1Om jeg end talede menneskenes og englenes tungemaal, men havde ikke kjærlighed, var jeg en lydende malm og en klingende bjælde;
2og havde jeg profetiens gave og kjendte alle hemmelighederne og al kundskab, ja havde jeg al tro, saa jeg kunde flytte bjerge, men havde ikke kjærlighed, var jeg intet;
3og uddelte jeg alt mit godt til fattige, ja hengav jeg mit legeme til at brændes, men havde ikke kjærlighed, gavnede det mig intet.
4Kjærligheden er langmodig, den er velvillig; kjærligheden bærer ikke nid, kjærligheden suser ikke frem, den opblæses ikke;
5den gjør intet usømmeligt, søger ej sit eget, forbitres ikke, tænker intet ondt;
6glæder sig ikke over uretten, men glæder sig ved sandheden;
7den taaler alt, troer alt, haaber alt, bærer alt.
8Kjærligheden affalder aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, skulle de afskaffes, eller tungemaal, de skulle ophøre, eller kundskab, den skal afskaffes.
9Vi forstaa nemlig stykkevis og profetere stykkevis;
10men naar det fuldkomne kommer, skal det stykkevise afskaffes.
11Da jeg var et barn, talede jeg som et barn, tænkte som et barn, dømte som et barn; men da jeg blev mand, aflagde jeg det barnagtige;
12thi vi se nu i gaadespejl, men da ansigt til ansigt; nu kjender jeg stykkevis, men da skal jeg erkjende, ligesom jeg og bliver kjendt.
13Saa bliver da disse tre: tro, haab, kjærlighed; men størst af dem er kjærligheden.