1Eftersom mange er gået igang med at sammensætte en beretning om de begivenheder, som er fuldbyrdede iblandt os,
2sådan som de, der fra begyndelsen var Ordets øjenvidner og tjenere, har overleveret os dem,
3har også jeg besluttet, efter nøje at have prøvet alt lige fra begyndelsen af, at nedskrive det i sammenhæng for dig, kære Teofilus,
4for at du kan erkende, hvor pålidelige de beretninger, du har hørt, er.
5Der var i Herodes', Judas konges, dage en præst ved navn Zakarias, af Abias' ugeskifte; hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabet.
6De var begge retfærdige for Gud og vandrede ulasteligt i alle HErrens bud og forskrifter.
7Men de havde ingen børn, da Elisabet var ufrugtbar, og da de begge var højt oppe i årene.
8Det skete nu engang under [[Zakarias']] præstetjeneste for Guds åsyn, da det efter turen var hans ugeskifte,
9at det ved den sædvanlige lodkastning mellem præsterne faldt på ham at bringe røgelsesofferet. Han gik da ind i HErrens tempel,
10og hele folket stod udenfor og bad, mens [[han frembar]] røgelsesofferet.
11Men en HErrens engel viste sig for ham, stående på højre side af røgelsesalteret.
12Zakarias blev forfærdet, da han så ham, og rædsel faldt på ham.
13Men engelen sagde til ham: "Frygt ikke, Zakarias! thi din bøn er hørt, og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes.
14Og han skal være dig til glæde og fryd, og mange skal glæde sig over hans fødsel;
15thi han skal blive stor for HErrens åsyn. Vin og stærke drikke skal han ikke drikke, og han skal være fyldt af Helligånd lige fra moders liv.
16Han skal omvende mange af Israels [[børn]] til HErren, deres Gud,
17og selv skal han gå foran Ham i Elias' kraftfulde ånd, idet han "omvender fædres hjerter til børnene" og genstridige til retfærdiges sindelag, og han skal berede HErren et velrustet folk!"
18Zakarias sagde da til engelen: "Hvorledes skal jeg kende, at dette er sandt? Jeg er jo gammel, og min hustru højt oppe i årene."
19Og engelen svarede og sagde til ham: "Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og forkynde dig dette glædesbudskab;
20men se: du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord - Som dog skal opfyldes, når tiden er inde!"
21Alt imens ventede folket på Zakarias, og de undrede sig over, at han tøvede så længe i templet.
22Men da han kom ud og ikke kunne tale, forstod de, at han havde haft et syn i templet. Og han gav tegn til dem med hænderne, men forblev stum.
23Og det skete, da dagene for hans præstetjeneste var til ende, at han gik til sit hjem.
24Nogen tid efter undfangede hans hustru Elisabet, og hun gemte sig i fem måneder, idet hun sagde:
25"Det er HErren, Som har gjort således med mig i disse dage, i hvilke Han har set til mig i nåde for at borttage min vanære blandt menneskene."
26I den sjette måned derefter blev engelen Gabriel af Gud sendt til en by i Galilæa ved navn Nazaret
27til en jomfru, der var trolovet med en mand ved navn Josef af Davids hus; og jomfruens navn var Maria.
28Da engelen kom ind til hende, sagde han: "Hil dig, [[Maria]], fuld af nåde, HErren er med dig! Velsignet er du blandt kvinder!"
29Men da hun så ham, blev hun forfærdet på grund af hans Ord og tænkte over, hvad denne hilsen mon skulle betyde.
30Da sagde engelen til hende: "Frygt ikke, Maria, thi du har fundet nåde hos Gud.
31Og se: du skal undfange i dit moderliv og føde En Søn, og Ham skal du give navnet "Jesus".
32Han skal være stor, og Han skal kaldes Den Højestes Søn! Og Gud HErren skal give Ham Davids, Hans faders, trone.
33Han skal herske [[Som Konge]] over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på Hans Kongedømme!"
34Men Maria sagde til engelen: "Hvorledes skal dette gå til; jeg kender jo ikke til nogen mand?"
35Engelen svarede og sagde til hende: "Helligånden skal komme over dig, og Den Højestes kraft skal overskygge dig! Derfor skal også Det Hellige, du føder, kaldes Guds Søn!
36Og se: også Elisabet, din slægtning, har undfanget en søn i sin alderdom; denne måned er allerede den sjette for hende, som ellers blev kaldt ufrugtbar -
37thi for Gud er intet umuligt!"
38Da sagde Maria: "Se, [[jeg er]] HErrens tjenerinde; det ske mig efter dit Ord!" Og engelen forlod hende.
39Kort efter brød Maria op og drog i hast til bjerglandet, til en by i Juda,
40og hun tog ind i Zakarias' hjem og hilste Elisabet.
41Og det skete, da Elisabet hørte Marias hilsen, at fosteret sprang i hendes liv. Og Elisabet fyldtes af Helligånden,
42råbte med høj røst og sagde: "Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs Frugt!
43Men hvorfor times det mig, at min HErres moder besøger mig?
44Thi se: da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang fosteret i mit liv af fryd!
45Men salig er hun, som troede, thi dét, som er sagt hende af HErren, skal gå i opfyldelse!"
46Da sagde Maria: "Min sjæl ophøjer HErren,
47og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser!
48Thi Han har set i nåde til Sin ringe tjenerinde - se: herefter skal alle slægter prise mig salig!
49Thi Den Mægtige har gjort store ting imod mig, og Hans navn er helligt!
50Og Hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter Ham!
51Han har øvet vælde med Sin arm: Han har adspredt dem, som er hovmodige i deres hjertes tanke,
52Han har nedstødt mægtige fra troner og ophøjet ringe,
53hungrige har Han mættet med gode gaver, og rige har Han sendt bort med tomme hænder;
54Han har taget Sig af Israel, Sin tjener, for at ihukomme barmhjertighed
55imod Abraham og hans sæd til evig tid, således Som Han lovede vore fædre!"
56Og Maria blev hos [[Elisabeth]] omkring tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.
57Men for Elisabet fuldendtes tiden til, at hun skulle føde, og hun fødte en søn.
58Da naboerne og hendes slægtninge nu hørte, at HErren havde øvet så stor en barmhjertighed mod hende, glædede de sig sammen med hende.
59Og det skete på den ottende dag, da de kom for at omskære barnet, at de ville opkalde ham efter hans fader og give ham navnet Zakarias.
60Men hans moder svarede og sagde: "Nej! - han skal hedde Johannes!"
61De sagde da til hende: "Der er ingen i din slægt, som kaldes ved dette navn!"
62Så gjorde de tegn til hans fader, hvad han ville, at barnet skulle hedde.
63Han bad da om en tavle og skrev disse ord: "Johannes er hans navn!" Og de undrede sig alle.
64Men i det samme løsnedes hans tunges mæle, og han talte og lovpriste Gud!
65Og der kom frygt over alle, som boede omkring dem, og i hele Judæas bjergland taltes der meget om alle disse hændelser.
66Og alle, som hørte det, lagde sig det på hjerte og sagde: "Hvad mon der skal blive af dette lille barn?" Thi HErrens hånd var med ham!
67Og Zakarias, hans fader, fyldtes af Helligånden, talte profetisk og sagde:
68"Lovet være HErren, Israels Gud; thi Han har besøgt og forløst Sit folk!
69Han har oprejst os et frelsens horn i Sin tjener Davids hus
70således, som Han lovede ved Sine hellige profeters mund fra fordums tid:
71en frelse fra vore fjender og fra alle deres hånd, som hader os,
72for at øve barmhjertighed mod vore fædre og ihukomme Sin hellige Pagt,
73den ed, som Han svor vor fader Abraham, at Han ville give os,
74så at vi, udfriede af vore fjenders hånd, skulle tjene Ham uden frygt
75i hellighed og retfærdighed for Hans åsyn alle vore dage.
76Men også du, barnlille, skal kaldes Den Højestes profet; thi du skal gå foran HErrens åsyn for at rydde Hans veje,
77for at give Hans folk kundskab om frelse ved deres synders forladelse
78ved vor Guds inderlige barmhjertighed, i hvilken Solopgangen fra Det Høje vil besøge os
79for at skinne for dem, som sidder i dødsmørkets skygge, og for at lede vore fødder på fredens Vej!"
80Og det lille barn voxede og blev stærkt i Ånden, og [[han]] var i ørkenerne indtil den dag, da han skulle træde frem for Israel.