1Hvad skal vi da sige, at Abraham, vor forfader efter kødet, har opnået?
2Thi hvis Abraham blev retfærdiggjort ved gerninger, har han jo [[noget at rose sig af]] - dog ikke overfor Gud!
3Hvad siger nemlig Skriften: "Abraham troede Gud, og dét blev regnet ham til retfærdighed!"
4Den, som arbejder [[på at gøre lovgerninger]], tilregnes lønnen da ikke efter nåde, men efter fortjeneste.
5Den derimod, som ikke arbejder [[på at gøre lovgerninger]], men som tror på Ham, Som retfærdiggør den ugudelige, ham regnes hans tro til retfærdighed!
6Således priser også David dét menneske saligt, hvem Gud tilregner retfærdighed uden gerninger:
7"Salige de, hvis overtrædelse er forladt, hvis synd er blevet skjult!
8Salig den mand, hvem HErren ikke tilregner synd!"
9Gælder denne saligprisning nu kun de omskårne, eller også de uomskårne? Vi siger jo: "Troen blev regnet Abraham til retfærdighed".
10Hvornår blev den ham nu tilregnet? Da han var omskåret, eller da han var uomskåret? Ikke da han var omskåret, men da han var uomskåret!
11Derefter fik han omskærelsens tegn som segl på dén retfærdighed af tro, som han havde allerede som uomskåren, for at han skulle være alle de uomskårne troendes fader, så at retfærdigheden kunne tilregnes også dem,
12og [[tillige]] de omskårnes fader, de, som ikke blot er omskårne, men som også vandrer i vor fader Abrahams fodspor i den tro, han havde før omskærelsen.
13Thi det var ikke ved Loven, Abraham eller hans slægt blev givet det løfte, at han skulle arve verden, men ved troens retfærdighed!
14Hvis de, [[som er]] af Loven, er arvinger, er troen jo nytteløs og løftet sat ud af kraft!
15Thi Loven udvirker vrede, for hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse!
16Derfor [[fik han løftet]] ved troen, for at [[det skulle være]] af nåde, så at løftet står fast for hele slægten, ikke blot for dem under Loven, men også for dem af Abrahams tro, han, som er alles fader,
17som det er skrevet: "Jeg har sat dig som fader for mange folkeslag", fordi han troede på Gud, Som levendegør de døde, og Som nævner dét, der ikke er, så det bliver til!
18Og han troede mod håb i håb, og blev derved mange folkeslags fader, som det er sagt: "Således skal din slægt blive!"
19Og uden at svækkes i troen så han, at hans eget legeme var udlevet - han var jo omkring 99 år - og at Saras moderliv var dødt;
20men han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, nej, han styrkedes i troen og gav Gud æren,
21fordi han var fuldt forvisset om, at Han, Som havde givet ham løftet, også var mægtig at opfylde det!
22Derfor blev det også regnet ham til retfærdighed!
23Men dét, at det blev ham tilregnet, blev ikke skrevet blot for hans skyld,
24nej, også for vor skyld, hvem det også vil blive tilregnet, vi, som tror på Ham, Som har opvakt Jesus, vor HErre, fra døde,
25Han, Som blev givet hen for vore synder og oprejst for vor retfærdigheds skyld!