1Hvorfra er der krig og strid blandt eder? Er det ikke heraf, af de onde lyster, som stride i eders lemmer.
2I begjære, og har intet; i slaa ihjel og misunde, og kan intet faa; i stride og kjæmpe, og har intet, fordi i ikke bede.
3I bede og faa intet, fordi i bede ilde, forat i kunne leve højt i eders lyster.
4Horkarle og horkvinder! Vide i ikke, at verdens venskab er fjendskab mod Gud? Den altsaa, som vil være ven af verden, stiller sig som Guds fjende. -
5Eller mene i, at skriften siger forgjæves; mon den Aand, som boer i os, higer efter avind?
6Han giver jo større naade. Derfor siger den: Herren staaer de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han naade.
7Værer derfor Gud underdanige; staaer djævelen imod, saa skal han fly fra eder.
8Holder eder nær til Gud, og han vil være eder nær! Renser hænder, i syndere, og lutrer hjærter, i tvesindede!
9Jamrer og sørger og græder! eders latter forvandles til sorg, og glæden til bedrøvelse!
10Ydmyger eder for Herren, og han vil ophøje eder.
11Taler ikke ilde om hverandre, brødre! Den, som taler ilde om en broder og dømmer sin broder, han taler ilde om loven og dømmer loven; men dømmer du loven, saa er du ikke lovens opfylder, men dommer.
12Een er lovgiveren, han, som kan frelse og fordærve; men hvem er du, som dømmer den anden?
13Nu vel, i, som sige: idag eller imorgen vil vi drage til den stad, og tilbringe der et aar, og handle og vinde;
14I, som ikke vide, hvad der er i morgen; - thi hvad er eders liv? det er jo en damp, som sees en lille stund, men derpaa forsvinder;
15istedenfor i skulde sige: Om Herren vil og vi leve, saa ville vi gjøre dette eller hint;
16men nu rose i eder i eders hovmodighed; al saadan ros er slet.
17Den, som altsaa veed at gjøre godt og gjør det ikke, ham er det synd.