Mark 6— LB

¹Han gik ud og kom til sin fæderne stad, og hans disciple fulgte ham;

²og da hviledagen kom, begyndte han at lære i skolen, og mange tilhørere forundrede sig meget og sagde: Hvorfra har han dette? og hvilken visdom er given ham? og saadanne kraftige gjerninger ske ved hans hænder!

³er det ikke tømmermanden, en søn af Maria og broder til Jakob og Joses og Simon? og er hans søstre ikke her hos os? og de forargedes paa ham.

⁴Men Jesus sagde til dem: En profet er ikke ringeagtet uden i sin fæderneegn, blandt sine slægtninger og i sit hus;

⁵og der kunde han ikke gjøre nogen kraftig gjerning, uden at han lagde hænderne paa nogle faa svage og helbredte dem.

⁶Han forundrede sig over deres vantro, og han gik omkring i bondebyerne og lærte.

⁷Han kaldte de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to, og gav dem magt over de urene aander,

⁸og bød dem, at de ikke maatte tage noget med paa vejen uden en vandrestav alene, hverken taske eller brød eller mønt i beltet;

⁹men de skulde have sko paa, men ikke iføre sig to kjortler;

¹⁰og han sagde til dem: Naar i gaa ind i et hus, saa bliver der, til i drage bort fra stedet;

¹¹og naar de ikke ville modtage eder eller høre eder, saa skal i drage bort derfra, og ryste støvet af under eders fødder til vidnesbyrd mod dem. Sandelig siger jeg eder: Det skal gaa Sodoma og Gomorra taaligere paa dommens dag end denne stad.

¹²Saa gik de ud og prædikede, for at de skulde omvende sig,

¹³og de drev magne dæmner ud, og salvede mange svage med olie og helbredte dem.

¹⁴Da kong Herodes hørte det - hans navn var nemlig blevet bekjendt - sagde han: Døberen Johannes er oprejst fra døde, og derfor virke de kraftige gjerninger i ham.

¹⁵Andre sagde: Han er Elia; andre sagde: Han er en profet, som en af profeterne;

¹⁶men da Herodes hørte det, sagde han: Han er den Johannes, som jeg har halshugget, han er oprejst fra døde. -

¹⁷Herodes sendte nemlig selv folk, greb Johannes og lænkede ham i fængslet, for Herodias', hans broder Filips hustrus, skyld, fordi han havde ægtet hende.

¹⁸Johannes havde nemlig sagt til Herodes: Det er dig ikke tilladt at have din broders hustru.

¹⁹Men Herodias efterstræbte ham og vilde slaa ham ihjel, men kunde ikke;

²⁰Herodes var nemlig bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, og han holdt sin haand over ham, og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf, og han hørte ham gjerne.

²¹Men da der kom en beleilig dag, da Herodes paa sin fødselsdag gav sine stormænd, høvdingerne og de fornemme i Galilæa, et maaltid,

²²og Herodias' datter traadte ind og dandsede, og behagede Herodes og gjæsterne, sagde kongen til pigen; Bed mig om, hvad du vil, og jeg vil give dig det;

²³og han svor hende til: Hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil halvdelen af mit rige.

²⁴Men hun gik ud og sagde til sinmoder: Hvad skal jeg bede om? men hun sagde: Om Døberen Johannes' hoved!

²⁵Hun gik da strax hastig til kongen, bad og sagde: Jeg vil, at du øjeblikkelig giver mig Døberen Johannes' hoved paa et fad.

²⁶Kongen blev meget bedrøvet, men for edernes og gjæsternes skyld vilde han ikke afvise hende;

²⁷og kongen sendte strax en drabant og befalede at bringe hans hoved.

²⁸Men han gik hen, halshuggede ham i fængslet og bragte hans hoved paa et fad, og han gav pigen det, og pigen gav sin moder det. -

²⁹Da hans disciple hørte det, kom de, toge hans legeme og lagde det i en grav.

³⁰Apostlene samledes hos Jesus og meldte ham alt, baade hvad de havde gjort, og hvad de havde lært;

³¹og han sagde til dem: Kommer i afsides til et øde sted, og hviler eder lidt; thi der var mange, som kom og gik, og de havde ikke engang tid til at spise;

³²og de gik tilsøs afsides til et øde sted. -

³³Mange saae dem fare bort, og mange kjendte ham, og de løb til lands fra alle stæder og kom foran dem og kom til ham.

³⁴Da Jesus gik iland, saae han en stor skare, og han ynkedes over dem, for de vare som faar uden hyrde, og han begyndte at lære dem meget.

³⁵Da klokken var bleven mange, gik han disciple til ham og sagde: Stedet er øde og klokken er allerede mange;

³⁶send dem bort, for at de kan gaa til de omliggende gaarde og byer og kjøbe sig brød, thi de har intet at spise.

³⁷Men han svarede og sagde til dem: Giver i dem at spise! og de sagde til ham: Skal vi gaa hen og kjøbe for 200 mark brød, og give dem at spise?

³⁸Men han siger til dem: Hvormange brød har i? gaaer hen og seer efter! og da de fik det at vide, sige de: Fem, og to fisk;

³⁹og han befalede dem at lade alle sætte sig ned, lag om lag i det grønne græs;

⁴⁰og de satte sig ned, hob ved hob, her 100 og der 50;

⁴¹og han tog de fem brød og de to fisk, saae til himlen og velsignede dem, og han brød brødene, gav sine disciple dem, for at de skulde lægge dem for dem, og de to fisk delte han til dem alle;

⁴²og de spiste alle og bleve mætte;

⁴³og de samlede 12 kurve fulde af stykker og af fiskene;

⁴⁴og de, som havde spist brødene, vare 5000 mænd.

⁴⁵Han nødte strax sine disciple til at gaa i skibet og iforvejen sætte over til hin side til Betsajda, indtil han lod folket fare;

⁴⁶og da han havde taget afsked med ham, gik han op paa bjerget for at bede.

⁴⁷Da det var blevet silde, var skibet midt i søen, og selv var han ene i land;

⁴⁸og han saae dem slide med at ro, thi vinden var dem imod; og ved fjerde nattevagt kom han til dem, vandrende paa søen, og han vilde gaa dem forbi.

⁴⁹Men da de saae ham vandre paa søen, mente de, det var et spøgelse, og skreg:

⁵⁰thi de saae ham alle og bleve forskrækkede; men han talede strax med dem og sagde til dem: Værer frimodige! det er mig, frygter ikke!

⁵¹og han gik ind til dem i skibet, og vinden lagde sig. Men de forfærdedes overmaade ved sig selv og forundrede sig;

⁵²thi de havde ikke faaet forstand ved brødene, thi deres hjærte var forhærdet. -

⁵³Da de vare satte over, kom de til Genezarets land, og de lagde til;

⁵⁴og da de vare gaaede fra borde, kjendte man ham strax,

⁵⁵og de løb hele omegnen igjennem og de begyndte paa senge at føre dem, som vare syge, hen, hvor de hørte, han var;

⁵⁶og hvor han tog ind i byer, stæder eller gaarde, lagde de de syge paa torvene og bade ham, at de kun maatte røre ved sømmen af hans klædebon, og saa mange som rørte ved ham, bleve helbredte.