1Farisæerne og nogle af de boglærde, som vare komne fra Jerusalem, samledes hos ham;
2og da de saae nogle af hans disciple spise brød med vanhellige, det er uvaskede, hænder, lastede de det; -
3Farisæerne nemlig og alle Jøder spise ikke uden at vaske hænderne med næven, idet de holde de gamles skik;
4og de spise intet fra torvet, naar det ikke er skyllet; og der er mange andre ting, som de har vedtaget at holde: Skylning af bæger, krus, kobberkar og borde. -
5Derpaa spurgte farisæerne og de boglærde ham: Hvorfor følge dine disciple ikke de gamles skik, men spise brød, uden at vaske hænderne?
6Han svarede og sagde til dem: Jesaja har træffende spaaet om eder, i hyklere, som skrevet er: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjærte er langt fra mig;
7men de dyrke mig forgjæves, idet de føre lærdomme, som ere menneskers bud;
8thi i forlade Guds bud og holde fast paa menneskers skik, skylning af krus og bægere, og i gjøre mange andre ting, der ligne dette;
9og han sagde til dem: Smukt sætte i Guds bud tilside, for at i kan holde eders skik!
10Thi Mose sagde: Ær din fader og moder! og: Den, som bander fader eller moder, skal visselig dø;
11men i sige: Naar et menneske siger til fader og moder: Det, hvormed du kunde bleven hjulpet af mig, det er \korban\, (det er \helliget Gud\,)
12og i ikke tillade ham at gjøre noget for sin fader eller moder,
13saa gjøre i Guds Ord til intet ved eders skik, som i har paalagt. Og i gjøre mange ting, som ligne dette.
14Saa kaldte han alt folket til sig og sagde til dem: Hører mig alle og forstaaer!
15Der er intet udenfor mennesket, som, naar det kommer ind i ham, kan gjøre ham uren; men hvad der gaaer ud af ham, det er det, som gjør mennesket urent.
16Har nogen øren, at høre med, han høre! -
17Da han var gaaet ind i huset fra folket, spurgte hans disciple ham om denne lignelse;
18og han sagde til dem: Saa ere da ogsaa i uforstandige! begribe i ikke, at intet, som udenfra kommer ind i mennesket, kan gjøre ham uren;
19fordi det kommer ikke ind i hans hjærte men i bugen, og det gaaer bort ad den naturlige vej og renser al maden.
20Men han sagde: Hvad der gaaer ud af mennesket, det gjør mennesket urent;
21thi indenfra, fra menneskenes hjærte, udgaa de onde tanker: Hor, skørlevnet, mord,
22tyveri, gjerrighed, ondskab, svig, uterlighed, misundelse, bespottelse, hovmod, dumhed;
23alle disse onde ting komme indenfra og gjøre mennesket urent.
24Han stop op og gik derfra til grændserne af Tyros og Sidon, og da han gik ind i et hus, vilde han ikke, at nogen skulde vide det, men det kunde ikke blive skjult;
25thi en kvinde, hvis datter havde en uren aand, havde hørt om ham, og hun kom og faldt ned for hans fødder.
26Det var en græsk kone, en Syro-fønikerinde af slægt, go hun bad ham, at han vilde drive dæmnenn ud af hendes datter;
27men Jesus sagde til hende: Lad først børnene blive mætte; thi det er ikke smukt, at tage børnenes brød og kaste det for smaahundene;
28men hun svarede og sagde til ham: Jo Herre! thi ogsaa smaahundene under bordet æde af børnenes smuler;
29og han sagde til hende: Gaa for det ords skyld! Dæmnen er faren ud af din datter!
30og hun gik hjem og fandt, at dæmnen var faren ud, og at datteren laa paa sengen.
31Da han atter drog bort fra Tyros' og Sidons grændser, kom han til Galilæas sø, midt gjennem Dekapolis' grændser;
32og de førte en døv, som havde et svært maal, til ham, og de bade ham, at han vilde lægge haanden paa ham.
33Saa tog han ham afsides fra skaren, lagde sin finger i hans øren, spyttede og rørte ved hans tunge;
34og han saae op til himlen, sukkede og sagde til ham: \Effata\, det er \oplad dig!\
35og strax aabnedes hans hørelse og hans tungebaand løstes, og han talede rent.
36Han paalagde dem, at de ikke skulde sige det til nogen; men jo mere han paalagde dem det, desto mere prækede de derom;
37og de forundrede sig overmaade og sagde: Han har gjort det godt altsammen! Han gjør, at døve høre og maalløse tale!