1Mine, brødre! ikke mange af eder blive lærere, vidende, at vi ville faa et større ansvar!
2Thi i mange stykker støde vi alle an; dersom nogen ikke støder an i ord, er han en fuldkommen mand, istand til at tøjle endog hele legemet.
3Se, vi lægge bidsler i hestenes mund, forat de skulde lystre os, og vi vende hele deres legeme;
4se, ogsaa skibene, skjøndt de ere saa store og drives af voldsomme vinde, vendes ved et lille ror, hvor styrmandens hu vil hen.
5Saaledes er ogsaa tungen et lille lem og gjør meget væsen. Se, en lille ild, hvor stor skov antænder den ikke!
6og tungen er en ild, en verden af uret! Saaledes er tungen stillet blandt vore lemmer, den besmitter det hele legeme, sætter slægt efter slægt i brand og er selv sat i brand af helvede.
7Thi enhver natur, baade dyrs og fugles, baade ormes og havdyrs, tæmmes og e tæmmet af den menneskelige natur;
8men tungen kan intet menneske tæmme, et ustyrligt onde, fuld af dødbringende gift!
9Med den velsigne vi Gud og Faderen, og med den forbande vi menneskene, som er skabte efter Guds lignelse;
10af samme mund udgaaer velsignelse og forbandelse. Mine kjære brødre, det bør ikke være saaledes.
11Kan kilden udgyde af samme væld fersk og bedsk vand?
12Kan, mine brødre, et figentræ bære oliven, eller en vinstok figner? Saaledes kan ingen kilde give salt og fersk vand.
13Er nogen viis og forstandig blandt eder, han vise ved god omgjængelse sine gjerninger i viis sagtmodighed.
14Men har i bitter nid og kiv i eders hjærte, da skal i ikke rose eder og lyse mod sandheden;
15den visdom er ikke nedstegen herovenfra; menn den er jordisk, sjælelig, dæmnisk;
16thi hvor der er nid og kiv, der er forvirring og al ond handel.
17Men visdommen herovenfra er for det første ren, dernæst fredsommelig, billig, let at overtale, fuld af barmhjærtighed og gode frugter, upartisk o guden skrømt.
18Men retfærdighedens frugt saaes i fred for dem, som øve fred.