1Ikke mange [[af jer]] bør blive lærere, mine brødre, for vi veed jo, at vi skal få en desto strengere dom!
2Thi vi fejler alle i mange ting. Den, som ikke fejler i tale, er en fuldkommen mand, i stand til at tøjle hele sit legeme.
3Se: vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, og så kan vi styre hele deres legeme.
4Ja, se endog skibene, som er så store og drives frem af stærke vinde: de styres dog af et ganske lille ror, hvor styrmanden end vil hen!
5Således er også tungen kun et lille lem, men bryster sig dog af store ting. Se, hvor stor en skov en lille ild kan sætte i brand!
6Også tungen er en ild! Som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer, og den smitter hele legemet og sætter livets hjul i brand - selv er den sat i brand af Helvede!
7Thi al natur, både vilddyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af den menneskelige natur;
8men tungen kan intet menneske tæmme, et hvileløst onde, som den er, fuld af dødbringende gift!
9Med den lovpriser vi Gud, Faderen og Herren - og med den forbander vi menneskene, som er skabt i Hans billede!
10Fra den selvsamme mund udgår både velsignelse og forbandelse - sådan må det ikke være, mine brødre!
11Kan der fra det samme udspring strømme både ferskt og bittert vand?
12Kan et figentræ, mine brødre, bære oliven eller et vintræ figener? [[Nej! Og]] lige så lidt kan en salt kilde give ferskt vand!
13Hvem er viis og forstandig iblandt jer? Han må ved sin gode færd vise sine gerninger i visdommens ydmyghed!
14Men hvis I bærer på bitter misundelse og selviskhed i jeres hjerter, så ros jer ikke mod Sandheden og lyv ikke mod Den!
15Thi dette er ikke visdommen ovenfra, nej, den er jordisk, sjælelig, dæmonisk!
16Thi hvor der er misundelse og selviskhed, er der også uorden og al slags ondskab.
17Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredsommelig, forsonlig, føjelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og uden hykleri.
18Og retfærdighedens frugt såes i fred for dem, som stifter fred!