Luke 15— LB

¹Men alle toldere og syndere holde sig nær til ham for at høre ham;

²og farisæerne og de boglærde mukkede og sagde: Han tager mod syndere og spiser med dem!

³Men han lagde dem denne lignelse og sagde:

⁴Hvilket menneske blandt eder, som har 100 faar og mister eet af dem, forlader ikke de 99 i ørken og gaaer efter det mistede, indtil han finder det?

⁵og naar han finder det, lægger han det paa sine skuldre med glæde;

⁶og naar han kommer hjem, sammenkalder han venner og naboer, og siger til dem: Glæder eder med mig, thi jeg har fundet mit faar, som var fortabt.

⁷Jeg siger eder, at der saaledes vil være glæde i himlen over een synder, som omvender sig, mer end over 99 retfærdige, som ikke behøve omvendelse.

⁸Eller hvilken kvinde, som har 10 mark, om hun taber den ene mark, tænder ikke et lys, fejer huset og søger flittig, til hun finder den?

⁹og naar hun finder den, sammenkalder hun veninder og naboersker og siger: Glæder eder med mig, for jeg har fundet den mark, jeg tabte.

¹⁰Saaledes, siger jeg eder, bliver der glæde hos Guds engle over een synder, som omvender sig.

¹¹Saa sagde han: Et menneske havde to sønner;

¹²og den yngste af dem sagde til faderen: Fader, giv mig den del af formuen, som tilfalder mig. Saa skiftede han formuen mellem dem.

¹³Ikke mange dage derefter pakkede den yngste søn alt sit sammen, drog udenlands til et land langt borte, og der tilsatte han sin formue, da han levede ryggesløst.

¹⁴Men da han havde fortæret alt, blev der en svær hungersnød i dette land, og han begyndte at lide mangel.

¹⁵Saa drog han hen og hængte paa en af borgerne i denne egn, og han sendte ham ud paa sin gaard at vogte svin,

¹⁶og han begjærede at mætte sig paa de bønner, svinene aad af; men ingen gav ham noget.

¹⁷Saa gik han i sig selv og sagde: Hvormange daglønnere hos min fader har ikke overflødigt brød, men jeg omkommer af hunger!

¹⁸Jeg vil staa op, drage til min fader og sige til ham: Fader! Jeg har syndet mod himlen og for dig,

¹⁹og jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, gjør mig som en af dine daglønnere.

²⁰Og han stod op og kom til sin fader. Da han endnu var langt borte, saae hans fader ham og ynkedes inderlig, og han løb, faldt om hans hals og kyssede ham.

²¹Men sønnen sagde til ham: Fader, jeg har syndet mod himlen og for dig, og er ikke længer værd at kaldes din søn!

²²Men faderen sagde til sine tjenere: Tager den bedste klædning frem og ifører ham, giver ham ring til sin haand og sko til fødderne;

²³henter saa fedekalven og slagter den, lad os faa spise og være muntre,

²⁴for denne min søn var død og levede op igjen; han var fortabt og er funden; og de begyndte at blive muntre.

²⁵Men hans ældste søn var paa marken, da han kom og var nærved huset, hørte han musik og dands;

²⁶og han kaldte paa en af drengene og spurgte, hvad det skulde betyde?

²⁷Men han sagde til ham: Din broder er kommen, og din fader slagtede fedekalven, fordi han har faaet ham sund hjem.

²⁸Men han blev vred og vilde ikke gaa ind; altsaa gik hans fader ud og bad ham;

²⁹men han svarede og sagde til faderen: Se, saa mange aar tjener jeg dig og overtraadte aldrig dit bud, og du gav mig aldrig et kid, at je kunde fornøje mig med mine venner;

³⁰men da denne din søn, som har fortæret dit gods med skjøger, kom, saa slagtede du fedekalven for ham!

³¹Men han sagde til ham: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit;

³²men man maa være munter og glad, fordi denne din broder var død og er levet op igjen, var fortabt og er funden.