Luke 16— LB

¹Men han sagde og til sine disciple: Der var et rigt menneske, som havde en husholder, og han blev bagtalt for ham som den, der forødte hans gods.

²Saa kaldte han ham og sagde til ham: Hvad er det, jeg hører om dig? afgiv regnskabet for din husholdning, thi du kan ikke længer forestaa huset.

³Men husholderen sagde hos sig selv: Hvad skal jeg gjøre, for min herre tager husholdningen fra mig? grave mægter jeg ikke, tigge skammer jeg mig ved.

⁴Jeg veed, hvad jeg vil gjøre, for at de maa optage mig i deres huse, naar jeg bliver sat fra husholdningen.

⁵Saa kaldte han enhver af sin herres skyldnere og sagde til den første: Hvormeget skylder du min herre?

⁶Han sagde: 100 fade olie. Saa sagde han til ham: Tag dit bevis, sæt dig ned og skriv hurtig halvtreds.

⁷Derpaa sagde han til en anden: Hvormeget skylder da du? Han sagde: 100 tønder hvede. Saa sagde han til ham: Tag dit bevis og skriv firs.

⁸Og herren roste denne uretfærdighedens husholder, fordi han handlede klogt; thi denne verdens børn er klogere end lysets børn mod deres egen slægt.

⁹Og jeg siger eder: Gjører eder venner ved uretfærdighedens mammon, saa de, naar i skilles herfra, maa modtage eder i de evige boliger.

¹⁰Den, som er tro i det mindste er og tro i meget, og den som er uretfærdig i det mindste er ogsaa uretfordig i meget.

¹¹Dersom i ikke har været tro i den urette mammon, hvem vil betro eder den sande?

¹²og dersom i ikke have været tro i det fremmede, hvem vil give eder noget selv at eje?

¹³Ingen huskarl kan tjene to herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene Gud og mammon.

¹⁴Alt dette hørte farisæerne, som vare pengegjerrige og de spottede ham.

¹⁵Saa sagde han til dem: I ere dem, som gjøre sig selv retfærdige for mennesker, men Gud kjender eders hjærter; thi hvad der er højt blandt menneskene, er en vederstyggelighed for Gud.

¹⁶Loven og profeterne gaa til Johannes; fra den tid prædikes evangeliet om Guds rige, og hver trænger ind i det med magt;

¹⁷men snarere forgaa himmel og jord, end en tøddel af loven forgaa.

¹⁸Hver, som skiller sig fra sin hustru og tager en anden til ægte, bedriver hor, og hver, som ægter den, som er skilt fra manden, bedriver hor.

¹⁹Der var en rig mand, og han klædte sig i skarlagen og bomuld og gjorde hver dag kosteligt gilde;

²⁰men der var en fattig ved navn Lazarus; han laa ved hans port fuld af saar,

²¹og han begjærede at mættes af de smuler, som faldt fra den riges bord; men endog hundene kom og slikkede hans saar.

²²Men det skete, at den fattige døde, og han blev baaren af englene i Abrahams skjød; men den rige døde ogsaa, og han blev begraven;

²³og da han opløftede sine øjne i de dødes rige og var i pine, saae han Abraham langt borte og Lazarus i hans skjød;

²⁴og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin finger i vand og lædske min tunge, thi jeg pines svært i denne lue.

²⁵Men Abraham sagde: Søn, husk paa, at du optog dit gode i din livstid og Lazarus paa lignende maade det onde, men nu trøstes han her, men du pines;

²⁶og foruden alt dette, er der et stort svælg mellem os og eder, saa at de, som ville gaa herfra over til eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os.

²⁷Men han sagde: Saa beder jeg dig Fader, at du sender ham til min faders hus,

²⁸thi jeg har 5 brødre, at han kan vidne for dem, for at ikke ogsaa de skal komme til dete pisested.

²⁹Abraham sagde til ham: De har Mose og profeterne, lad ham høre dem!

³⁰men han sagde: NEj, Fader Abraham! men dersom en gik til dem fra de døde, saa omvendte de sig.

³¹Men han sagde til ham: Høre de ikke Mose og profeterne, ville de heller ikke tro, om nogen stod op fra de døde.