Acts 16— WIE

¹Han kom også til Derbe og Lystra. Og se, der var en discipel ved navn Timoteus, søn af en troende jødisk kvinde og en græsk fader.

²Han havde godt vidnesbyrd fra brødrene i Lystra og Ikonium.

³Paulus ønskede, at han skulle rejse ud sammen med ham, og han lod ham omskære på grund af de jøder, som boede i disse egne; de vidste nemlig alle, at hans fader var græsk.

⁴Som de nu drog gennem byerne, pålagde de [[de troende]] at tage vare på de dogmer, som var vedtaget af apostlene og præsterne i Jerusalem.

⁵Og menighederne blev styrkede i troen og voxede i tal dag for dag.

⁶De drog så gennem Frygien og det galatiske land, fordi de af Helligånden blev hindret i at tale Ordet i Asien.

⁷Da de kom ned til Mysien, forsøgte de at drage til Bitynien; men Jesu Ånd tillod dem det ikke!

⁸Efter at være draget gennem Mysien, drog de så ned til Troas.

⁹Og om natten viste et syn sig for Paulus: det var en mand, en makedoner, som stod der og bønfaldt ham og sagde: "Kom over til Makedonien og hjælp os!"

¹⁰Da han havde set synet, forsøgte vi strax at drage til Makedonien, fordi vi skønnede, at HErren havde kaldet os til at forkynde Evangeliet for dem.

¹¹Da vi derfor var sejlet fra Troas, sejlede vi direkte til Samotrake og dagen efter til Neapolis

¹²og derfra til Filippi, den første by i den del af Makedonien, en [[romersk]] koloni, og dér tilbragte vi nogle dage.

¹³På sabbatsdagen gik vi udenfor byporten, ud til en flod, hvor de plejede at holde bøn. Dér satte vi os og talte med de kvinder, som var kommet sammen.

¹⁴Og en kvinde ved navn Lydia, en purpurkræmmerske fra byen Tyatira, som dyrkede Gud efter jødernes tro, lyttede; HErren havde åbnet hendes hjerte, så hun gav agt på dèt, Paulus sagde.

¹⁵Da hun og hendes hus var blevet døbt, bad hun os og sagde: "Hvis I mener, at jeg tror på HErren, så kom til mit hjem og bo der!" - og hun nødte os!

¹⁶Men det skete, mens vi engang var på vej til bøn, at en tjenestepige, som var besat af en spådomsånd, kom os imøde; hun skaffede sine herrer et stort udbytte ved at spå.

¹⁷Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: "Disse mennesker er Guds, Den Højestes tjenere, som forkynder os Frelsens Vej!"

¹⁸Dette gjorde hun i mange dage. Men Paulus blev irriteret og vendte sig mod ånden og sagde: "Jeg byder dig i Jesu Kristi navn at fare ud af hende!" Og i samme stund fór den ud af hende!

¹⁹Men da hendes herrer så, at deres håb om udbytte forsvandt, greb de fat i Paulus og Silas og slæbte dem ned til torvet for at stille dem for dommerne.

²⁰Og de førte dem frem for embedsmændene og sagde: "Disse mennesker skaber uro i vor by; de er jøder,

²¹og de forkynder skikke, som vi ikke har lov at antage eller leve efter, eftersom vi er romere."

²²Og folket rejste sig samdrægtigt imod dem; embedsmændene rev da klæderne af dem og bød, at de skulle piskes!

²³Da de havde givet dem mange slag, kastede de dem i fængsel og befalede fangevogteren at tage omhyggeligt vare på dem.

²⁴Da han havde fået denne befaling, kastede han dem i det inderste fangerum og fæstede deres fødder i stokken.

²⁵Men hen imod midnat bad Paulus og Silas og sang hymner til Gud, og de andre fanger lyttede til dem.

²⁶Da kom der pludselig et stort jordskælv, så fængselets grundvolde rystedes. Og strax åbnedes alle dørene og alles lænker faldt af!

²⁷Da fangevogteren vågnede og så, at fængselets døre stod åbne, drog han sit sværd og ville tage sit eget liv, fordi han troede, at fangerne var flygtede.

²⁸Men Paulus råbte med høj røst og sagde: "Gør ikke dig selv noget ondt, thi vi er her alle!"

²⁹[[Fangevogteren]] bad da om lys og styrtede ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas,

³⁰og han førte dem ud og spurgte: "Gode herrer! Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?"

³¹De svarede: "Tro på HErren Jesus Kristus, og du skal blive frelst, både du og dit hus!"

³²Og de talte HErrens Ord til ham og til alle, som var i hans hus.

³³Og i den samme time på natten tog han dem med og vaskede deres sår - og strax derefter lod han sig døbe med samt alle sine.

³⁴Så førte han dem med til sit hjem og dækkede bord for dem, og han glædede sig over, at han med hele sit hus var kommet til tro på Gud.

³⁵Da det blev dag, sendte embedsmændene bud med retsbetjentene og sagde: "Løslad disse mennesker!"

³⁶Fangevogteren fortalte så dette til Paulus og sagde: "Embedsmændene har sendt bud om, at I skal løslades; kom derfor ud og gå i fred!"

³⁷Men Paulus sagde til dem: "De har pisket os offentligt uden dom, skønt vi er romerske borgere, og kastet os i fængsel - og så vil de i hemmelighed sende os bort? Ikke tale om! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!"

³⁸Vagtmandskabet bragte da dette svar til embedsmændene, som blev bange, da de hørte, at de var romerske borgere.

³⁹Så kom de selv og talte venligt med dem, førte dem ud og bad dem drage bort fra byen.

⁴⁰De forlod da fængselet og gik hjem til Lydia. Der traf de brødrene, trøstede og formanede dem og drog så videre.