1Han gik atter ind i skolen, og der var et menneske med en vissen haand,
2og de toge vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa hviledagen, for at de kunde anklage ham.
3Og han sagde til det menneske, som havde den visne haand: Staa op her i midten!
4og til dem sagde han: Er det tilladt at gjøre godt om hviledagen, eller at gjøre ondt? at frelse sjæl, eller at slaa ihjel? men de tav.
5Han saae strængt om paa dem, bedrøvet over deres hjærters forhærdelse, og sagde til dette menneske: Ræk din haand ud! og han rakte den ud, og hans haand blev frisk igjen som den anden.
6Saa gik farisæerne ud og holdt strax raad med herodianerne mod ham, hvorledes de kunde ombringe ham.
7Jesus gik afsides med sine disciple til søen, og en stor mængde fulgte ham fra Galilæa og fra Judæa,
8fra Jerusalem, Idumæa og hinsides Jordan; og fra Tyros og Sidons egne kom en stor mængde til ham, da de hørte, hvor store ting han gjorde;
9og han sagde til sine disciple, at en baad skulde være rede til ham, for skarens skyld, at de ikke skulde trænge ham;
10thi han helbredte mange, saa at saa mange, som havde plager, styrtede ind paa ham for at være ved ham;
11og naar de urene aander saae ham, faldt de ned for ham, raabte og sagde: Du er Guds Søn!
12og han truede dem meget, for at de ikke skulde aabenbare ham.
13Saa steg han op paa bjerget og kaldte, hvem han vilde; og de gik hen til ham;
14og han beskikkede tolv, for at de skulde være med ham, og for at han kunde udsende dem til at prædike
15og have magt til at læge de syge og uddrive dæmner;
16og han gav Simon navnet Peder,
17og Jakob Zebedæos' søn og Jakobs broder Johannes, og dem gav han navnene Boanerges, det er tordensønner,
18Andreas og Filippos, Bartolomæos og Mattæos, Tomas og Jakob Alfæos' søn, Taddæos og kananiten Simon,
19og Judas Iskariot, ham, som og forraadte ham.
20Da de kom hjem, samledes en skare atter, saa de kunde ikke engang faa mad.
21Da hans nærmeste hørte det, drog de ud for at faa fat paa ham, thi de sagde: Han er fra sig selv.
22Men de boglærde, som vare komne fra Jerusalem sagde: Han har belzebul, og ved dæmnernes formand uddriver han dæmner.
23Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i lignelser: Hvorledes kan satan drive satan ud?
24Naar et rige bliver splidagtigt med sig selv, kan samme rige ikke bestaa;
25og naar et hus bliver splidagtigt med sig selv, kan samme hus ikke bestaa,
26og dersom satan har sat sig op mod sig selv og er i splid med sig selv, saa kan han ikke bestaa, men det er ude med ham.
27Ingen kan gaa ind i den stærkes hus og røve hans gods, uden han først binder den stærke; saa kan han plyndre hans hus;
28sandelig siger jeg eder, alle synder kan forlades menneskens børn, endog bespottelser, hvor højlig de maatte bespotte;
29men de, som taler bespottelig mod den Helligaand, har ingen forladelse evindelig, men han er skyldig til evig dom.
30De havde namlig sagt: Han har en uren aand.
31Hans brødre og moder kom altsaa og stode udenfor, og de sendte bud til ham for at kalde paa ham;
32og skaren sad omkring ham; men de sagde til ham: Se, din moder, dine brødre og dine søstre spørge efter dig udenfor.
33Han svarede dem og sagde: Hvem er min moder eller min brødre?
34og han saae trindt omkring paa dem, som sad om ham, og sagde: Se min moder og mine brødre!
35Den, som nemlig gjør Guds villie, han er min broder og søster og moder.