asiarkerne, som var hans venner, sendte bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig ind i teatret. 32 Nogle råbte da eet, andre noget andet; thi folkeskaren var i oprør, og de fleste vidste end ikke, af hvilken grund, de var kommet sammen. 33 Men nogle i skaren satte Alexander ind i sagen, da jøderne havde skubbet ham frem. Alexander gav da tegn [[til stilhed]] med hånden og ville holde en forsvarstale for folket. 34 Men da de opdagede, at han var jøde, lød der et råb fra dem alle, og de råbte i omtrent to timer: "Stor er efesernes Artemis!" 35 Da byskriveren havde fået skaren til at falde til ro, sagde han: "I mænd, efesere! Hvem findes vel, som ikke veed, at efesernes by er tempelvogter for den store gudinde Artemis, for billedet af hende, som faldt ned fra Zeus. 36 Da dette er uimodsigeligt, skal I blot forholde jer rolige og ikke gøre noget uoverlagt. 37 Thi I har ført disse, som hverken er tempelrøvere eller spotter vor gudinde, hertil. 38 Hvis nu Demetrius og de kunstnere, som er med ham, har en klage mod nogen, så har vi jævnlige retsmøder, og vi har guvernøren, så de kan stævne hinanden for retten! 39 Men har I nogen krav udover dette, så må det afgøres af den lovlige folkeforsamling. 40 Thi vi står i fare for at blive anklaget for oprør, efter det, der er sket i dag, da vi ikke har noget, hvormed vi kan forsvare dette oprør, hvis vi kræves til regnskab derfor!" 41 Da han havde sagt dette, opløste han forsamlingen.