Mark 5— LB

¹Saa kom de til hin sides søen til Gadarenernes egn;

²og da han traadte ud af skibet, mødte ham strax et menneske fra gravene med en uren aand;

³han havde sit tilhold i gravene, og man kunde ikke engang holde ham i lænker;

⁴eftersom han ofte var lagt i blok og lænker, og lænkerne vare rykkede af ham og blokkene slidte sønder, og ingen havde magt til at tæmme ham;

⁵og han var altid nat og dag i gravene og paa bjergene, han skreg og slog sig selv med sten;

⁶men da han saae Jesus langt borte, løb han og kastede sig ned for ham;

⁷han skreg med høj røst og sagde: Hvad er der mig og dig imellem, Jesus, du den højeste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig!

⁸Han sagde nemlig til ham: Far ud, du urene aand af dette menneske!

⁹og han spurgte ham: Hvad er dit navn, og han svarede og sagde: \Hær\ er mit navn, thi vi er mange;

¹⁰og han bad ham meget, at han ikke vilde skikke ham ud af denne egn.

¹¹Men der var der en stor flok svin, som græssede ved bjerget;

¹²og alle dæmnerne bad ham og sagde: Send os i disse svin, at vi maa fare i dem;

¹³og Jesus tillod dem det strax; saa foer de urene aander ud og gik i svinene; men flokken styrtede fra klinten i søen (de var henved 2000) og de druknede i søen.

¹⁴Men de, som vogtede svinene, flygtede og meldte det i staden og paa landet. De gik ud for at se, hvad der var skeet;

¹⁵og de kom til Jesus, og de saae den besatte sidde baade paaklædt og ved sin forstand, ham, som havde haft \hæren\, og de forfærdedes;

¹⁶men de, som havde seet det, fortalte dem,, hvorledes det var gaaet den besatte, og om svinene;

¹⁷og de begyndte at bede ham om at gaa bort fra deres grændser.

¹⁸Da han gik i skibet, bad han, som havde været besat, ham om at være hos ham.

¹⁹Men Jesus tillod ham det ikke, men sagde til ham: Gaa hjemm til dine, og forkynd dem, hvor store ting Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig;

²⁰og han gik bort og begyndte at prædike i Dekapolis, hvor store ting Jesus havde gjort imod ham, og alle forundrede sig.

²¹Da Jesus atter var faret med skibet til hin side, samledes en stor skare hos ham; og han var ved søen;

²²og se, der kom en af skoleforstanderne ved navn Jair, og da han saae ham, faldt han ned for hans fødder,

²³bad ham meget og sagde: Min datter er paa det sidste! o kom dog og læg hænder paa hende, for at hun kan frelses og maa leve! -

²⁴Saa gik han bort med ham, og en stor skare fulgte ham, og de trængte ham;

²⁵og der var en kvinde, som havde haft blodflod i 12 aar,

²⁶og lidt meget af mange læger og sat alting til paa dem, og hun var ikke bleven hjulpen, men havde forværret sig meget.

²⁷Da hun hørte om Jesus, kom hun i skaren bagfra og rørte ved hans klædebon;

²⁸thi hun sagde: Kan jeg kun røre ved hans klædebon, saa bliver jeg frelst!

²⁹og strax tørredes hendes blods kilde og hun fornam i legemet, at hun var bleven helbredet fra denne plage.

³⁰Da Jesus strax mærkede paa sig, at der gik en kraft fra ham, vendte han sig om blandt folket og sagde: Hvem rørte ved mine klæder?

³¹og hans disciple sagde til ham: Du seer, folket trænger dig, og du siger: Hvem rørte mig?

³²Han saae omkring for at faa øje paa hende, som havde gjort dette;

³³men kvinden frygtede og skjælvede, men da hun vidste, hvad der var skeet hende, kom hun, faldt ned for ham og sagde til ham hele sandheden.

³⁴Men han sagde til hende: Datter! din tro har frelst dig, gaa bort i fred, og vær helbredet for din plage! -

³⁵Da han endnu talede, kom de fra skoleforstanderens og sagde: Din datter er død, hvorfor ulejliger du læreren?

³⁶Men da Jesus strax hørte, hvad der blev talet, sagde han til skoleforstanderen: Frygt ikke, tro kun!

³⁷og han lod ingen følge sig uden Peder og Jakob og Johannes, Jakobs broder;

³⁸og han kom til skoleforstanderens hus og saae støjen, dem, som græd og hylede meget.

³⁹Han gik ind og sagde til dem: Hvorfor støje og græde i? Barnet er ikke død, men sover!

⁴⁰og de udlo ham; men han jog dem alle ud, tog barnets fader og moder med sig og dem, der vare med ham, og gik ind, hvor barnet laa;

⁴¹og han tog barnets haand og sagde til hende: \Talita kumi!\ der er oversat: \Pigelil, jeg siger dig: Staa op!\

⁴²og den lille pige stod strax op og gik omkring; hun var nemlig 12 aar gammel. Ogde forfærdedes overmaade;

⁴³og han bød dem meget, at ingen skulde faa det at vide, og han sagde, at man skulde give hende at spise.