1Men tro er fast tillid med hensyn til det, som haabes, en fast overbevisning om det, som ikke sees.
2I besiddelse af denne fik de gamle godt vidnesbyrd.
3Ved tro erkjende vi, at verden er beredt ved Guds Ord, saa at ikke de ting, som sees, bleve til af det, som var tilsyne.
4Ved tro ofrede Abel Gud et større offer end Kain, og ved denne fik han vidnesbyrdet om, at han var retfærdig, idet Gud gav et vidnesbyrd med hensyn til hans gaver, og ved denne taler han endnu efter sin død.
5Ved tro blev Enok borttagen, at han ikke skulde se døden, og han blev ikke funden, fordi Gud havde taget ham bort; thi førend han blev borttagen, havde han det vidnesbyrd, at han behagede Gud;
6men uden tro er det umuligt at behage ham; thi den, som træder frem for Gud, maa tro, at han er til og at han lønner dem, som søge ham.
7Ved tro blev Noa advaret af Gud om det, som endnu ikke saaes, og da han frygtede, beredte han arken til frelse for sit hus, og ved den fordømte han verden og blev arving til retfærdigheden af troen. -
8Ved tro var Abraham, da han blev kaldet, lydig i at drage up til det sted, han skulde tage til arv, og han drog ud, skjøndt han ikke vidste, hvor han drog hen.
9Ved tro opholdt Abraham sig i det forjættede som i et fremmed land, og boede i telte med Isak og Jakob, som vare medarvinger til samme forjættelse;
10thi han forventede den stad, som haver grundvold, hvis bygmester og forarbejder Gud er.
11Ved tro fik og selv Sara, skjøndt hun var ufrugtbar, kraft til at grunde afkom, og hun fødte over alders tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde lovet det.
12Derfor avledes og af en og det en kraftesløs som himlens stjerner i mangfoldighed og som det utallige sand paa havets bred.
13I tro døde de alle, da de ikke opnaaede forjættelserne, men de saae dem langt borte, og hilsede dem og bekjendte, at de vare fremmede og udlændinge paa jorden.
14Men de, som sige saadant, give tilkjende, at de søge et fædreland;
15og dersom de havde tænkt paa det, de vare dragne ud fra, havde de vel haft tid til at vende tilbage;
16men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud, thi han har beredt dem en stad.
17Ved tro ofrede Abraham Isak, da han blev prøvet, og han ofrede den enbaarne, han, som havde modtaget forjættelserne,
18til hvem der var sagt: I Isak skal sæd fremkaldes dig;
19da han betænkte, at Gud er mægtig til endog at opvække fra døde, hvorfra han og lignelsesvis fik ham tilbage.
20Ved tro om det tilkommende velsignede Isak Jakob og Esau.
21Ved tro velsignede den døende Jakob hver af Josefs sønner og tilbad, lænende sig over sin stav.
22Ved tro erindrede den døende Josef om Israels børns udgang og gav befaling om sine ben. -
23Ved tro blev Mose, da han var født, skjult i 3 maaneder af sin forældre, fordi de saae, det var et dejligt barn, og de frygtede ikke kongens befaling.
24Ved tro nægtede Mose, da han var bleven stor, at hedde Faraos datters søn,
25da han heller vilde lide ondt med Guds folk end at have syndens timelige nydelse;
26da han ansaae Kristi forsmædelse for større rigdom end egyptens skatte, thi han saae paa gjengjældelsen.
27Ved tro forlod han egypten uden frygt for kongens vrede, thi han holdt fast ved den usynlige, som om han saae ham.
28Ved tro har han anordnet paasken og blodbestænkningen, at han, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem.
29Ved tro gik de gjennem det røde hav som gjennem tørt land, men da egypterne prøvede det, druknede de.
30Ved tro faldt Jerikos mure, efterat de vare omgangne i 7 dage.
31Ved tro omkom skjøgen Rakab ikke med de vantro, da hun havde modtaget spejderne med fred. -
32Og hvorfor taler jeg mere? thi tiden vilde fattes mig, hvis jeg fortalte om Gideon, Barak og Samson og Jesta, David og Samuel og profeterne,
33som i kraft af tro overvandt riger, øvede retfærdighed, erholdt forjættelser, stoppede løvers gab,
34slukkede ildens magt, undgik sværdets od, bleve stærke af skrøbelighed, bleve vældige i krig, bragte fjenders hære til at vige.
35Kvinder fik ved opstandelse deres døde tilbage; men andre bleve spændte paa pinebænken og tage ikke mod befrielse, forat de kunde faa en herligere opstandelse.
36Andre prøvede bespottelser, og hudstrygelser, tilmed lænker og fængsel.
37De bleve stenede, gjennemsavede, fristede, henrettede med sværd, de gik om i faare- og gede-skind, de lede mangel, trængsel, mishandledes -
38dem var verden ikke værd - de vankede om i ørkener og paa bjerge og i jordens huler og kløfter.
39Og skjøndt alle disse have vidnesbyrd for troen, naaede de ikke forjættelsen;
40da Gud forudsaae noget bedre for os, at de ikke skulde naa fuldendelsen uden os.