Acts 4— LB

¹Men da de talede til folket, stode præsterne, templets hovedsmand og Saddukæerne over dem,

²da de ærgrede sig over, at de lærte folket og i Jesus forkyndte de dødes opstandelse;

³og de lagde haand paa dem og satte dem i fængsel til næste dag, da det allerede var aften.

⁴Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede; og tallet paa mændene blev ved 5000.

⁵Men det skete næste dag, at deres øverster, ældste og boglærde forsamlede sig i Jerusalem,

⁶saa og ypperstepræsten Annas og Kaiafas, Johannes og Alexander og saamange som vare af ypperstrepræstelig slægt

⁷og de stillede dem i midten og spurgte: Af hvad magt eller i hvilket navn har i gjort dette?

⁸Da sagde Peder, fuld af den Helligaand, til dem: I, folkets øverster og Israels ældste!

⁹eftersom vi idag forhøres om en velgjerning mod et skrøbeligt menneske, ved hvem han blev frelst,

¹⁰da være det eder alle og hele Israels folk vitterligt, at i Nazaræeren Jesu kristi navn, ham i korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, i dette navn staaer denne karsk for eders øjne.

¹¹Han er den sten, som er agtet ringe af eder, i bygmestere, men han er bleven til en hovedhjørnesten;

¹²og der er ikke frelse i nogen anden, thi der er ikke noget andet navn, under himlen givet blandt mennesker, i hvilket vi maa frelses.

¹³Men da de saae Peders og Johannes' frimodighed, og de havde erfaret, at de vare ulærde og lægmænd, forundrede de sig, og de kjendte dem, at de havde været med Jesus;

¹⁴men da de saae manden, som var bleven helbredet, staa hos dem, kunde de ingen indsigelse gjøre;

¹⁵men de bød dem træde udenfor raadet, og de raadslog indbyrdes

¹⁶og sagde: Hvad skal vi gjøre med disse mennesker? thi et vitterligt tegn er jo skeet ved dem, og det er bekjendt for alle, som bo i Jerusalem, og vi kan ikke nægte det.

¹⁷Men for at det ikke skal komme videre ud blandt folket, lad os da alvorlig true dem, at de ikke herefter maa tale til noget menneske paa dette navn.

¹⁸Saa kaldte de dem og forkyndte dem, at de slet ikke maatte tale eller lære paa dette Jesu navn.

¹⁹Men Peder og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;

²⁰thi vi kan ikke andet end tale, hvad vi har seet og hørt;

²¹men de truede dem endnu mere og lode dem løs, da de ikke fandet, hvorledes de skulde straffe dem, for folkets skyld, thi de lovede alle Gud for det, som var skeet;

²²thi den mand, paa hvem dette helbredelsestegn var skeet, var over 40 aar.

²³Da de vare løsladte, kom de til deres egne og forkyndte dem, hvad ypperstepræsterne og de ældste havde sagt til dem.

²⁴Men da de hørte det, opløftede de enstemmig røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem,

²⁵som har sagt ved din tjener Davids mund: Hvorfor fnyste hedninger, og hvorfor grundede folk paa forfængelige ting,

²⁶Jordens konger rejste sig, og fyrsterne samlede sig tilhobe mod Herren og hans salvede;

²⁷thi de har i sandhed samlet sig mod dit hellige barn Jesus, som du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med hedninger og Israels folk,

²⁸at gjøre, hvad din haand og dit raad forud havde besluttet maatte ske.

²⁹OG nu Herre! se til deres trusler og giv dine tjenere at tale dit Ord med al frimodighed;

³⁰idet du udrækker din haand til lægedom, at tegn og undergjerninger maa ske ved dit hellige barns, Jesu navn.

³¹Og da de havde holdt bøn, rystede stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte af den Helligaand og talede Guds Ord med frimodighed.

³²Men de troendes mængde havde eet hjærte og een sjæl, og ingen kaldte noget af sit gods sit eget, men alt var fælles for dem;

³³og apostlene aflagde med stor kraft vidnesbyrdet om Herrens, Jesu Kristi opstandelse, og der var store naade over dem alle;

³⁴thi der var ikke nogen trængende blandt dem; thi saamange, som vare ejere af jorder eller huse, solgte dem og bragte pengene for hvad der var solgt,

³⁵og nedlagde dem for apostlenes fødder; men der blev uddelt til enhver, eftersom han trængte;

³⁶men Joses, som af apostlene fik tilnavnet Barnabas, det er oversat: trøstens søn, en levit, en Kyprier af slægt,

³⁷solgte en mark, han havde, og bragte pengene og nedlagde dem for apostlenes fødder.