John 8
1 Men Jesus gik ud til Olietræernes Bjerg.
2 Og meget tidligt kom Han atter til templet, hvor hele folket kom til Ham, og Han satte Sig og underviste dem.
3 De skriftlærde og farisæerne fører så en kvinde, som er pågrebet i hor, til Ham, stiller hende frem i deres midte,
4 og siger til Ham: "Mester! Denne kvinde er blevet pågrebet på fersk gerning i hor!
5 I Mose Lov er det blevet pålagt os, at sådanne skal stenes; hvad siger nu Du om hende?"
6 Men dette sagde de for at friste Ham, så de kunne have noget at anklage Ham for. Men Jesus bøjede Sig ned og skrev på jorden med fingeren.
7 Da de nu fortsatte med at spørge Ham, rettede Han Sig op og sagde til dem: "Den iblandt jer, som er syndfri, kan jo kaste den første sten på hende!"
8 Så bøjede Han Sig atter ned og skrev på jorden.
9 Men da de hørte dette - og revsede af [[deres egen]] samvittighed - gik de bort, een efter een, lige fra præsterne og til de sidste. Og Jesus blev ladt alene, og kvinden stod i midten, [[foran Ham]].
10 Da rettede Jesus Sig op, og da Han ikke så nogen uden kvinden, sagde Han til hende: "Kvinde! Hvor er dine anklagere? Var der ingen, som fordømte dig?"
11 Men hun sagde: "Ingen, HErre!" Jesus sagde da til hende: "Heller ikke Jeg fordømmer dig! Gå bort, og synd ikke mere!"
12 Jesus talte da atter til dem og sagde: "JEG ER verdens Lys! Den, som følger Mig, skal aldrig vandre i mørke, men have Livets Lys!"
13 Farisæerne sagde da til Ham: "Du vidner om Dig Selv! Dit vidnesbyrd er ikke troværdigt!"
14 Jesus svarede og sagde til dem: "Selvom Jeg også skulle vidne om Mig Selv, er Mit vidnesbyrd dog troværdigt; thi Jeg veed, hvorfra Jeg er kommet og hvorhen Jeg går. Men I veed ikke, hvorfra Jeg kommer, eller hvorhen Jeg går!
15 I dømmer efter kødet - Jeg dømmer ingen;
16 men selvom Jeg skulle dømme, ville Min dom dog være sand, for Jeg er ikke alene - nej, Faderen, Som har sendt Mig, er med Mig.
17 I Loven står det skrevet, at to menneskers vidnesbyrd er gyldigt;
18 JEG ER Den, Som vidner om Mig Selv, og Faderen, Som har sendt Mig, vidner også om Mig!"
19 De sagde da til Ham: "Hvor er Din Fader?" Jesus svarede: "I kender hverken Mig eller Min Fader! Hvis I kendte Mig, ville I også kende Min Fader!"
20 Disse Ord talte Jesus ved tempelkisten, mens Han underviste i templet; og ingen greb Ham, for endnu var Hans time ikke kommet!
21 Jesus sagde da atter til dem: "Jeg går bort, og I vil søge Mig - men I skal dø i jeres synd! Hvor Jeg går hen, kan I ikke komme!"
22 Jøderne sagde da: "Han vil vel ikke tage livet af Sig, siden Han siger: "Hvor Jeg går hen, kan I ikke komme"?"
23 Han sagde til dem: "I er nedenfra, Jeg er ovenfra; I er af denne verden, JEG ER ikke af denne verden!
24 Derfor sagde Jeg jer, at I skal dø i jeres synder. Thi hvis I ikke tror, at JEG ER DEN, JEG ER, skal I dø i jeres synder!"
25 Derfor sagde de til Ham: "Hvem er Du da?" Jesus svarede dem: "Ophavet - netop Det, Jeg siger jer!
26 Vel har Jeg endnu meget at sige jer og [[meget at]] dømme jer for; men Han, Som har sendt Mig, er sanddru, og kun dét, Jeg har hørt hos Ham, taler Jeg til verden!"
27 Men de forstod ikke, at det var om Faderen, Han talte til dem!
28 Jesus sagde da til dem: "Når I får ophøjet Menneskets Søn, da skal I forstå, at JEG ER [[DEN, JEG ER]], og at Jeg intet gør af Mig Selv; nej, kun det, Min Fader har lært Mig, kun dét taler Jeg.
29 Og Han, Som har sendt Mig, er med Mig. Han har ikke ladet Mig alene, for Jeg gør altid dét, som er velbehageligt for Ham."
30 Da Han sagde dette, kom mange til tro på Ham.
31 Derfor sagde Jesus til de jøder, som var kommet til tro på Ham: "Hvis I bliver i Mit Ord, er I i sandhed Mine disciple!
32 Og I skal kende Sandheden, og Sandheden skal frigøre jer!"
33 De svarede: "Vi er Abrahams slægt og har aldrig nogensinde trællet under nogen; hvordan kan Du da sige: "I skal frigøres"?"
34 Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: enhver, som synder, er syndens træl!
35 Men trællen forbliver ikke i huset til evigheden; Sønnen forbliver til evigheden!
36 Hvis altså Sønnen får sat jer fri, bliver I virkeligt frie!
37 Jeg veed, at I er af Abrahams slægt; men I søger at dræbe Mig, fordi I ikke giver plads for Mit Ord i jer!
38 Jeg taler dét, Jeg har set hos Min Fader; ligeså gør I det, I har set hos jeres fader."
39 De svarede og sagde til Ham: "Abraham er vor fader!" Jesus siger til dem: "Hvis I var Abrahams børn, ville I også gøre Abrahams gerninger!
40 Men nu søger I at dræbe Mig, Et Menneske, Som har sagt jer sandheden, som Jeg har hørt hos Gud; sådan gjorde Abraham ikke!
41 I gør jeres faders gerninger!" De sagde da til Ham: "Vi er ikke født i hor - vi har Een Fader, nemlig Gud!"
42 Jesus sagde da til dem: "Hvis Gud var jeres Fader, ville I elske Mig! Thi fra Gud er Jeg udgået og kommet! Thi Jeg er ikke kommet af Mig Selv - nej, Han har sendt Mig."
43 Hvorfor forstår I ikke Min tale? Fordi I ikke tåler at høre Mit Ord!
44 I har Djævelen til fader, og I gør det, jeres fader ønsker. Han har været en morder fra begyndelsen og stod ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham! Når han taler løgn, taler han af sit eget, thi en løgner er han, ja, løgnens fader!
45 Men fordi Jeg siger jer sandheden, tror I Mig ikke!
46 Hvem af jer kan bebrejde Mig for nogen synd? Men hvis Jeg taler sandhed, hvorfor tror I Mig da ikke?
47 Den, som er af Gud, hører Guds Ord; derfor hører I ikke, fordi I ikke er af Gud!"
48 Da svarede jøderne og sagde til Ham: "Mon ikke vi med rette siger, at Du er En Samaritaner og har en dæmon?"
49 Jesus svarede: "Jeg har ikke en dæmon! Nej, Jeg ærer Min Fader - og I vanærer Mig!
50 Men Jeg søger ikke Min ære; der er Een, Der søger den - og dømmer!
51 Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: Hvis nogen bevarer Mit Ord, skal han aldrig se død i evigheden!"
52 Da sagde jøderne til Ham: "Nu veed vi, at Du har en dæmon! Abraham er død, og profeterne er døde, og dog siger Du: "Hvis nogen bevarer Mit Ord, skal han aldrig se død i evigheden.....?
53 Du er vel ikke større end vor fader Abraham, som døde? Også profeterne døde - Hvem gør Du Dig Selv til?"
54 Jesus svarede: "Hvis Jeg ærer Mig Selv, er Min ære intet værd; men nu er det Min Fader, Som ærer Mig, Ham, om Hvem I siger: "Han er vor Gud",
55 - skønt I ikke kender Ham! Men Jeg kender Ham! Hvis Jeg ville sige, at Jeg ikke kender Ham, ville Jeg være ligesom jer: en løgner! Men Jeg kender Ham, og Jeg bevarer Hans Ord!
56 Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle få Min dag at se - og Han fik den at se og glædede sig!"
57 Da sagde jøderne til Ham: "Du er endnu ikke halvtreds år, og Du har set Abraham?"
58 Jesus sagde til dem: Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: Før Abraham blev til, ER JEG!"
59 Da tog de sten op for at stene Ham; men Jesus skjulte Sig og gik ud af templet, idet Han gik lige gennem deres midte - sådan gik Han ud!