1Derpaa kom boglærde og farisæer fra Jerusalem til Jesus og sagde:
2Hvorfor overtræde dine disciple de gamles vedtægt; thi de vaske ikke deres hænder, naar de ville holde maaltid.
3Men han svarede og sagde til dem: Hvorfor overtræde ogsaa i Guds bud for eders vedtægts skyld;
4thi Gud har budet og sagt: \Ær fader og moder!\ og: \Den, som bander fader eller moder, skal visselig dø!\
5men i sige: Den, som siger til fader eller moder: Det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er helliget Gud! og han vil vist ikke ære sin fader eller sin moder;
6og i har gjort Guds bud til intet ved eders vedtægt.
7I hyklere! Jesaja har spaaet rigtigt om eder, da han sagde:
8Dette folk holder sig nær til mig med sin mund og ærer mig med læberne, men deres hjærte er langt fra mig;
9men de dyrke mig forgjæves, idet de føre lærdomme, som er menneskebud. -
10Saa kaldte han skaren til sig og sagde til dem: Hører og forstaaer!
11Ikke hvad der kommer ind i munden, gjør mennesket urent; men hvad der gaaer ud af munden, det gjør mennesket urent.
12Da traadte hans disciple til og sagde til ham: Veed du, at farisæerne ved at høre den tale har forarget sig.
13Men han svarede og sagde: Hver plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rod;
14lad dem fare! Blinde ere blindes vejledere; men naar blind leder blind, falde de begge i grav. -
15Men Peder tog ordet og sagde til ham: Forklar os denne lignelse!
16Jesus sagde: Ere ogsaa i endnu uforstandige;
17forstaa i endnu ikke, at alt, hvad der kommer ind i munden, gaaer i bugen og udføres ad den naturlige vej;
18men hvad som gaaer ud af munden, kommer fra hjærtet, og det gjør mennesket urent;
19thi fra hjærtet udgaa onde tanker: Mord, hor, skjørlevnet, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser;
20det er dette, som gjør mennesket urent, men at spise med uvaskede hænder, det gjør ikke mennesket urent.
21Da Jesus gik ud derfra, drog han afsides til Tyros' og Sidons egne;
22og se, en kananæisk kvinde kom fra de samme grændser, hun raabte til ham og sagde: Herre, Davids Søn, forbarm dig over mig! min datter er ilde besat;
23men han svarede hende ikke et ord; og hans disciple gik til ham, bade ham og sagde: Skil dig af med hende! thi hun raaber efter os.
24Da tog Jesus Ordet og sagde: Jeg er ikek udsendt uden til de fortabte faar af Israels hus.
25Men hun kom, faldt ned for ham og sagde: Herre hjælp mig!
26Men han svarede og sagde: Det er ikke smukt, at tage børnenes brød og kaste det for smaahunde.
27Men hun sagde: Jo Herre! thi smaahunde æde og af de smuler, som falde fra deres Herres bord.
28Da tog Jesus Ordet, og sagde til hende: O kvinde, stor er din tro, dig ske som du vil! og hendes datter blev helbredet fra samme stund.
29Da Jesus gik bort derfra, kom han til Galilæas sø; og han steg op paa bjerget og satte sig der;
30og mange skarer gik til ham, og de havde halte, blinde, stumme, krøblinger og mange andre med sig, og de lagde dem for Jesu fødder, og han helbredte dem;
31saa skarerne forundrede sig, da de saae stumme tale, krøblinger helbredte, halte gaa og blinde se; og de lovede Israels Gud.
32Men Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: Jeg ynkes inderlig over denne skare, thi de har nu tøvet tre dage hos mig, og de har ikke, hvad de kunne spise, og lade dem fare fastende bort vil jeg ikke, at de ikke skal forsmægte paa vejen.
33Hans disciple sagde til ham: Hvorfra skal vi faa saa mange brød i ørken, saa vi kunne mætte saa stor en skare?
34Jesus sagde til dem: Hvormange brød have i? De sagde til ham: Syv, og faa smaafiske;
35og han bød skarerne sidde ned paa jorden.
36Saa tog han de syv brød og fiskene; han takkede og brød dem, og gav dem til sine disciple, men disciplene til skaren;
37og de spiste alle og bleve mætte, og opsamlede de levnede stykker, syv madkurve fulde.
38Men de, som havde spist, vare 4000 mænd foruden kvinder og børn.
39Saa lod han skarerne fare, steg paa et skib og kom til Magdalas enemærker.