1Men han sagde til disciplene: Det er umuligt, at forargelser ikke skulle komme; men ve den, ved hvem de komme;
2det var ham bedre, om der var hængt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havet, end at han skulde forarge en af disse smaa. -
3Vogter eder selv! Men hvis din broder synder mod dig, straf ham; men omvender han sig, da tilgiv ham!
4og om han syndede 7 gange om dagen mod dig, og 7 gange om dagen vendte om og sagde: Det angrer mig, saa skal du tilgive ham! -
5Apostlene sagde til Herren: Forøg os troen!
6Men Herren sagde: Havde i tro som et sennepskorn, kunde i sige til dette morbærtræ: Ryk dig op, plant dig i havet! og det vilde lyde eder.
7Men hvem af eder, der har en tjener, som pløjer eller vogter, siger strax til ham, naar han kommer fra marken: Gaa hen og lig tilbords?
8men mon han ikke siger til ham: Lav det til, jeg skal spise til middag, kilter dig saa op, og opvart mig, mens jeg spiser og drikker, og derpaa maa du spise og drikke!
9takker han vel den tjener, fordi han gjorde, hvad der var ham befalet? Jeg mener det ikke.
10Saaledes skal og i, naar i har gjort alt, hvad der er eder befalet, sige: Vi ere unyttige tjenere, for vi har gjort, hvad vi burde gjøre.
11Det skete, da han rejste til Jerusalem, at han drog midt igjennem Samaria og Galilæa;
12og da han kom til en by, mødte 10 spedalske mænd ham, og de stode langt borte,
13opløftede røsten og sagde: Jesus, Fører, forbarm dig over os!
14og da han saae dem, sagde han til dem: Gaaer bort, og fremstiller eder for præsterne! og det skete, at de bleve rensede, idet de gik bort.
15Men een af dem vendte tilbage, da han saae, at han var helbredet, og priste Gud med høj røst;
16og han faldt paa sit ansigt for hans fødder og takkede ham; og det var en samaritaner.
17Saa tog Jesus Ordet og sagde: Bleve ikke de ti rensede, hvor ere da de ni?
18fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud æren, uden denne fremmede?
19og han sagde til ham: Staa op, gaa bort! din tro har frelst dig.
20Da han blev spurgt af farisæerne: Naar kommer Guds rige? svarede han dem og sagde: Guds rige kommer ikke, saa man kan vise paa det;
21de skulle ikke heller sige: Se her! eller: Se der! thi se, Guds rige er inden i eder.
22Men han sagde til disciplene: Dage ville komme, da i skulle begjære at se een af Menneskens Søns dage, og i skulle ikke se den;
23og de ville sige til eder: Se her, se der! gaaer ikke hen, og følger ikke!
24thi som lynet, der lyner fra den ene side af himlen, glimter til den anden side af himlen, saaledes skal Menneskens Søn være paa sin dag;
25men han maa først lide meget og blive forskudt af denne slægt;
26og som det skete i Noas dage, saaledes vil det blive i Menneskens Søns dage;
27de spiste, drak, tog til ægte, giftedes bort indtil den dag, Noa gik ind i arken og floden kom og ødelagde alle;
28paa lignende maade som det og skete i Lots dage: de spiste, drak, kjøbte, solgte, plantede, byggede;
29men den dag, Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl af himmelen og ødelagde alle;
30paa samme maade vil det være den dag, Menneskens Søn aabenbares;
31paa denne dag skal den, som er paa taget og hvis tøj, er i huset, ikke stige ned for at tage det; og den, som er paa marken, skal paa lignende maade ikke vende om til det, som er bag ham;
32husker paa Lots hustru.
33Den, som søger at frelse sin sjæl, skal tabe den, og den, som taber den, skal holde den i live.
34Jeg siger eder: I samme nat skal der være to i een seng, den ene vil blive modtagen, den anden lades tilbage;
35to kvinder skulle male sammen, og den ene vil blive modtagen, og den anden lades tilbage;
36To skulle være paa marken, den ene vil blive modtagen og den anden lades tilbage.
37Og de tog ordet og sagde til ham: Hvor Herre? Men han sagde til dem: Hvor kroppen er, der flokkes og ørnene.