Bible

1 Derfor lader og os, som have saa stor en flok af vidner om os, aflægge hver byrde og synden, som hart omspænder os, og med udholdenhed gjennemløbe den foreliggende bane, 2 idet vi se hen til Jesus, troens begynder og fuldender, som istedenfor den glæde, han havde for sig, taalmodig led korset, idet han foragtede forhaanelse, og sidder ved højre side af Guds kongestol. 3 Betragter derfor ham, som taalte saadan modsigelse mod sig af syndere, at i ikke blive trætte i eders sjæle og forsagte. 4 I stode endnu ikke imod indtil blodet, idet i strede mod synden; 5 og har i glemt den formaning, der taler til eder som til børn: Min søn, foragt ikke Herrens tugt, og vær ikke forsagt under hans rævselse! 6 thi hvem Herren elsker, tugter han, og han rævser strængt hver søn, han antager sig. 7 Dersom i lide tugtelse, handler Gud med eder som med børn; thi hvem er den søn, som Faderen ikke tugter? 8 Men ere i uden tugtelse, hvori alle er blevne delagtige, da ere i jo uægte og ikke børn. 9 Havde vi dernæst vore kjødelige fædre til optygtere og ærede dem, skulde vi da ikke meget mere underordne os Aandernes Fader og leve? 10 Thi hine optugtede os for faa dage efter deres tykke, men han gjør det til nytte, til at vi kunne blive delagtige i hans hellighed. 11 Thi enhver tugtelse synes vel, saalænge den staaer paa, ikke at være til glæde men til bedrøvelse, men siden giver den igjen dem, som ere øvede deri, retfærdigheds salige frugt. - 12 Retter derfor de slappe hænder og de matte knæ, 13 og gjører sikre skridt med eders fødder, forat det halte ikke mere skal komme af lave, men snarere helbredes. 14 Jager efter fred med alle og hellighed, uden hvilken ingen skal se Herren; 15 og seer til, at ikke nogen bliver tilbage fra Guds naade, at ikke nogen rod til bitterhed skyder op og gjør forvirring, og mange smittes ved den, 16 at ikke nogen er en skjørlevner eller en vanhellig som Esau, der for en ret mad solgte sin førstefødselsret; 17 thi i vide, at da han bag efter vilde arve velsignelsen, blev han forskudt; thi for anger fandt han intet rum, skjøndt han med taarer ivrig bad derom. 18 I ere nemlig ikke komne til det bjerg, som er haandgribeligt og som brændte med ild, og til mulm og mørke og uvejr, 19 og til basunlyd og ordenes røst, saa de, der hørte den, bade, at Ordet ikke maatte forelægges dem, 20 thi de fordroge ikke budet: Om endog et dyr rører bjerget, skal det stenes; 21 og - saa frygteligt var synet, - Mose sagde: Jeg er forfærdet og skjælver! 22 Men i ere komne til Zions bjerg og den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, og til titusinder af engle, til en festkreds 23 og menighed af de førstefødte, som ere opskrevne i himlene og til en dommer, alles Gud, og til de fuldkommen retfærdiges aander; 24 og til den ny pagts mægler, Jesus, og til bestænkelsens blod, der taler bedre end Abel. - 25 Seer eder for, at i ikke frabede eder ham, somtaler; thi undflyede de ikke, som frabade sig ham, som varslede Guds Ord paa jorden, hvormeget mindre da vi, om vi vendte os bort fra ham af himlen, 26 hvis røst dengang bevægede jorden; men nu har han lovet, og sagt: Endnu eengang vil jeg ryste ikke alene jorden, men ogssa himlen! 27 Men dette \endnu eengang\ angiver en forandring af det, som kommer i bevægelse, da de ere skabte ting, forat det kan blive ved, som ikke kommer i bevægelse. 28 Efterdi vi da have modtaget et rige, som ikke kommer i bevægelse, lader os vise taknemmelighed, ved hvilken vi tjene Gud til behag med blusel og ærefrygt; 29 thi ogsaa vor Gud er en fortærende ild.