Mark 4— LB

¹Han begyndte atter at lære ved søen, og meget folk samledes hos ham, saa han steg i skibet og sad paa søen, og hele folket var paa landet ved søen;

²og han lærte dem mange ting ved lignelser, og sagde til dem i sin undervisning:

³Hører! se, en sædemand gik ud at saae;

⁴og som han saaede, faldt noget ved vejen, og fuglene kom og aad det op;

⁵men noget faldt paa klippegrund, hvor det ikke havde megen jord, og det løb strax op, fordi det ikke havde dyb jord;

⁶men da solen gik op, blev det brændt og visnede, fordi det ikke havde rod;

⁷og noget faldt blandt torne, og tornene voxede op og kvalte det, saa det gav ikke frugt;

⁸og noget faldt i god jord, og gav skydende og voxende grøde, og noget bar 30, noget 60 og noget 100 fold.

⁹Og han sagde: Den, som har øren at høre med, han høre! -

¹⁰Men da han var bleven ene, spurgte de, som vare om ham tilligemed de tolv, ham om lignelsen,

¹¹og han sagde til dem: Eder er det givet at kjende Guds riges hemmelighed; men for dem, som ere udenfor, skeer det altsammen i lignelser,

¹²at de, skjøndt seende se, og dog ikke indse, og skjøndt hørende høre, og dog ikke forstaa, saa de slet ikke omvende sig og synderne blive dem forladne.

¹³Og han siger til dem: Forstaa i ikke denne lignelse, hvorledes skulle i da forstaa alle lignelser?

¹⁴Sædemanden saaer Ordet:

¹⁵men de ved vejen ere dem, hvor Ordet saaes, og naar de have hørt det, kommer satan strax og tager Ordet bort, som var saaet i deres hjærter;

¹⁶og ligeledes de, som ere saaede paa klippegrund, det er dem, som, naar de har hørt Ordet, strax modtage det med glæde;

¹⁷men de have ikke rod i sig, men holde ved til en tid, og derpaa, naar trængsel og forfølgelse kommer for Ordets skyld, forarges de strax;

¹⁸og det er dem, som saaedes blandt torne, de høre Ordet,

¹⁹og denne verdens bekymringer, rigdoms forførelse og begjærlighed efter de øvrige ting trænge ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden frugt;

²⁰og det er dem, som er saaede i den gode jord, de, som høre Ordet, og modtage det og bære frugt, en del 30, og en del 60, en del 100 fold.

²¹Han sagde til dem: Kommer lyset ind for at sættes under skjæppen eller under bordet? mon ikke for at sættes paa lysestagen?

²²Der er nemlig intet skjult, som jo skal aabenbares; der skeer intet i løn, uden at det bliver aabenbaret.

²³Har nogen øren at høre med, han høre! -

²⁴Og han sagde til dem: Seer til, hvad i høre! Med hvad maal, i maale, skal der maales eder; og eder, som hører, skal der gives mere;

²⁵den, som nemlig har, ham skal der gives, og den, som ikke har, ham skal fratages, hvad han har.

²⁶Han sagde: Saadan er Guds rige, som naar et menneske kaster sæd i jorden;

²⁷han sover og staaer op nat og dag, og sæden skyder og voxer, han veed ikke selv hvordan;

²⁸af sig selv bærer jorden nemlig frugt, først straa, saa ax, og derpaa fuldt korn i axet;

²⁹men naar frugten er vægtig, skikker han strax leen ind, fordi høsten staaer for. -

³⁰Han sagde: Hvad skal vi ligne Guds rige ved? eller ved hvilken lignelse skal vi forestille os det?

³¹Det er som sennepskornet, som naar det saaes i jorden, er mindre end alt korn, som saaes i jorden;

³²og naar det er saaet, voxer det op og bliver større end alle madurter, og faaer store grene, saa himlens fugle kan bo under dets skygge. -

³³I mange saadanne lignelser talede han Ordet til dem, eftersom de kunde høre;

³⁴men uden lignelse talede han ikke til dem, og i enrum udlagde han sine disciple alt.

³⁵Samme dag sagde han til dem om aftenen: Lad os fare over paa den anden side!

³⁶og de lod folket fare og tog ham med i skibet, hvor han var, og der var andre baade med ham;

³⁷og der kom et stærkt vindstød og kastede bølgerne ind i skibet, saa det allerede fyldtes;

³⁸og selv var han i bagstavnen og sov paa en hovedpude; og de vakte ham og sagde til ham: Lærer! bryder du dig ikke om, at vi forgaa!

³⁹Saa rejste han sig op, truede vinden og sagde til søen: Ti, rolig! og vinden lagde sig, og der blev stort havblik;

⁴⁰og han sagde til dem: Hvorfor ere i saa frygtsomme? hvorledes har i ingen tro!

⁴¹Men de frygtede overmaade og sagde til hverandre: Hvem er dog han, da baade vind og sø lyde ham.