John 19WIE

1Pilatus tog derfor Jesus og piskede Ham.

2Og soldaterne flettede en krone af torne, satte den på Hans hovede og hængte en kappe af purpur omkring Ham,

3og de trådte frem for Ham og sagde: "Vær hilset, Jødernes Konge!" og slog Ham i ansigtet!

4Pilatus gik da atter udenfor og siger til dem: "Se, jeg fører Ham herud til jer, for at I skal vide, at jeg ikke finder nogen skyld hos Ham!"

5Jesus kom da ud med tornekronen og purpurkappen på; og [[Pilatus]] siger til dem: "Se: Mennesket!"

6Men da ypperstepræsterne og tempelvagterne så Ham, råbte de og sagde: "Korsfæst, korsfæst!" Pilatus siger til dem: "Så tag I Ham og korsfæst Ham! Thi jeg finder ingen skyld hos Ham!"

7Jøderne svarede ham: "Vi har en Lov, og efter vor Lov er Han skyldig at dø, fordi Han har gjort Sig Selv til Guds Søn!"

8Da Pilatus nu hørte dette, blev han endnu mere bange,

9og han gik atter ind i borgen og siger til Jesus: "Hvorfra er Du?" Men Jesus gav ham intet svar!

10Pilatus siger da til Ham: "Svarer Du mig ikke? Veed Du ikke, at jeg har magt til at korsfæste Dig og magt til at løslade Dig?"

11Jesus svarede ham: "Du ville ikke have nogen magt over Mig, hvis ikke den var givet Dig ovenfra! Derfor har han, som forrådte Mig til dig, større synd!"

12Derefter søgte Pilatus at løslade Ham - men jøderne råbte og sagde: "Hvis du løslader Ham, er du ikke kejserens ven! Thi enhver, som gør sig selv til konge, fornægter kejseren!"

13Da Pilatus hørte dette, førte han derfor Jesus ud og satte sig i dommersædet på et sted, der kaldes "Det Stenlagte", på hebraisk: "Gabbata".

14Men det var beredelsesdagen til påsken, omtrent ved den sjette time - og han siger til jøderne: "Se: jeres Konge!"

15Men de skreg: "Tag Ham bort! Tag Ham bort! Korsfæst Ham!" Pilatus siger til dem: "Skal jeg korsfæste jeres Konge?" Ypperstepræsterne svarede: "Vi har ingen anden konge end kejseren!"

16Derfor overgav han Ham da til dem, for at Han skulle korsfæstes; de tog da Jesus og førte Ham bort.

17Og idet Han Selv bar [[bjælken til]] Sit kors, gik Han ud til det, man kaldte "Hovedskalstedet", som på hebraisk kaldes "Golgata",

18hvor de korsfæstede Ham og sammen med Ham to andre, een på den eene side og een på den anden, men Jesus i midten.

19Pilatus havde også skrevet en indskrift og sat den over korset; der stod skrevet: "Jesus fra Nazaret, Jødernes Konge."

20Denne indskrift læste nu mange af jøderne, fordi det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær byen; og den var skrevet på hebraisk, græsk og latin.

21Jødernes ypperstepræster sagde da til Pilatus: "Skriv ikke "Jødernes Konge", men: "Han sagde: "Jeg er Jødernes Konge". "

22Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, dét skrev jeg!"

23Da nu soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de Hans klæder og delte dem i fire dele - een del til hver soldat. Også kjortelen [[tog de]], men den var sømløs, vævet i eet stykke fra oven og ned.

24De sagde da til hinanden: "Lad os ikke dele den, men kaste lod om, hvem den skal tilhøre" - for at Skriften skulle opfyldes, Som siger: "De delte Mine klæder mellem sig, og om Min kjortel kastede de lod!" Derfor gjorde soldaterne altså dette.

25Men ved Jesu kors stod Hans moder og Hans moders søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalena.

26Da Jesus så Sin moder og dén discipel, Han elskede, stå dér, siger Han til Sin moder: "Kvinde, se: din søn!"

27Derefter siger Han til disciplen: "Se: din moder!" Og fra dén time tog disciplen hende hjem til sig.

28Derefter, da Jesus vidste, at alt nu er fuldført, for at Skriften skulle opfyldes, siger Han: "Jeg tørster!"

29Der stod nu et kar fyldt med eddike; de fyldte da en svamp med eddike, satte den på en isopstængel og holdt de den op til Hans mund.

30Da Jesus så havde taget imod eddiken, sagde Han: "Det er fuldbragt!" Og Han bøjede hovedet - og opgav Ånden.

31Derefter spurgte jøderne Pilatus, om de måtte få knust deres ben og tage dem ned, eftersom det var beredelsesdag, så at legemerne ikke skulle blive på korset sabbaten over - thi denne sabbat var stor.

32Derfor kom soldaterne og knuste benene på den første og den anden, som var korsfæstet sammen med Ham,

33men da de kom til Jesus og så, at Han allerede var død, knuste de ikke Hans ben.

34Men een af soldaterne stak sit spyd ind i Hans side, og strax flød der blod og vand ud.

35Og han, som har set det, har bevidnet det, og hans vidnesbyrd er sandt. Og han veed, at han taler sandt, for at I skal tro!

36Thi dette skete, for at Skriften skulle opfyldes: "Hans ben skal ikke knuses!",

37og endnu et andet Skriftord siger: "De skal se hen til Ham, de har gennemstunget!"

38Derefter spurgte Josef af Arimatæa - som var discipel af Jesus, dog kun i det skjulte, af frygt for jøderne - Pilatus, om han måtte tage Jesu legeme, og det tillod Pilatus; han gik da hen og tog Jesu legeme.

39Også Nikodemus, som tidligere var kommet til Jesus om natten, kom, og han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede litra.

40De tog så Jesu legeme og svøbte det i linklæder sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved gravlæggelse.

41Men ved stedet, hvor Han blev korsfæstet, var der en have, og i haven en ny grav, i hvilken endnu ingen var blevet gravlagt.

42Der lagde de Jesus, på grund af jødernes beredelsesdag - fordi graven var så nær.

Choose Translation

Switch translation for John 19.

Reading Settings

Paragraph viewDisplay verses as flowing paragraphs instead of individual lines
Show verse numbersDisplay verse numbers inline
Red letterHighlight the words of Christ in red

Sign in to save your reading preferences across sessions.