1Av David. / Herren er mitt ljos og mi frelsa, kven skulde eg ottast for? Herren er verni for mitt liv, kven skulde eg reddast for?
2Når illmenne søkjer på meg og vil gløypa meg, mine motstandarar og mine fiendar, so snåvar og fell dei sjølve.
3Um ein her lægrar seg imot meg, so ottast ikkje mitt hjarta; um ufred reiser seg imot meg, er eg endå hugheil.
4Eitt hev eg bede Herren um, det stundar eg etter: at eg må bu i Herrens hus alle mine levedagar, so eg kann skoda Herrens ynde og grunda i hans tempel.
5For han gøymer meg i sitt hus på den vonde dag, han løyner meg i løynrom i sitt tjeld, han fører meg upp på eit berg.
6Og no skal mitt hovud lyfta seg yver mine fiendar rundt ikring meg, og eg vil bera fram offer med fagnadljod i hans tjeld, eg vil prisa og lovsyngja Herren.
7Høyr, Herre, eg ropar høgt, og ver meg nådig og svara meg!
8Mitt hjarta ber fram for deg [ditt ord]: Søk mi åsyn! Herre, eg søkjer di åsyn.
9Løyn ikkje di åsyn for meg, vis ikkje din tenar frå deg i vreide! Du hev vore mi hjelp. Støyt meg ikkje burt og forlat meg ikkje, du Gud som er mi frelsa!
10For far min og mor mi hev forlate meg, men Herren tek meg upp.
11Lær meg, Herre, din veg, og leid meg på den jamne stig for mine fiendar skuld!
12Gjev meg ikkje til mordhugen åt uvenene mine! for falske vitne stend upp imot meg, og folk som frøser av vald.
13Å, dersom eg ikkje trudde at eg skulde få sjå Herrens godhug i livsens land -!
14Venta på Herren, ver hugheil, og lat ditt hjarta vera sterkt, ja, venta på Herren!