Bible

1 Han kom også til Derbe og Lystra. Og se, der var en discipel ved navn Timoteus, søn af en troende jødisk kvinde og en græsk fader. 2 Han havde godt vidnesbyrd fra brødrene i Lystra og Ikonium. 3 Paulus ønskede, at han skulle rejse ud sammen med ham, og han lod ham omskære på grund af de jøder, som boede i disse egne; de vidste nemlig alle, at hans fader var græsk. 4 Som de nu drog gennem byerne, pålagde de [[de troende]] at tage vare på de dogmer, som var vedtaget af apostlene og præsterne i Jerusalem. 5 Og menighederne blev styrkede i troen og voxede i tal dag for dag. 6 De drog så gennem Frygien og det galatiske land, fordi de af Helligånden blev hindret i at tale Ordet i Asien. 7 Da de kom ned til Mysien, forsøgte de at drage til Bitynien; men Jesu Ånd tillod dem det ikke! 8 Efter at være draget gennem Mysien, drog de så ned til Troas. 9 Og om natten viste et syn sig for Paulus: det var en mand, en makedoner, som stod der og bønfaldt ham og sagde: "Kom over til Makedonien og hjælp os!" 10 Da han havde set synet, forsøgte vi strax at drage til Makedonien, fordi vi skønnede, at HErren havde kaldet os til at forkynde Evangeliet for dem. 11 Da vi derfor var sejlet fra Troas, sejlede vi direkte til Samotrake og dagen efter til Neapolis 12 og derfra til Filippi, den første by i den del af Makedonien, en [[romersk]] koloni, og dér tilbragte vi nogle dage. 13 På sabbatsdagen gik vi udenfor byporten, ud til en flod, hvor de plejede at holde bøn. Dér satte vi os og talte med de kvinder, som var kommet sammen. 14 Og en kvinde ved navn Lydia, en purpurkræmmerske fra byen Tyatira, som dyrkede Gud efter jødernes tro, lyttede; HErren havde åbnet hendes hjerte, så hun gav agt på dèt, Paulus sagde. 15 Da hun og hendes hus var blevet døbt, bad hun os og sagde: "Hvis I mener, at jeg tror på HErren, så kom til mit hjem og bo der!" - og hun nødte os! 16 Men det skete, mens vi engang var på vej til bøn, at en tjenestepige, som var besat af en spådomsånd, kom os imøde; hun skaffede sine herrer et stort udbytte ved at spå. 17 Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: "Disse mennesker er Guds, Den Højestes tjenere, som forkynder os Frelsens Vej!" 18 Dette gjorde hun i mange dage. Men Paulus blev irriteret og vendte sig mod ånden og sagde: "Jeg byder dig i Jesu Kristi navn at fare ud af hende!" Og i samme stund fór den ud af hende! 19 Men da hendes herrer så, at deres håb om udbytte forsvandt, greb de fat i Paulus og Silas og slæbte dem ned til torvet for at stille dem for dommerne. 20 Og de førte dem frem for embedsmændene og sagde: "Disse mennesker skaber uro i vor by; de er jøder, 21 og de forkynder skikke, som vi ikke har lov at antage eller leve efter, eftersom vi er romere." 22 Og folket rejste sig samdrægtigt imod dem; embedsmændene rev da klæderne af dem og bød, at de skulle piskes! 23 Da de havde givet dem mange slag, kastede de dem i fængsel og befalede fangevogteren at tage omhyggeligt vare på dem. 24 Da han havde fået denne befaling, kastede han dem i det inderste fangerum og fæstede deres fødder i stokken. 25 Men hen imod midnat bad Paulus og Silas og sang hymner til Gud, og de andre fanger lyttede til dem. 26 Da kom der pludselig et stort jordskælv, så fængselets grundvolde rystedes. Og strax åbnedes alle dørene og alles lænker faldt af! 27 Da fangevogteren vågnede og så, at fængselets døre stod åbne, drog han sit sværd og ville tage sit eget liv, fordi han troede, at fangerne var flygtede. 28 Men Paulus råbte med høj røst og sagde: "Gør ikke dig selv noget ondt, thi vi er her alle!" 29 [[Fangevogteren]] bad da om lys og styrtede ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas, 30 og han førte dem ud og spurgte: "Gode herrer! Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" 31 De svarede: "Tro på HErren Jesus Kristus, og du skal blive frelst, både du og dit hus!" 32 Og de talte HErrens Ord til ham og til alle, som var i hans hus. 33 Og i den samme time på natten tog han dem med og vaskede deres sår - og strax derefter lod han sig døbe med samt alle sine. 34 Så førte han dem med til sit hjem og dækkede bord for dem, og han glædede sig over, at han med hele sit hus var kommet til tro på Gud. 35 Da det blev dag, sendte embedsmændene bud med retsbetjentene og sagde: "Løslad disse mennesker!" 36 Fangevogteren fortalte så dette til Paulus og sagde: "Embedsmændene har sendt bud om, at I skal løslades; kom derfor ud og gå i fred!" 37 Men Paulus sagde til dem: "De har pisket os offentligt uden dom, skønt vi er romerske borgere, og kastet os i fængsel - og så vil de i hemmelighed sende os bort? Ikke tale om! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!" 38 Vagtmandskabet bragte da dette svar til embedsmændene, som blev bange, da de hørte, at de var romerske borgere. 39 Så kom de selv og talte venligt med dem, førte dem ud og bad dem drage bort fra byen. 40 De forlod da fængselet og gik hjem til Lydia. Der traf de brødrene, trøstede og formanede dem og drog så videre.