1Thi loven, som har en skygge af de vordenede goder, men ikke selve billedet af tingene, kan aldrig ved de samme aarlige ofre, som de bestandig frembære, fuldkommen forsone dem, som dermed komme frem;
2ellers vilde jo ofringerne være ophørte, naar de ofrende ikke længer havde nogen bevidsthed om synder, naar de eengang var ventede;
3men ved disse skeer der en aarlig erindring om synder;
4thi det er umuligt, at blodet af oxer og bukke kan borttage synder.
5Derfor siger han ved sin indtrædelse i verden: Slagtoffer og madoffer vilde du ikke, men du beredte mig et legeme;
6brændofre os syndofre havde du ikke behag i.
7Da sagde jeg: Se, jeg kommer - der er skrevet om mig i bogens rulle, - forat gjøre, o Gud, din villie!
8Da han ovenfor siger: slagtofre og madofre, brændofre og syndofre vilde du ikke og havde ikke heller behag i - og disse bringes efter loven -
9da siger han: Se, jeg kommer forat gjøre, o Gud, din villie - han ophæver det første forat sætte det andet -
10ved hvilken villie vi ere helliggjorte ved Jesu Kristi legems opofrelse eengang for alle. -
11Og hver ypperstepræst staaer vel daglig forat tjene og mange gange bringe de samme ofre, som aldrig kunne borttage synder,
12men da han havde bragt eet altid gyldigt offer for synder, satte han sig hos Guds højre haand,
13og venter iøvrigt, indtil hans fjender lægges som hans fødders fodskammel;
14thi med eet offer har han for bestandig fuldkommen forsonet dem, som helliggjøres.
15Men den Helligaand vidner ogsaa for os; thi efter først at have sagt:
16Det er pagten, som jeg vil oprette med dem efter disse dage, siger Herren: Jeg vil give mine love i deres hjærter og skrive dem i deres indre,
17saa siger han: Jeg vil ikke mere ihukomme deres synder og deres overtrædelser;
18men hvor de ere forladte, der er ikke mere offer for synd.
19Efterdi vi altsaa, brødre, baade have frihed til indgang i helligdommen ved Jesu blod,
20hvilken han indviede os til en ny og levende vej gjennem forhænget, det er hans kjød,
21og en stor præst over Guds hus,
22lader os da træde frem med et sanddru hjærte i troens fulde forvisning, rensede, hvad hjærterne angaaer, ved bestænkelsen fra en ond samvittighed
23og aftvættede, hvad legemet angaaer, i rent vand, holde fast ved haabets urokkelige bekjendelse, - thi han er trofast, som gav forjættelsen, -
24og give agt paa hverandre til en opmuntring til kjærlighed og gode gjerninger,
25saa vi ikke forlade vor egen forsamling, somnogle have for skik, men formane hverandre, og det saameget mere, som i se dagen nærme sig. -
26Thi synde vi med villie, efterat have modtaget sandhedens erkjendelse, er der ikke mere offer tilbage for synder,
27men en gruelig forventning om dom, og en brændende nidkjærhed, som vil fortære de gjenstridige.
28Naar nogen har brudt Mose lov, døer han uden barmhjærtighed efter to eller tre vidners udsagn;
29hvormeget værre straf mene i, han maa agtes værd, som træder Guds Søn under fødder og ringeagter pagtens blod, hvormed han var helliget, og spotter naadens Aand.
30Thi vi kjende ham, som har sagt: Mig hører hævnen til, jeg vil betale, siger Herren! og atter: Herren vil dømme sit folk.
31Det er grueligt at falde i den levende Guds hænder.
32Kommer de forrige dage ihu, i hvilke i, efterat i være blevne oplyste, udholdt megen kamp i lidelser,
33idet i dels blev et skuespil ved forhaanelser og trængsler, dels bleve deres fæller, som fristede saadanne kaar;
34thi baade havde i medlidenhed med mine lænker, og i fandt eder med glæde i, at man røvede eders gods, da i vidste, i havde for eder selv en bedre og varig ejendom i himlene.
35Bortkaster derfor ikke eders frimodighed, som har stor løn;
36thi i behøve taalmodighed, forat i kunne faa forjættelsen, naar i har gjort Guds villie;
37thi der er endnu kun et lidet, hvor lidt, hvor lidt! indtil han, som kommer, vil komme og ikke tøve;
38men den retfærdige skal leve ved troen, og dersom nogen unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham;
39men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til fordærvelse, men af dem, som tro til vinding.